Må jeg præsentere...

[Knight of Camelot]

((Phillip))

Phillip smiler beroligende til hofnarren og klapper ham på skulderen. "Vink til folket, kongelige hofnar," siger han og slår ud med hånden mod folkemængden.

[dawn]

((Giles))

Giles nikker til kongen og adlyder. Han føler sig ikke ret godt tilpas lige der, men kongen havde jo bedt ham om det. Glad for han har maske på, løfter han hånden og efterligner den måde kongen havde vinket på, men han går det samtidig på en måde så alle fjerne i hans dragt bevæger sig.

[Knight of Camelot]

((Phillip))

Phillip klapper narren på skulderen og vinker ud til folket igen. "Holder De min arm, hvis jeg selv fejler i opgaven?" siger han dæmpet, uden at bevæge læberne det mindste.

[dawn]

((Giles))

Han laver igen et nik så fjerne på hans hovede danser "selvfølgelig deres majestæt" siger han og vinker lidt mere ud til folket.
Han sender et stjålent blik tilbage mod livvagten, håbende at han ikke kan se hvor ubehageligt han har det med at stå der. Det overlegne smil forsvinder dog ikke fra hans mund, det skal i hvert fald ikke afslører ham.

[Knight of Camelot]

((Phillip))

Phillip smiler ud til sit folk. Så træder han et halvt skridt tilbage, som tegn til at trække sig tilbage fra balkonen.
Hans tavse livvagt træder frem, så han er klar til at tage affære, skulle der ske noget uventet.

I samme øjeblik søger Phillips blik opad mod kirkespiret. Så han ikke lige en bevægelse...?

[dawn]

((Giles)

Giles er ikke sen til også at træde baglæns, da konge gør det. Han vender ryggen til folket og kigger på livvagten. Han overvejer kort at komme med en lavmælt spydig bemærkning, men bliver enig med sig selv om at lade være. situationen passer sig ikke lige til det.

[Knight of Camelot]

((Phillip))

Phillip har netop forberedt sig på at skulle træde inden for bag kirkens beskyttende mure igen, da hans blik fanger den samme bevægelse fra før oppe fra kirkespiret.
Den unge konge fryser fuldstændig fast til stedet. Hans blik er som naglet fast til spiret, hvor en skikkelse klædt i en enkel, mørk kutte er trådt op i et vinduerne.

Det er en ældre mand, glatbarberet og med grånende hår. Hans kutte flagrer omkring ham som et par mørke vinger, båret af vinden der snor sig om kirkespiret.

Mens Phillip - og resten af folkemængden - ser til, retter han en benet finger mod kongen.

"KÆTTER!!!" brøler han. "Du gemmer dig under din nye, skinnende krone, men bag den kostbare facade er du ikke andet end en beskidt bastard, som mænger sig med skøger og hedninge!!! Jeg bespytter dit ansigt og kalder dig tronraner!! Gud har forladt dig, og end ikke Satan ønsker dig!! Dit rige vil ædes op af pest, vandet forvandles til blod, kvæget vil dø, kvinderne vil udblomstre, og Guds ild vil opsluge de sørgelige rester, og du selv pines i Skærsilden til evig tid, KONG PHILLIP!!!"

Med disse ildevarslende ord kaster han sig ud fra kirkespiret og styrter ned på brostenene på torvet.

Der lyder et højt knas og et bump, da mandens krop knuses ved sammenstødet med jorden.

[Julie den Ærværdige]

((Fortsat fra "En festdag"))

Adskillige mennesker flytter sig til siden for Kaptajn Northwoods hest, da han få øjeblikke efter ankommer til stedet. Hans blik glider hurtigt ud over flokken omkring den kutteklædte, idet han hopper af hesten med en sådan ihærdighed, at den lette rustning rasler da han rammer jorden.

"Hold afstand og forhold jer roligt!" Beordrer han til de borgere, der stadig står omkring den døde og ser forskræmte til. Enkelte kvinder giver udtryk for deres bestyrtelse med forfærdede udbrud og et barn er begyndt at græde. Panikken breder sig stille og roligt, efterhånden som pøblen finder ud af, hvordan de skal reagere på hændelsen.

"Ingen grund til at gå i panik!" Understreger han med et fast blik på hver og een. "Forlad området stille og roligt." Han giver tegn til nogle af soldaterne om at sørge for at dette sker.

Derpå kaster han et blik ned på årsagen til alt dette påstyr. Han vender den døde krop rundt uden at fortrække en mine i sit kølige ansigt, skønt det ikke er noget kønt syn der møder ham. Dog forsøger han at afgøre, om han genkender denne person.

[dawn]

((Giles))

Giles vender sig med et ryk for også at se på tossen i spiret. Han rører ikke på sig mens galningen råber sine bespottene ord. Han kan dog ikke lade være med at krympe sig, ved den knusende lyd af krop mod jord. det er bestemt ikke nogen rar lyd, det vender sig i hans mave og han har allermest lyst til at løbe fra sceneriet, men han ved at han må gøre et eller andet. Han hopper på stedet for at få konges opmærksomhed væk fra den døde.
"Ingen fjer, Deres majestæt!! ingen fjer! så flyver man ingen steder!!" han hiver hurtigt nogle sorte fjer ud af ærmet på sin dragt og kaster dem ud over balkongens kant.
"Sikke en forestilling, jeg er heldig han er død, ellers har jeg måtte overlade mit arbejde til ham!!"

