Dit hjerte er hvor din familie er.

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Marcus gengælder hendes omfavnelse ganske let ved at lade armen glide bag om ryggen på hende.

"Ja, sket er sket, det er ikke din skyld." beroliger han hende, men er selv stadig en smule bekymret for om folk nu vil tro dårligt om Cecilia, fordi hun mænger sig med skøger. Man kan vel forklare sig ud af det. Dette tænker han, men siger det ikke højt, i stedet er han tavs et øjeblik.

"Hvordan har Wilfred det ellers?" Fortsætter han derpå, mens han stadig står med armen om Cecilia.

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Så forståeligt som det nu kan være, føler Cecilia det lille stik af ensomhed prikke ganske kort indtil hendes mands stemme når hende, og hun falder en smule til ro igen.
Hendes omfavnelse af ham mister en smule styrke, men hun giver ikke helt slip på ham, blot nok til at hun kan se op på hans ansigt.
Som der bliver spurgt ind til den kære Wilfred, liver hun en smule op.
,, Godt... som han plejer.. Du kender ham jo.. han er ikke ligefrem åbenlys med hvad der går igennem hans tanker.. Ligesom så mange andre mænd", det sidste for en lille drilsk gnist frem i de lysegrønne øjne, og et smil pryder hendes læber, da det måske er en mindre indirekte hentydning til hendes mands ellers tavse veje.

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Marcus slipper igen sin kone, da hun ser op på ham, og der kommer et lille smil til syne i hans mundvig.
"Man må kan i hvert fald dårligt tro andet, når han sådan forkæler mine to piger med honningkager." Svarer han hende og sætter sig så ned igen, idet han lader hånden glide hen over den anden stol som en hentydning til at han også gerne vil have Cecilia til at sætte sig.
"Men fortæl mig da om den kroning," Opfordrer han hende. "Du fik jo dårligt ørenlyd til at fortælle ved maden, sådan den lille Rosie kunne ævle om Wilfred."

[Anne den Forsigtige]

(( Cecilia ))

En mild latter kommer fra Cecilia da hendes mand kommentere på Wilfreds forkælelse af hans piger. Wilfred var nu næsten som et familie medlem, når det kom til stykket, var han ikke?
Som hendes mand sætter sig og hinter til at hun også skal, sætter hun sig ved hans side med et mindre smil på læberne. Ikke fordi der er noget direkte at smile af, men fordi Markus' nærvær har den effekt på hende, og har altid haft det.
De lysegrønne øjne lyser op, på en måde der minder om Roses når hun for noget mundgodt, idet hendes mand spørger ind til kroningen og pointere at der jo ikke blev megen snak på grund af deres datters tale om Wilfred.

,, Nej, hun er meget glad for ham", siger hun først.
,, Men kroningen var prægtig, lige hvad man kan forvente af vores gode kongehus! Det var en skam du og Cedric ikke nåede at se den, jeg forsikre dig Markus, det var ...", hun stopper for at lede efter ord.
Hun stråler nærmest som en sol i det hun prøver at finde ord for noget så fjernt og overdådigt, men hun ender dog med at give et mindre længselsfuldt suk fra sig og se hen på sin mand.

,, .. det var meget smukt. Og en farverig gøgler underholdte... haha.. Rose nød det i fulde drag! Nogle mennesker er altså ubegribelige, og måske burde man ikke finde glæde i deres fjanterier men", en let latter undslipper hende, som hun tænker tilbage på narens immitationer.
,, .. det er nu en smule hjertevarmene at der er nogle mennesker der vil bruge livet på at få andre til at smile og grine."

