Må jeg præsentere...

[Knight of Camelot]

((Phillip))

"Ibrahim." Phillip retter sig op og ser på sin livvagt. Han hørte narrens ord og vender dem i hovedet. Det ville være et klogt valg at trække sig tilbage. Men han ønsker samtidig svar. Hvis han stikker af fra det hele nu, vil det også se dårligt ud.
"Jeg vil tale med Kaptajnen for Garden."

Ibrahim ser med sit sædvanlige stenansigt på Giles. Måske overvejer han, om han bare skulle have efterladt narren. Måske ikke. Han nikker dog til Phillip. "Deres Kongelige Højhed."

Phillip ranker sig igen, nærmest som om han griber sig selv i nakken, og begynder at gå ned ad trappen til kirkesalen.

((Og jeg regner med, at han fortsætter ud til katedralens indgang... ))

[Julie den Ærværdige]

((Uh, jeg ved ikke om jeg tør poste med en konge xD))

Neden for trappen får den unge kaptajn overladt hestens tøj til en anden vagt og begynder derpå at vandre op mod indgangen. På vejen op af trappen tager han sin hjelm af i respekt for Gud (og hvem man ellers kan risikere at møde indenfor). Det er altid med en del ærefrygt at han træder ind i Guds hus, og desuden agter han at tale med kongen - den nye konge, så man må tage sig sine forholdsregler. Theodore var på god fod med den gamle konge. Det skal han også være med den nye.
Han stryger hurtigt et par brune hårtotter væk fra panden. Af en simpel soldat at være, hører Theodore bestemt ikke til de mindst forfængelige, men idag må han glemme det. Sommersolens stråler på den varme metalhjelm, har forlængst gjort det af med hans ellers klædelige frisure.

[dawn]

((Giles))

Narren siger ikke noget, for han har ikke noget at skulle have sagt. Han retter hurtigt på håret og skubber masken på plads over sit ansigt, måske var det på tide selv at trække sig tilbage, det er begrænset hvad kongen kunne bruge ham til i denne situation. Han følger dog efter kongen ned ad trappen, i tilfælde af han alligevel skulle få brug for ham, eller i tilfælde af at han fik en ny chance for at drille den alvorlige livvagt.

[Knight of Camelot]

((Phillip + Ibrahim))

Den unge konge går raskt til gennem kirkesalen, da han først når ned ad trappen og går kaptajnen for garden i møde.

Ibrahim følger sin konge som en tavs, men dødsensfarlig skygge. Hans mørke øjne er rettet lige imod Kaptajn Northwood. En del af hans opmærksomhed følger dog stadig Giles, så denne ikke pludselig finder på at lave et eller andet lidet morsomt nummer med kaptajnen - eller Ibrahim selv. Det er aldrig godt at vide.

"Kaptajn, hvad skete der?" siger han med en fast stemme. "Hvordan nåede denne mand inden for katedralens mure?"

[Julie den Ærværdige]

Theodore slår sit alvorlige blik ned og hilser kongen med et ærbødigt nik.
"Deres majestæt," Siger han og retter sig derpå op. Han lader til at ignorere kongens mørkglødede livvagt og ser slet ikke til dennes side, og han prøver på at tildele hofnaren så lidt opmærksomhed som muligt.

"Der må jeg være Deres Majestæt svar skyldig." Svarer han så. "Det burde ikke kunne lade sig gøre. Kirken var omringet og ingen burde kunne slippe ind uden vagternes tilladelse." Kaptajnen ser ud som om han selv er dybt overbevist om dette.
"Jeg vil naturligvis undersøge dette yderligere." Tilføjer han.

[dawn]

((Giles))

Giles var ved at støde ind i Livvagten, da han ikke så at denne var stoppet op. Han står et par sekunder og kigger ind i ryggen på ham, og bliver ret hurtig enig med sig selv om at mænd i den størrelse burde være forbudt, især når de fik mænd som ham til at føle sig så lille i sammenligning.
Han stiller sig ved siden af kongen, for at lytte til hvad kaptajnen har at sige.
"Fløjet er han i hvert fald ikke, det fik vi bekræftet" siger han afbrydende og sætter hænderne i siden.

[Knight of Camelot]

((Phillip))

Phillip trækker på smilebåndet ad Giles.

Ibrahim beholder sit stenansigt. Men han rækker ud for at gribe fat i nakken på hofnarren og hive ham tilbage på plads ved siden af ham.

"Så meget har min hofnar ret," siger han. "Han kan umuligt være fløjet, med mindre Gud selv har givet ham vinger..."

Den unge konges stemme svinder hen, da han overvejer muligheden af, at selveste Herren har forbandet ham. Han overtog jo bare efter sin bror. Det var jo ikke hans skyld, at Arthur døde af pest, uden at efterlade sig børn.

[Julie den Ærværdige]

Den unge kaptajn får en let trækning over øjenbrynene, som om han overvejer noget, da Kongen nævner det sidste.

"Det skal jeg ikke kunne gøre mig klog på, Deres Majestæt." Svarer han. Hvis det fra kongen side var et forsøg på at være morsom, opfattede Kaptajnen det tydeligvis ikke.

"Men i så fald var han nok faret til himmels og ikke styrtet til jorden. " Tilføjer han, før det af hans blik fremgår at han er noget frem til noget andet;

"Om Deres Majestæt bifalder det, vil jeg få vagterne til at gennemsøge Katedralen for skjulte veje ind." Foreslår han.