[Knight of Camelot]

((Phillip og Ibrahim))

Phillip er styrtet hen til rækværket på balkonen for at se ned på staklens smadrede lig på brostenene, men så tager Ibrahim affære og griber den unge konge i armen og hiver ham resolut væk fra det åbne og ind gennem døren til trappeskakten.
I samme bevægelse griber han også fat i kraven på narren og hiver Giles med sig, så han ikke laver flere ulykker.

Så snart de er inde i trappeskakten, må Phillip støtte sig mod væggen, ligbleg i ansigtet og knugende om krucifikset omkring hans hals under den kostbare kjortel. Han ryster af kulde og sveder på samme tid. Den mand forbandede ham. I Guds navn. Og beseglede forbandelsen med blod. Phillip har hørt mange historier fra sin barndom om sådanne forbandelser...

((Og til Theodore...))

Mandens krop og hoved er så smadret, at han lige så godt kunne have været et slagtet svin slagt efter en vogn. Ansigtet er nærmest slået i stykker og efterlader ikke nogen kendetegn. Det eneste, som lader sig genkende, er måske en kæde med et enkelt vedhæng om den dødes hals sammen med et krucifiks. En mønt stemplet med en svane.

[Julie den Ærværdige]

Den unge kaptajn lader blikket glide ned over den sønderknuste krop, der engang var et menneske. Nu er det umuligt at få øje på nogle genkendelige træk i mandens ansigt og kåben er temmelig ordinær. Sikkert bare en gammel tosse, som så mange andre, tænker Theodore, men så får han øje på smykket om den gamles hals. Krucifikset ligner et ganske normalt, som ligeledes kunne være båret af en hver anden, men mønten derimod...
Theodore vender og drejer smykket i hånden og får en let trækning over brynene. Der er et eller andet mystisk og okkult over det, som minder Theodore om ting, han helst ikke vil tænke på. Det er dog afgjort et bevis, og kan om muligt hjælpe til at opklare, hvem manden var.
Han hiver halskæden af i et snuptag og rejser sig op.

"Bær ham til kapellet i klosteret. " Siger han til to vagter.
"Det her må undersøges nærmere."
Derpå lægger han an til at stige op på sin hest igen, men før han gør det, skuer han rundt på de omkringstående igen (der stadig ikke helt har forstået, at forestillingen er forbi), og henvender sig så til en ung dreng med pjusket, mørkebrunt hår.

"Du, dreng! " han angiver med en håndbevægelse hvem han præcis henvender sig til.
"Løb straks til Jonathan Crawfords hus og bed ham om at komme til dominikaner-klosteret omgående. Hvis han ikke er der, så vent på ham. Sig at Kaptajn Northwood har sendt dig."
Ordren bliver givet roligt, klart og tydeligt. Det er ikke første gang, Theodore benytter sig at af udvælge en tilfældig til at løse en opgave. Det er en relativ normal procedure, når vagterne er optaget andetsteds.
"Forstået?"

((Og han ville med glæde have givet en adresse, men jeg *aner* ikke vej/sted-navne i London xD))

[dawn]

((Giles))

"Hmfff.." er hvad han får sagt da han lige pludselig bliver slæbt med. Den fjerede maske som før skjulte hans ansigt, bliver næsten slået af og han gør hvad han kan for at holde sig på benene, men det er ikke let. Indenfor kan han slappe mere af, her er der ikke en larmende menneskemængde til at glo. Han er rystet og dirre en smule på hånden da han tager masken af, i et forsøg på at samle sig.
"Er de okay, deres majestæt?" spørger han bekymret og lægger en hånd på den unge konges arm. De lyse øjne er alvorlige og håret sidder som en høstak, men lige nu er han ret ligeglad. Narren er ikke helt sikker på om han skal forsætte med sine løjer, eller om han skal sørge for at den kongen, som mildest talt ser ud som om han hver øjeblik kunne give sig til at kaste op.

[Knight of Camelot]

((Phillip))

Phillip HAR lyst til at kaste op. Men han er kongen. Han er Konge af England. Af Guds Nåde.

"Ja." Hans stemme er tvunget hen i et fast toneleje, da han retter sig op og ser på sin kongelige hofnar og derefter på sin livvagt. Ibrahim står nærmest døren, som han har lukket bag sig, da de fortrak fra balkonen. "Jeg har det fint. Udmærket."

Ud over at han lige var blevet forbandet. Ibrahim ser heller ikke ud til at se alt for begejstret ud over, hvad der netop er sket.


((Dreng))

Drengen nikker forskrækket. "J-ja-ja, Herre!!!" Så er han lige ved at falde over sine egne fødder, idet han snurrer rundt og piler ned af gaden, som om Fanden selv var i hælene på ham.

[Julie den Ærværdige]

Theodore nikker kort, men siger ikke mere, drengen er jo allerede løbet, Han sikrer sig med et konstaterende blik at liget af manden nu er ved at blive transporteret derhen, hvor han har beordret det. Så vender han sig tilbage mod sin hest og sender et blik op mod balkonen, men kongen er allerede forsvundet. Heldigvis gør livvagten sit arbejde. Og når man taler om solen, så burde man vel...

Theodore griber hestens tøjler og begynder at trække den i retning af katedralen med målrettet gang.

[dawn]

((Giles))

Narren kigger indgående på kongen, det er let at se at 'fint' er en løgn.
"Måske skulle de hellere trække dem tilbage" siger han lavmælt og klemmer om hans underarm. selvom han taler alvorligt til kongen, kan han alligevel ikke lade være med knipse af livvagten "De skal ikke være bekymret deres majestæt, de har den bedste beskyttelse" siger han og sender med et glimt i øjet, et fingerkys til Ardeth.