I skærsilden ((Efter spadseretur))

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Kaptajnen lytter stilfærdigt til Lady Tahnes forklaring, mens der kommer en svag rynke til syne mellem hans mørkeøjenbryn.
"Jeg ville heller ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg havde, Mylady." siger han med en dybfølt tone i stemmen såvel som i blikket.

"Jeg forstår. Det gør mig ondt for Jeres familie at krigen måtte koste Jer dette." Det er dog som om man allerede fornemmer en snært af kølighed i stemmen igen. Måske ønsker kaptajnen bare ikke at kommentere yderligere. Han kender godt til engelske franskmænds skæbne, og den er der intet at gøre ved, selvom det går ud over deres engelske koner og børn.
Hans blik dvæler et øjeblik på Lady Tahne da hun vender sig mod ham.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

Lady Tahne hæver sine øjenbryn let og lægger hovedet på skrå. "Det var smukke ord, Kaptajn," svarer hun. "Jeg ville dog ikke tøve med at give Dem min tilgivelse, havde De berørt et omtåleligt emne."

Hun uddyber ikke mere med sin familie på grund af den kølige tone, Kaptajnen lægger i sine ord. England er nu engang England, og intet som kan ændres i dag, kan gøre op for fortiden.

De brungyldne øjne betragter Kaptajnen foran hende under hendes let sænkede øjenlåg, da hun måske læner sig en smule frem. Det er svært at se, selv for det opmærksomme øje.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Antydningen af et smil viser sig igen over kaptajnens læber og han retter sig lidt op som han betragter hende.
"Virkelig?" han hæver øjenbrynene i mild forbavselse. "Det burde I ikke sige, Mylady, jeg kunne jo driste mig til at udnytte det."
Om der er et strejf af ironi i kaptajnens stemme, kan der vist ikke være tvivl om.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"En ærefuld Kaptajn fra den konge Garde som Dem?" Lady Tahne ler, kort og perlende. "Tilgiv mig, Kaptajn, men det har jeg svært ved at forestille mig." Hun rækker, uden at tænke over sin højst usømmelige tone og bevægelse, ud og rører hans arm som for at understrege sine ord.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Theodore får et glimt i øjnene, der gør det ud for et smil.
"Jer narrer man vist ikke så let." svarer han stadig med en let tone. "I har vist desværre gennemskuet mig fuldkommen."
Han ser vist for øjeblikket stort på usømmelighed, for han rækker op og klapper hende blidt på hånden - dog for hurtigt at slippe igen og trække sin arm fri af hendes hånd, stille og diskret.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"De er en mand, Kaptajn." Lady Tahne glatter sit skørt ganske let med sine smukke hænder. "Jeres køn er slet ikke så vanskeligt at gennemskue." Hun hæver sit blik og ser på hende med sine gyldenbrune øjne. "Jeg vil driste mig til at sige, at mange af jer er som en åben bog." Igen rykker hun på sig, så hun sidder lidt længere ude på kanten af lænestolen.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

"Tænk, det anede mig." Svarer Theodore og gør øjnene smallere. "Ligesom kvinder er fulde hemmeligheder."

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"Det er enhver kvindes ret." Lady Tahne smiler og læner sig lidt forover, næsten som om hun udfordrer Kaptajnen foran sig. "Og det er enhver mands evige lod at stræbe efter indsigt i disse hemmeligheder."

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

"Virkelig?" Spørger Theodore, der sidder ubevægelig. Samtalen forekommer ham efterhånden upassende, og dog har han ikke lyst til at slutte den.
"Hvorfor skulle vi da det?"

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

Lady Tahne smiler. Et hemmelighedsfuldt, drillende smil, som ellers sjældent ses over hendes læber. "Fordi I ikke kan lade være." Hun læner sig lidt længere frem og ser Kaptajnen direkte i øjnene med sine egne ravfarvede.

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Theodore hæver sine bryn. Måske i forbløffelse over Tahnes ligefremmes opførsel. Noget kunne i hvert fald tyde på, at det påvirker ham i nogen grad.
"Hvad skulle en ung, ugift kvinde som Jer, Lady Jupal, da have af forstand på mænd?" Spørger han i en noget skeptisk tone.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"Jeg har da både øjne og ører i behold endnu, Kaptajn Northwood," svarer Lady Tahne roligt. "I mænd er skam ikke så mystiske, som I måske praler af at være."

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

"Det er I kvinder måske heller ikke." Svarer kaptajnen blot med et lille, velment fnys for at slå det hen. Han sender hende dog et blik, der et kort sekund måske kunne opfattes som udfordrende.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"Ikke?" Lady Tahne blinker ikke, men lægger hovedet på skrå, mens hun betragter Kaptajnen. "Det ville forbløffe mig, hvis jeg var en åben bog for Dem, Kaptajn."

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Som en åben bog. Theodore overvejer, om ikke den talemåde kun gælder for folk, der kan læse. Åbne bøger plejer at være lige så komplet uigennemskuelige og fulde af hemmeligheder som de lukkede. Men dette holder kaptajnen for sig selv.

Han læner sig lidt over mod Lady Tahne igen.
"I kunne måske blive overrasket?" Foreslår han udfordrende. "Ja, jeg indrømmer gerne igen at kvinder er fulde af hemmeligheder. Men det skal ikke afholde een fra at forsøge at gætte nogle af dem..." Tilføjer han og ser ind i Tahnes øjne, for at lade som om, han kan se noget dybere.