Er der en læge tilstede? ((efter "Efterforsking"))

[Julie den Ærværdige]

Man kan ikke andet end forundres over at se en mand så gammel som Fader Lionel. Når ikke engang alle spædbørn overlever deres første leveår og endnu færre når at blive voksne, når kvinder dør i barselsseng og når pesten lægger over halvdelen af Londons slumkvarter øde, ja, så kan man undre sig og må sande, at Guds veje er urangsagelige. Og dog. For det er vel ikke så ubegribeligt endda at netop en mand så from og hellig som Fader Lionel er undtaget de straffe form af pest og anden dårligdom som Herren nedkalder over den syndige hob.
Dette er hvad Theodore går og overvejer for sig selv, mens han vandrer fra klosterets stalde og af de stenklædte gange til kaptellet, der er henlagt i et evigt tusmørke på grund af dets mangel på vinduer. Man kommer let til at tænke over de store spørgsmål i et sted som klosteret. Det har fra tid til anden strejfet kaptajnens tanker, om Gud har en overordnet plan med hans eksistens, og hvis han har, hvilken retning går den så i? Men Gud indretter ikke altid sine planer så mennesket kan forstå dem. Måske udsætter han Theodore for prøvelser for at teste ham og hans tro, fordi han ikke altid har afholdt sig for at tvivle på Gud.

Kaptajnen bliver en smule tung i sindet af de dybe tanker, men tiden er ikke til at give sig hen til dybsindighed og tungsind. Han må tale med en præst en dag, beslutter han, netop som han når kapellets tunge trædør og træder indenfor.

[Trine den Fromme]

((Jonathan))

Vejen til kapellet er ikke Jonathan ubekendt, og skønt han møder det unge sendebud endnu en gang inden han selv når bygningen, kan han se porten derfra hvor han står, da han sender den unge knøs bort med en passende kølig afskedskommentar. Nok er drengen et indskrænket og fattigt afkom, af Herren må vide hvem, men den slags har som bekendt aldrig styrket de sindssvage i ydmyghed, og man så jo nok det grådige blik som spillede i de sløve, unge øjne. Men fra Jonathan Crawford skal man ikke vente at der falder guld ud af, som var han læk.

Kapellets dør åbner langsomt, men hverken tøvende eller usikkert, og den lærde læge træder indendørs. Han genkender straks kaptajnen som det jo ikke er lang tid siden han sidst så.
Han rømmer sig.
"Man er blevet kaldt til kapellet,"

[Julie den Ærværdige]

Kaptajnen med en eftertænksom mine og betragter den døde, der ligger næsten som da man så ham på pladsen, blot nu på et rustikt, mørkt træbord i det svagt oplyste kapel. Han er ilde tilredt og er bestemt ikke noget kønt syn. Hans ansigt, der er det eneste man kan se af kroppen for hans kutte, bærer slemt præg af et hårdt sammenstød med den bare jord. Det er noget af en uskik at lade en afdød ligge på den måde til skue, for det sømmer sig ikke at skænde de døde eller enddog beskæftige sig mere med dem end højst nødvendigt. I visse tilfælde må man dog gøre undtagelser og manden er, så vidt Theodore forstod, en gudsbespotter og har i hvert fald forbrudt sig mod kongemagten. Theodore ville dog ønske, han havde hørt hvad manden råbte oppe fra kirkespiret.

Han løfter blikket til lægen da denne melder sin ankomst og slapper af i sine arme, han ellers havde plantet på ryggen.
"Mr. Crawford, ja." Hilser han og nikker høfligt, idet han går rundt om bordet for at slipper for det afskyelige syn af den døde mand.

"Desværre i et mindre lyksageligt ærrinde, beklageligvis." Fortsætter han forklarende med et ansigtsudtryk, der passer til ordvalget. Kaptajnen mestrer en køligt melankolsk mine til fulde.
"Måske De allerede er bekendt med hvad det drejer sig om?"

