Dit hjerte er hvor din familie er.

[Anne den Forsigtige]

((Senere samme aften !))

((Cecilia))

En lang dag havde det skam været, men ikke desto mindre en god dag med en masse nye så vel som gamle bekendtskaber involveret.
Cecilia pustede det lille stearin lys, på det mindre natbord ved børnenes senge, ud. Herefter gik hun fra en seng til den anden, lænede sig ned over sine små sole og plantede en moders ømme kys på hver deres pander som en sidste godnat gestus.
Hun trak let op i den lange brune kjole, som hun havde skiftet til efter at være kommet hjem fra byen, og begav sig imod trapperne ned til stuen med en mindre lysetage i hånden for ikke at snuble over de smalle trin.
Hun lukkede lemmen op til børnenes sovekammer, og gik så ned af de trin der var indtil at hun stod på gulvet.
Hendes lysegrønne øjne søgte med det samme spisebordet ikke langt fra hende, og hun gik derhen imod for at sætte lysestagen på bordet overflade og puste det ud. Kaminen oplyste rummet godt nok til at man ikke behøvede spilde stearin, man skulle jo trods alt spare en smule.

Efter det satte hun en hånd på maven og så ned på den mindre bugle der efterhånden var blevet synlig for omverdenen.
,, Skal du også puttes?", hun smilede for sig selv.
,, Nå ikke? Det bliver din far sikkert ikke glad for..", konstaterede hun og grinte lidt for sig selv.
Med et mindre støn af udmattelse satte hun sig ned, og lukkede øjnene for en stund. Slappede af med en hånd på maven og ryggen bukket lettere dovent: velfortjente få øjeblikkes stilhed.

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Stilheden brydes dog ikke længe efter. Døren knirker sagte går op, så det svage lys fra sensommeraftenens skumring for et øjeblik kastes ind i det dunkle rum. Så lukker Marcus døren bag sig igen med sin fod og går ind i stuen, bærende på kurven med brænde. Han sætter den fra sin ved siden af kaminen med et efter trykkeligt suk og en tung bevægelse, før han ser på Cecilia, uden at sige noget i de første øjeblikke.

"Sikke en dejlig stilhed at komme ind til." Bemærker han med en lav stemme, der ikke overdøver den knitrende lyd fra ildstedet. Så trækker han roligt en stol ud fra bordet ved siden af Cecilia
og sætter sig ned. I det samme stikker han den ene hånd i lommen, og det ser ud som om han tager noget op, men i den svage belysning er det først ikke til at se, hvad det er.

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Cecilia vågner, efter få sekunders vandren ind i sin egen verden, idet døren går op og hendes mand træder ind. Et mindre smil ligger sig over hendes læber imens hun følger ham med øjnene hen til kaminen, endnu siger hun ikke noget, da stilheden godt må vare ved bare lidt endnu.
Hun opfanger svagt hvad han siger, men vælger endnu ikke at bryde den behagelige stilhed før han sætter sig ned ved siden af hende og ser ud til at lede efter noget i sin bukselomme.

,, Idyllisk er det ikke..", et mindre suk undslipper hende. ,, Tænk engang hvor stille der kan blive uden de små til at rende rundt, eller dig til at slæbe brænde ind.", en drilsk gnist kommer frem i de lysegrønne øjne som hun siger det sidste.

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

"Nåh, det mener du." Marcus læner sig tilbage i stolen, der har et ganske beskedent ryglæn af træ, og trækker varmt på smilebåndet til sin kone. Det synes dog også en kende uoplagt, han er sikkert træt, og det er nok derfor han giver hende ret uden videre. Dog hæver han også panden spørgende og tilføjer: "Mon ikke du ville kede dig i længden."
Man kan nu se at han holder en rundt, blankt genstand i hånden, omtrent samme størrelse som en knyttet næve.
"Men se en gang," Indleder han så og lægger i det samme genstanden fra sig på bordkanten mellem ham og Cecilia, og det viser sig at være et æble, der godt kunne ligne et af dem fra deres egen have. I skæret fra kaminen ser det grønligt ud, dog med en vis rødmen over den ene side. Det er pænt og blankt uden det mindste ormehul eller knopper.
"De er næsten modne."