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Marcus ser på Cecilia mens hun taler. Han nyder at høre hendes stemme og at se hende glædes over små ting, som kun Cecilia kan. Det er en helt særlig egenskab hun har, og noget som han holder meget af. Man kan ikke andet end at dele hendes glæde.
"Bestemt," Siger han og nikker.
"Jeg ville også gerne have set det, og Cedric ville især. Du skulle have hørt som han kunne berette om konger og riddere i dag, så man skulle næsten tro, han også var troubadur." Der er varme i hans stemme, for han mener det kærligt, selvom Cecilia må vide at Marcus ikke altid er lige begejstret for sønnens lidt for flyvske sind.
"Aner ikke hvor knægten får det fra. Den fantasi..." Han rækker ud og klapper Cecilia blidt på låret.
"Det må være din side af familien."

[Anne den Forsigtige]

(( Cecilia ))

Cecilia ler som Markus fortæller om deres dejlige dreng. Som han ligger en hånd på hendes lår, ligger hun sin egen ovenpå og lader tommelfingeren nusse over den lige så stille.

,, Ha ha, ja han ligner sin onkel på det punkt. Michael var lige så fascineret af den slags.. de barndoms lege vi havde nogle gange.. ", hun ler varmt, inden hun ser væk og ind i ilden med et fjernt blik.
Hvor hun dog savnede sin lillebror.
En tavshed ligger sig over hende i en tid.
,, Jeg er bekymret for Theodore, Markus.. Nogle gange, er det svært at finde ud af hvad han tænker.. han er ligesom en sky kat.. jeg har følelsen af at han ikke bryder sig om mig.."

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Cecilia må kunne mærke en sitren i Marcus hånd, som samtalen drejes ind på hans lillebror. Det er et emne han kun nødigt berører, for det gør ham så ubehageligt til mode at tale om. Han trækker roligt, og næsten ubevidst, hånden til sig og samler fingrende i hånden, idet der kommer en dyb rynke til syne i panden på ham, som gør det tydeligt for Cecilia, at hendes ord får ham at spekulere.
Så ryster han på hovedet.
"Tro mig, jeg har heller aldrig kunnet gøre mig klog på ham." Sukker han og folder armene løst over brystet, da han læner sig tilbage i stolen.
"Men det er hans eget valgt, at det er blevet sådan, som det er. Jeg har aldrig sagt, at han ikke var velkommen her."

[Anne den Forsigtige]

(( Cecilia ))

Cecilia kan tydeligt mærke på sin mand at emnet tynger ham, og det er måske også derfor de aldrig rigtig har snakket sammen om Theodore, og hans... sky natur.
Efter han har talt ser Cecilia op på ham, med tydelig oprigtighed som lyser ud af hendes grønne øjne i det hun siger:
,, Nej det ved jeg.. og det var skam heller ikke sådan ment.. det var bare.. det.. ", hun stopper da ordrende sætter sig fast i halsen.
Efter nogle sekunder kommer et opgivende suk fra hende, da emnet pludselig også bliver ubehageligt for hende.

Hun rejser sig op, og ligger en hånd på hendes mands skulder.
,, Skal jeg ikke hente dig en øl?", spørger hun, med et varmt smil.

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

"Ja, jeg ved det godt, Cecilia.." Forsikrer Marcus hende og forsøger at sende hende et beroligende, da hun lader til ikke at kunne finde ord. Han ser op på hende da hun rejser sig.
"Gerne, da." Smiler han overrasket til hende.

[Anne den Forsigtige]

(( Cecilia ))

Smilet bliver lidt større da han pænt siger ja.
Inden hun går hen imod 'køkkenet', læner hun sig en smule forover for at placere et blidt kys i panden på ham, og går så imod den lille 'køkken' anordning i hjørnet, for at finde hendes mands ynglings krus. Hun trækker et mindre forhæng væk og trækker en tønde ud, for at fylde kruset med den gode øl fra Marthas kro.
Hun går hen til ham igen med det og rækker det hen imod ham.
,, Forresten så insisterede Wilfred på at komme og hente den næste cider levering."