[dawn]

((Giles))

Atter engang får han slået masken halvt af, da han noget voldsomt bliver flået tilbage. Men der er ikke noget at sige til det, han har bare ikke muskelmassen til at stå imod en mand som livvagten. Han retter igen på masken , overhoved ikke i tvivl om at livvagten gjorde det så hårdt med vilje.
"Store brød" mumler han, dog så lavt at man ikke kan høre det.
Han retter sig op, så godt han kan for den andens stramme greb. "Eder kan vel finde arkitektens dokumenter over guds hus, denne må vel kende til alle skades reder!"
Han stiller sig som om han ser meget eftertænksom ud "Ingen fugl, var denne.. nærmere en rotte!"

[Knight of Camelot]

((Phillip))

"Nej." Phillip løfter en hånd. "De hellige brødre vil se væbnet indtrængen som en skænding af deres katedral. Vi må træde varsomt i denne sag, Kaptajn. Jeg ønsker ikke at skabe stridigheder. Der hændte jo intet alvorligt."

I det mindste ikke indtil videre...

((Ibrahim))

Ibrahim ignorerer Giles' fornærmelse. Hvis man kan kalde det en fornærmelse. Livvagten hører jo ikke ligefrem til de mindste mænd på Guds jord.
"Rotter trænger ind, hvor der er den mindste sprække, Deres Majestæt," kommer det brat fra ham, selvom Phillip ikke har henvendt sig til ham. "Og fordærvet følger i deres kølvand."

[Julie den Ærværdige]

"Naturligvis ikke, Deres Majestæt." Theodore slår blikket ned i et kort øjeblik for at vise sin accept og underdanighed overfor kongen. Han havde heller ikke regnet med det.

Theodore ser nu for første gang i samtalen på Kongens livvagt da denne taler. Det er første gang Theodore hører den mørke mand tale, og han bider mærke i den fremmedartede accent. Kongen har lagt sit liv og sikkerhed i denne mands hænder, men Theodore stoler ikke på ham. Han har hørt historier om at saracenere slagter kristne som svin i det hellige land. Desuden er manden en gemen hedning, hvis hoved, Theodore hellere så på spid end her i kongens følge på helligt jord. Ikke at Theodore har den mindste forstand på Gud og helligdom, men det er næppe noget kirken, eller Gud Herren selv, ser med milde øjne på.

Han nikker dog alligevel kort af mandens ord. Han ser kort på hans majestæt for at afgøre, om denne vil svare for sig, men taler da selv, da han ikke ser ud til at afbryde noget.

"Her må jeg give Deres livvagt ret, Deres Majestæt. " Siger han. "Med forlov, hvis en simpel soldat må ytre sin mening, beder jeg om Hans majestæts tilladelse til at lede i arkitektens teninger efter en skjult passage. For Deres Majestæts egen og alle kirkegængeres sikkerheds skyld." tilføjer han.

[dawn]

((Giles))

Giles får kuldegysninger ned af ryggen ved lyden af livvagtens dybe stemme, på den gode måde. Han ser overdreven glad op på den store mand.
"Så du lytter rent faktisk til hvad jeg siger!" Han giver ham et stort kram, så godt han nu kan, for Ibrahims greb i ham. "jeg vidste du kunne lide mig!"
Han vender dog hurtigt opmærksomheden mod Kaptajnen.
"Hvis en simpel nar må ytre sig, så må jeg sige at det var en overordenlig god ide Kaptajn. Med de tegninger bliver hemmelige indgange hurtigt fundet!" han smiler overlegent.

[Knight of Camelot]

((Ibrahim))

Ibrahims frie hånd skyder ned til hans sværdskæfte, da narren omfavner ham og i det hele taget ikke opfører sig videre som et kristent menneske. Han husker dog i sidste åndedrag at besinde sig og ikke tage livet af kongens foretrukne hofnar. I stedet gør han sig bestemt fri af Giles' omfavnelse.

((Phillip))

Phillip holder blikket rettet mod Kaptajnen for at skjule sit smil og nikker til den anden mand. "Jeg er sikker på, at de hellige brødre i klostret kan hjælpe os i denne sag. Kaptajn, jeg sætter min lid til, at De vil forfølge denne sag."

[Julie den Ærværdige]

Da hofnaren ligefrem taler direkte til ham, tildeler kaptajnen ham trods alt en beskeden opmærksomhed i form af et blik med øjenkontakt, såfremt den fjerklædte maske tillader det, for Theodore selv kan ikke se narrens øjne bag maskeringen. Selvom den kongelige hofnar tydeligvis følte sig fornærmet over ikke at blive påskønnet for sit forslag, men han ved også at narren er utilregnelig som ilden, så han lader være at grave mere i det. Han skal endelig ikke rode sig ud i noget.

Da kongen taler, svarer Theodore med et stift nik

"Den døde er bragt til klosterets kapel," meddeler han, og holder da en smule fastere om sin hjelm, der hviler under armen, som om dette kan understrege pålideligheden i hans næste ord:

"Deres majestæt kan være vis på, at jeg vil gøre alt der står i min magt." Han afslutter med nik, der kunne være et svagt buk, som for at vise at han vil træde af, medmindre majestæten har andet at indvende.

[dawn]

((Giles))

Hofnarren laver et ansigtsudtryk, som om han er meget utilfreds med at livvagten fjernede ham fra sig. Men han havde nu ikke forventet andet. Han lægger armene over kort og surmuler, fjerne på hans arme bliver puffet op i den stilling, så han ligner virkelig en sur lille fugl.
Men Giles har nu ikke taget noget personligt, han har bare brug for tid til at finde på nye narrestreger. Han kigger på kaptajnen, og bliver ved med det, nærmest som en stirren.