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Cecilia forholder sig rolig imens Markus taler og lader ikke øjnene glide væk fra ham. Som han trækker noget op af lommen, der først ikke helt er til at identificere, klemmer Cecilia de lysegrønne øjne en smule i som prøver hun at fokusere lidt ekstra. Da det så viser sig at være et æble, giver hun et bredt smil fra sig, og en meget let og mild latter kan høres fra hende.
,, Det første tegn på sensommer! Det bliver børnene glade for, de ser altid frem til æblerne hvert år.", en kort pause kom, der indikerede at Cecilia kom i tanke om noget.
,, Det minder mig om.. Du begriber ikke hvad Wilfred gjorde i dag Markus, han satte et helt fad nybagte honningkager lige foran snuden på Rose og mig, åh.. og så selvfølge også Frøken Sancha, en meget opsigtsvækkende kvinde jeg stødte på inde i byen. Det er forunderligt så mange herlige folk man møder når bare man ser sig over skulderen!", et varmt smil prydet hendes læber efter hun lystigt havde fortalt om dagens oplevelser.

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Marcus nikker blot da Cecilia udtrykker sin henrykkelse over æblet, og får et varmt glimt i øjnene. Han ved hvor vigtige de æbler er for hende, og der er da også mange der nyder godt af den cider hun brygger. Mens han lytter til hvad hans kone beretter om oplevelserne i byen, giver han sig til at rode i gløderne med en ildrager og siger ikke meget. Cecilia er god til at tale og fortælle, og kan godt lide det, så der er ingen grund til at afbryde hende i det. Først da en vis frøkens navn bliver nævnt, skæver han eftertænksom til hende og stopper bevægelsen med ildrageren.

"Frøken Sancha?" gentager han.

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Cecilias blik falder ligeså betænksomt på hendes kære mand, da han giver udtyrk for at navnet vist er ham bekendt.
,, Jaae.."
Siger hun en smule langtrukken, og kniber de lysegrønne øjne lidt sammen, som for at se igennem ham et kort øjeblik.
,, Kender du hende også?.. Det er altså pussigt.. hun sagde også hun kendte til Theodore, men hvem kender efterhånden ikke ham af dem der bor i byen."

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Marcus løfter de mørke øjenbryn sigende i et hurtigt ryk, så ser han tilbage mod ilden og lader til at overveje noget før han svarer.

"Ja, hvorfor skulle du også vide det," siger han halvt mumlende, at dømme efter hans ord virker det næsten til at han tænker højt. Han trækker beklagende på mundvigene.
"Hun er ikke noget godt selskab, Cecilia, lad mig sige det sådan."

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Cecilia ser et øjeblik en smule uforstående på Markus i det han lader til at tænke højt for sig selv, for til sidst at komme til den konklusion at Frøken Sancha måske ikke var det bedste selskab for hende.
Et skuffet udtryk kommer en smule til syne over Cecilias ellers blide træk:
,, Markus hvad er det, der skulle være galt med hendes selskab?", spørger hun med en typisk: du ved jo godt du ikke kan holde det fra mig i det lange løb - stemme.
Den slags som folk der har været sammen i mange år efterhånden for.
Med de ord rækker hun også en hånd over for at ligge den på hans overarm ganske blidt, og ser forventnings fuldt på ham.

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Marcus skæver til Cecilia igen og sukker da en anelse dybt, for han har ikke just lyst til i detaljer at forklare, hvorfor den omtalte kvinde ikke er godt selskab.

"Hun er ikke som du og jeg. Hun lever en... syndig tilværelse." Siger han og ser alvorlig ud mens han stikker lidt til nogle gløder så der står små gnister fra dem.