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Marcus smiler lidt i skægget. Det virker som om tanken om øl får ham til at live lidt op. Mænd kan være så forudsigelige.
"Han skal være hjerteligt velkommen." Svarer han idet han modtager kruset med taknemmelighed, som man har det med at gøre, når man får noget godt.
"Så kan vi også skaffe en tønde øl mere, " tilføjer han og ser ned i kruset. "Det her ligner noget, der har ligget på bunden."
Han tager en slurk af øllen og ser ind i ilden. Det virker til han forsvinder i sine tanker et øjeblik, eftertænksom som han jo er. Og sådan sidder han et stykke tid.

"Mødte du da Theodore nede i byen?" Kommer det så fra ham. Han kunne vist ikke ikke helt slippe tanken.

[Anne den Forsigtige]

(( Cecilia ))

Cecilia sætter sig ikke ned med det samme igen, men går hen til det lille hjørne med kister og andet opbevaring, og finder et stykke tøj frem der ser ud til allerede at have nål og tråd i sig, og som er sat fast i den. Sikkert så Cecilia da hun stoppede med at sy, hurtigt kunne komme videre igen.
Efter Markus' sidste bemærkning om øllen sætter hun sig ned ved hans side, og begynder at gøre klar til at sy videre, dog er hun stadig meget bevidst om hendes mand.

,, Ja der er ikke megen tilbage, og mon ikke vi kan få anskaffet en tønde mere..", svare hun til hans ord.
En fredsommelig stilhed kommer til live, som Markus tager tid til at se eftertænksomt ind i ilden, imens Cecilia begynder at lappe et hul i hvad der godt kunne ligne Cedrics bukser.
Idet Markus nævner Theodore igen, vil skæbnen det at Cecilia kort stikker sig på nålen, og laver en smertende grimasse.
,, Nej.. desværre.. Eller joo.. jeg så ham kort til kroningen, men han var jo på arbejde helt oppe foran, og vi stod et godt stykke bagved. Det må være stressende at skulle se efter så mange mennesker..", hun sætter fingeren op til munden for at sutte den lille blod dråbe væk.
Derefter ser op på Markus.
,, Du savner ham, gør du ikke?".

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Cecilias spørgsmål ser ud til at komme noget bag på Marcus, for han løfter hovedet og ser på hende med en snært af forbløffelse i blikket.
"Om jeg savner ham?" Han ser ud til at overveje det, da han ser tilbage mod flammerne.
"Nah... Nej, det vil jeg ikke sige."
Marcus har aldrig været god til at tale om sine følelser. Han det vel unødvendigt at tale om noget, i stedet for at gøre noget ved det, eller blot affinde sig med at man ikke kan.

[Anne den Forsigtige]

(( Cecilia ))

Cecilia klukker en smule da Markus ser på hende med forbløffelse, og vender så tilbage til hendes syning, imens hun lytter til hvad hendes mand har at sige.
Da han til sidst siger at han ikke savner hans broder, ser Cecilia op på ham, men uden at vende hovedet, imens hun løfter øjenbrynene i en: nå da da- mannér.
Hun ser ned imod hendes nuværende beskæftigelse imens hun snakker.
,, Markus, det er i orden at savne nogen.. Jeg har lagt mærke til den måde du nogle gange falder hen når du ser noget der kan minde om ham.".
Hun ser op på ham igen.
,, Måske skulle du besøge ham i byen en dag.. bare nogle timer?".

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Marcus skæver til Cecilia. Fornemmer man en snært af irritation i hans blik? Det kunne være skæret fra ilden, eller måske er hun bare inde på et følsomt emne. Han drikker af sin øl.
"Det tror jeg ikke, han ville synes om." Konstaterer han så. Hvis han er lidt småirriteret, høres det dog ikke på hans stemme.
"Det er ham, der har fravalgt os, Cecilia. Han ved, han er velkommen her. Så hvis han havde lyst til at se os...Ja, så kom han nok." Marcus trækker på skuldrene og tilføjer så:
"Man skal ikke forsøge at lave om på folk."