I skovens dybe, stille ro

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Det giver et sæt i pigen da hesten snuser til hende, men hun trækker sig dog ikke tilbage denne gang.

"Ellen, Hr..." Siger hun og nejer ganske let, selvom det tydeligvis er svært at se på Wilfred, neje pænt og holde øje med hesten samtidig.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

"Ellen.." Han tygger lidt på navnet. "Udemærket frøken Ellen, du kan kalde mig Wilfred...og grævlingen når jeg ikke er omkring til at høre det." Det sidste er sagt i spøj, men Wilfred regner med at hun kender ham bedst af den betegnelse. Sladder når vidt omkring.. også herud til skoven.
Det skulle heller ikke undre Wilfred stort om Marcus selv brugte den betegnelse. Man må jo også indrømme at ligheden er slående.

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Ellen nikker om spidser munden eftertænksomt. Derpå træder hun diskret et skridt væk, så hun kommer uden for hestens rækkevidde. Tydeligt optaget af at gøre et godt indtryk, skubber hun et par gyldne hårtotter ind under hovedtørklædet og ser på Wilfred igen.

"Er der andet jeg kan hente til kro-... For Hr. Wilfred mens vi venter på Fruen?" Spørger hun høfligt.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

"Nej nej, sæt dem nu bare ned og tag den lidt med ro. Nyd vejret og skoven." Wilfred tager en dyb indånding og læner sig afslappet tilbage. "Aaah.. Ja undskyld, jeg glemmer helt at de er herude hver dag og sikkert ikke ser det særlige i den længere..." Det er Wilfred helt bevist at den lille Ellen sikkert ikke er vant til at blive omtalt som de, men hvis hun insisterer på at kalde ham Hr. vil han vise hende samme ære.

Wilfred finder en lille notesbog frem fra inderlommen samt et lille stykke kul og grifler noget ned på en tom side.

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Den lille Ellen gør store øjne, da hun ser, hvad Wilfred er i færd med. Hun nikker lydigt af hans svar, men bliver stående et øjeblik og betragter ham, før hun går tilbage til den plads, hun forlod, da han kom. På vejen kommer hun til næsten til at træde på katten, der åbenbart finder det fornuftigt at opholde sig tæt ved hendes ben.

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Fra skoven begynder så småt en lille puslen. Lyden af små grene der knækker under fødderne på en pige, der ubetænksomt lader dem splintre. Og fra imellem de høje træer kommer hun løbende, den krølhårede lille Rose, med rødsprængte kinder fra den lette løben. Hendes øjne fæstner sig hurtigt på Ellen, imens hun udbryder.
,, Ellen, nu skal du bare høre!", og løber derhen imod, før hun for øje på vognen og manden der sidder i den. Hendes øjne stråler op i glæde, og hendes kærlighed bliver straks tiltænkt den afslappede kroejer.
,, Onkel Wilfred!", udbryder hun i et glædeshyl.

Kort efter kommer pigens moder ud fra skovens gemme, og træder varsomt ind på gårds pladsen med en hånd på maven, og en kurv fyldt med blomster og nogle spisevenlige svampe. Hun giver et mildt smil til Ellen, som et 'goddag', hvorefter hendes blik kærligt falder til familiens gode ven, Wilfred.
Cecelia går hen til Ellen og rækker hende kurven.
,, Vil du tage den indenfor, for mig.", spørger hun pigen, uden den mindste strenge tone i sine ord. Som bad hun et familiemedlem hjælpe sig.
Efter Ellen ville have taget den, ser hun hen på Wilfred.
,, Wilfred, det er godt at se dig, men at køre hele den lange vej..", siger hun nærmest opgivende men stadig i en kærlig tone, som tænkte hun at han var uforbederlig. Stædige grævling. Nok var hun med barn, men at køre sine vare ud kunne hun stadigvæk dog, en tid endnu.