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Et overrasket blik kommer fra Cecilia da Markus nævner at Paulina skulle leve en syndig tilværelse. Det kan hun slet ikke få til at hænge sammen, hun havde selv sagt at hun havde viet sit liv til Herren. Så hvorfor var Markus under det indtryk at hun levede syndigt, måske kendte han ikke til hendes noble erhverv.
,, Men Markus, hun er en af Guds tjenere, det sagde hun selv, at hun havde viet sit liv til herren... hvordan kan hun så leve syndigt?".
Cecilia kendte ingenlunde til nogle af storbyens mindre hellige steder, og ligeså kunne det heller ikke falde hende ind at der skulle være en forbindelse imellem Frøken Sancha og noget syndigt, når nu kvinden havde fortalt det hun havde. Men måske.. måske havde hun løjet?

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

Nu sætter Marcus ildrageren fra sig og sætter sig rank i stolen. Hans bryn rynker sig en smule, så øjnene bliver smallere inden under. Cecilia må vide, at det er noget, han har for vane at gøre når han enten undrer sig, irriteres eller er bekymret. Da han ser på Cecilia ser han dog for et øjeblik en kende overrasket ud.

"Guds tjener? " Han ryster sigende på hovedet.
"Sikke en omgang sludder. Hun må have bundet dig noget på ærmet.Jeg håber ikke mange så dig sammen med hende." Siger han, og det er som om dette emne pludselig har fået ham til at live op, for han virker ikke helt så fraværende længere.
"Hun er en skøge, Cecilia." Forklarer han til sidst. Marcus ser ikke ud som om han bryder sig om at bruge det ord.

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Som hendes mand ytre sig om hvad Paulinas egentlige erhverv er, ser Cecilia fuldstændig forkert ud i hovedet. Hendes ellers varme kinder bliver næsten lig blege, idet ordret går igen i hendes hoved. Det er tydeligt at hun er gået i en form for chock, da hun ikke havde regnet med dette.
Der går nogle sekunder hvor hun er stum, og så ændre det chokerede udtryk sig til noget meget.. sørgmodigt, en smule besejret kan man vel sige.
,, En...", hun kan ikke engang få sig selv til at sige ordret.
Et langtrukken suk kommer fra Cecilia der rejser sig fra sin sidde plads, og går hen imod den kiste der står i hjørnet, som bruger til at opbevare tøj. Derfra tager hun et meget smukt bånd op, det bånd der senere på dagen havde været en gave fra selv samme kvinde. Med det går hun hen imod pejsen og smider det ganske tavst ind i ilden, hvis ikke Markus da stopper hende.

[Julie den Ærværdige]

((Marcus))

"Ja," svarer Marcus blot og lader det være sidste ord i den sag fra hans side foreløbigt.
Han ser tavst til da hans kone rejser sig og tilsyneladende finder noget, som tilsyneladende skal brændes, men han beslutter sig for ikke at spørge til det. I stedet rejser han sig og lægger ganske rolig en arm rundt om Cecilia, som hun står foran ilden.
"Jeg skulle være taget med dig til byen," konstaterer han, da han mærker et stik af samvittighed over ikke at have kunnet beskytte sin gravide kone mod alt det rakkerpak, man kan støde på i London.

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Flammerne begynder hurtigt at æde det smukt broderede bånd, som desværre må lade livet. Hvordan skulle hun forklare sin datter at båndet var væk? Hvordan skulle hun forklare hende at kvinden fra før ikke kom i dette hjem alligevel? Og ... hvordan skulle hun kunne.. - tankerne blev for meget, og som Markus lagde en arm om hende, var han som en engel sendt fra Herren selv. Hun vendte sig imod ham, dog uden at se på ham, og lod armene ligges rundt om ham i en omfavnelse. Dernæst klemte hun sig blidt ind til ham, for at finde en smule trøst.
,, Det skal du ikke tænke på...", sagde hun da lavmælt.

Måske gjorde det så ondt at vide at Paulina havde løjet, og var uren, fordi hun et eller andet sted havde håbet at finde en.. en kvinde hun kunne dele ting med. Jo vist havde hun børnene, men det var ikke det samme. Måske.. var hun virkeligheden bare en smule ensom?