[Trine den Fromme]

((Jonathan))

Med værdig mine tager Jonathan sin hat af og hilser den ærværdige kaptajn med et nik, inden han sætter hatten på hovedet igen. Han kaster et blik på liget og noterer i sine tanker at der med al sandsynlighed er tale om urosmageren fra tidligere

"En læges ankomst forbindes desværre meget sjældent med lyksaglighed, Kaptajn," siger han alvorligt og går hen til afdøde.
"Det er det lod han lever med," tilføjer han og ser liget nærmere an. Langt fra et kønt syn.
"Man fastede såmænd hertil så hurtigt man kunne," fortsætter han. "Dog måtte man hjem og hente de fornødne redskaber, forstår De. Ellers havde man ikke tøvet med at halse direkte til gerningsstedet, om det vr blevet en påbudt,"

[Julie den Ærværdige]

"Jeg sætter pris på Deres tilrådelighed." Bemærker Theodore og vender sig om efter lægen, uden dog selv at bevæge sig nærmere liget på bordet, han holder sig stadig i baggrunden.
"Manden var vel vanvittig." Begynder han så, ivrig efter at få overstået dette ubehagelige foretagende.
"En gemen selvmorder og gudsbespotter."

[Trine den Fromme]

((Jonathan))

Lægen nikker vigtigt og lader to fingre pege langs det som er tilbage af afdødes blege tindinger
"Man ser det straks," siger han, "Galskaben sidder endnu under huden, der er intet at tage fejl af,"
Han sætter sin taske fra sig og begynder at pakke den ud
"Ved man hvorfra han stammer?"

[Julie den Ærværdige]

Theodore rynker sine mørke øjenbryn ganske let og bevæger sig forsigtigt et skridt tættere på for at kunne studere galskaben og nikker, selvom han bestemt ikke kan se nogen tydelig galskab under huden. Han af alle burde dog kende til galskabens væsen, hans egen moder døde for egen hånd. Nu er hun i helvede som alle andre, der tager livet af sig.

"Ingen har genkendt ham." Forklarer han i midlertid kort til lægen.

[Trine den Fromme]

((Jonathan))

"Hmmm..." svarer Jonathan og fortsætter med at pakke ud. Han finder en skalpel frem sammen med en mindre tang.
"Bestemt ikke kønt, men sådan er vi jo nogle mennesker, hvis pligt tvinger os tæt på de døde," siger han til kaptajnen som utvivlsomt selv har måtte stifte tæt bekendtskab med de afdøde gennem sit arbejde.
"Ah, ser man det," siger han uden at lyde særlig overrasket. Han har fat i afdødes øjenlåg som han løfter op så han kan se hele øjeæblet
"Ikke overraskende, se her, Kaptajn. Kan De se de røde linjer i øjnene dér? Og de helt mørke dér? Det er som en dårligdom, en sygdom. Det mørke De der ser er kommer sig af gallen i hans blod"

[Julie den Ærværdige]

"Så sandt, sir." Svarer Theodore. "Men der er nu en vis forskel." Så må alt være sagt i den sag, for at omgås de døde på denne måde er ikke noget, han gør til hverdag, endsige har prøvet før. Det tætteste, han har kommet på noget lignenede, var at slæbe lig af pestdøde gennem gaderne og smide dem på lignvognen. Det i sig selv var nu heller ingen fornøjelse.
Han forholder sig stadig på en mærkbar afstand til lægens arbejde, men ser dog uden problemer de røde linjer i mandens øjenæbler. Afskyeligt.

"Jeg ser det." Konstaterer han og træder da et skridt tilbage. "Endnu et tegn på galskab?"

[Trine den Fromme]

((Jonathan))

Lægen ryster roligt på hovedet
"Desværre er det ikke så simpelt, kære Kaptajn," han lukker øjnene i igen på liget og rækker ned i sin taske igen.
"Skønt det ikke huer mig, tror jeg ikke kun vi har at gøre med galskab alene her," han trækker en mindre beholder af glas frem og stiller den ved siden af, inden han hiver fat i liget igen. denne gang hiver han med sin tang tungen på manden ud.
"De er vel klar over at galskab skyldes en vis art af besættelse,"

[Julie den Ærværdige]

Theodore hæver panden og løfter blikket fra tangen for at se lægen ind i øjnene.

"Besættelse?" Gentager han spørgende med en hvis undren i stemmen.

"Mener De...?"

Kaptajnen ved hvad han vil spørge om, men kan ikke just finde det rigtige ord.

[Trine den Fromme]

((Jonathan))

Den dannede læge er imidlertid for dedikeret til sit arbejde til at møde kaptajnens blik, og fortsætter med at hive i tungen, som imidlertid glider helt ud af munden. Tilsyneladende har manden bidt tungen over i faldet.
Jonathan tager det dog med rolig mine og holder tungen ud for munden - på liget altså. Han kan allerede fornemme dødsdunsten i sine næsebor og ønsker ikke at stifte nærmere bekendtskab med den.

"Som de ser har afdøde mistet tungen," meddeler han. "Det kunne skyldes et uheld under faldet, men ser de, Kaptajn, hvordan blodet her nærmest er størknet? Under normale omstændigheder ville der gå langt længere tid før såret i tungens kød ville lukke sig sammen, men se! Noget andet i hans blod har forhastet denne proces."

[Julie den Ærværdige]

Theodore betragter lægens arbejde så godt afstanden tillader ham det. Det undrer ham ikke det store at manden har bidt sin tunge over, men det er nu noget andet direkte at stå og studere den afbidte legemsdel på nært hold, blandet med stanken af dødt kød der nu er begyndt at brede sig i rummet.

"Hvis den afdøde er offer for en besættelse, bør de Hellige Brødre få syn for sagen," Siger han så roligt og konstaterende, idet han bevæger sig helt væk fra bordet og Jonathan.
"Og liget bør brændes, før flere ulykker sker."

Theodore har før været udsat for en lignende situation, hvor kirkens mænd understregede vigtigheden i at brænde liget. Hvilke ulykker, der kan hænde, er Theodore ikke helt klar over, men han forventer næsten at en djævel vil springe ud af brystet på den døde, og ser det levende for sit indre blik.

[Trine den Fromme]

((Jonathan))

Jonathan bemærker hvordan ligets tilstand bestemt ikke synes at hue kaptajnen. Tiltalende er det bestemt heller ikke må han erkende for sig selv, men man kender vel sine pligter og udfører dem uden at kny. Særligt ikke når der er tale om en sag der vel nærmest kan siges at have direkte forbindelse med adelen. Det kan jo heller ikke udelukkes at der kan blive tale om en eller anden art særlig belønning for veludført arbejde.

"Jeg tror desværre at her er tale om en særdeles alvorlig besættelse af det onde," sukker han, stadig med vigtig mine, og lægger tungen på brystet af afdøde.
"En dæmon har besat denne mands krop og talt gennem hans tunge. Såret i tungen er lukket hurtigt for at forhindre at den på nogen måde skulle genforenes med sin herre. For at forhindre at han skulle benytte den igen," belærer den lærde mand og slår korsets tegn for sig for at sikre sig mod det onde. Med al sandsynlighed sad der stadig noget tilbage i den livløse krop

"Det vil være en god ide at underrette Brødrene, Kaptajn," siger han idet han vender sig mod ham

[Julie den Ærværdige]

Theodore kan ikke længere skjule den forfærdelse han føler over lægens ord, og hans blik bliver en anelse stift mens lægen forklarer. Og her troede han, at tungen blot var blevet bidt af i faldet.

"Herren bevare os." Bemærker hans stille som for at understrege lægens ord.
"Jeg vil straks give Fader Lionel besked. Vent her, sir."
Derpå forlader han rummet og man kan høre hans tunge skidt forsvinde udenfor.

((Fortsætter i en anden tråd og kommer tilbage))