I skovens dybe, stille ro

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Nordskovens fredfyldte ro gør Wilfred godt. Det var slet ingen dårlig beslutning selv at tage afsted. Han kunne selvfølgelig have sendt staldknægtene, men han ønskede selv at hente cideren når det nu var ham der havde lovet det. Det er også alt for langt tid siden at Wilfred har besøgt sin "familie" i skoven.

Wilfred nynner stille for sig selv og dagdrømmer lidt til lyden af hestehove og kærrens stille rullen på den faststampede skovsti. Fuglenes kvidren og skovens stille summen. Ladet er fyldt med tønder mærket med Cecilias initialer. Tønderne er dog tomme nu og på vej tilbage til deres ejermand.

Sådan går det at Wilfred langsomt nærmer sig skovhuset helt opslugt i sine egne tanker.

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Da Wilfred nærmer sig skovhuset må han dog bemærke, at noget lader til at have barrikaderet stien; En mindre flok af høns vader uforstyrret rundt, mens de skraber mere eller mindre formålsløst i jorden. Foran huset, i skyggen af det gamle æbletræs grene, sidder i midlertid en ung pige med et hvidt tørklæde om hovedet, og lader også til være optaget af sit. Det kunne se ud til at hun renser nogle rodfrugter, hun en efter en lader dumpe ned i en spand ved siden af skamlen. Ingen lader til at have bemærket gæsten. Endnu.

Da pludselig sker der noget, som skaber en kæde af reaktioner. En af hønsene stopper brat op og ser på kærren der langsomt kommer trillende. Den udstøder en lyd, og lyden breder sig som en steppebrand gennem hele hønseflokken, der som i en bevægelse begynder at løbe forvirret rundt mellem hinanden, i kurs mod skoven på den anden side af vejen. I samme øjeblik får pigen også øje på Wilfred og dermed flygtende hønseflok. Hun springer op fra stolen, idet hun slipper alt hvad hun havde i hænderne, og stormer over stien i forsøget på at genne hønsene i den rigtige retning, tilbage mod huset. Den eneste, der ikke lader til at have taget del i panikken, er katten, der ligger dovent på det mosbeklædte stengærde og iagttager hele optrinnet med et uinteresseret blik.

Først da Wilfreds kærre er næsten helt henne ved huset, lader det til pigen har fået lukket alle hønsene inde bag lågen. Hun glatter hurtigt sit grålige forklæde med hænderne, idet hun vender sig mod kærren og ser afventende efter den nyankommende. Hun har et noget forlegent udtryk i ansigtet, som hun vist prøver at skjule. Hun nejer høfligt for gæsten lige så snart hun kan se ham.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Da hønsene skræpper op foran kærren stamper hesten prustende i jorden og Wilfred hiver hårdt i tøjlerne for at stoppe hesten i at fortsætte. Hesten der trækker kærren er en stor stærk rødbrun arbejdshest med store hvide hove der ser ud til at have sine bedst år foran sig endnu. Wilfred ejer flere og mere pålidelige heste en denne, men Haystack er den stærkeste og yngste.
Wilfred kan næsten ikke holde en latter tilbage da han ser den unge pige løbe febrilsk rundt mellem hønsene. I stedet rejser han sig op og kravler ned fra kærren. Han nikker til pigen imens han strækker sig så det knaser i ryggen.

"Goddag lille frøken. Kan du sige mig hvor jeg finder Marcus i dag?"

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Det er tydeligt at pigen, der vel ikke ikke er mere end 15 år, gør sig umage med at svare.
"Skovridderen er taget til byen. Han vender først hjem ved aftenstid, Hr." Forklarer hun med en dialekt der lyder anderledes og måske en kende mere klodset end Wilfreds. Hun kommer nok ude fra landet.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred klør sig i det gråsprængte hår som han får beskeden om Marcus umiddelbare fravær.
"Og Cecilia? Hun er måske også fordampet som en dråbe vand på en kogeplade?"
Han venter åbenlyst ikke et svar og man fornemmer måske en lille smule irritation i Wilfreds stemme, men det virker ikke til at være rettet mod den stakkels pige der er blevet efterladt til at klare skærende i deres sted. Wilfred kigger sig svagt håbefuldt rundt, men da han ikke ser andre vender han sig mod pigen igen.

"Jeg er Wilfred Badger. Krofatter. Marcus og Cecilia har måske nævnt at jeg ville komme og hente noget cider?" Han håber inderligt at de i det mindste har fortalt hende så lidt. Wilfred hader bøvl og dette her lugter langt væk af mere bøvl end han havde sat sig op til.

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Pigens læber bliver smallere og hendes blik får en lidt fortvivlet karakter.
"Ikke rigtigt, Hr..." Svarer hun tøvende, men skynder sig da at indskyde noget: "Men Fru Cecilia er gået i skoven. Hun er nok tilbage om lidt! Jeg kan også hente hende? Jeg ved nok, hvor hun plejer at gå..." hun blinker et par gange og ligner een, der virkelig gerne vil hjælpe, men aller mest er bange for at gøre noget forkert.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred vifter langsomt afværgende en hånd op foran sig og ryster på hovedet. "Naaah.. Jeg kan vel vente til hun kommer tilbage. Fortsæt du blot med hvad du var igang med." Han vender sig og går roligt hen til Haystack. Han dapper den lidt på mulen og giver sig til at kople den fri fra vognen. Da han er færdig tøjrer han den store hingst til et træ ikke langt fra hvor pigen sad med et langt reb. Dog ikke så langt at den kan nå hen til hendes rodfrugter. Derefter sætter han sig med halvt lukkede øjne i skyggen af huset så han kan holde øje med begge dele. Hesten går fornøjet rundt og napper til lidt græs.

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Pigen læber er stadig smalle og sammenbidte, men hun nikker dog hurtigt til Wilfreds svar og vender derpå tilbage til sin skammel. Hun sidder lidt og følger Wilfred med øjnene, og lige så snart hun endelig tager sig sammen til at arbejde videre, kommer hun i tanke om noget og rejser sig op.
"Skal jeg finde krofatteren noget at drikke?" kommer det fra hende.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

"Jo tak skal du have.. Og lidt havre til ham der hvis ikke det er for meget forlangt. Ellers ender han med at vælte træet." Wilfred nikker over mod dyret. Det ser grangiveligt sådan ud, som den tunge hest trækker i rebet for at nå hen til de friskskrællede rodfrugter. Med vidtåbne øjne og udspilede næsebor. Selv med hovedet sænket på denne måde rager Haystack stadig adskillige fod over pigens beskedne højde.

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Pigen nikker lydigt, før hun drejer omkring og skynder sig in i huset. Katten, der ligger og strækker sig på stengærdet, er hurtig til at følge efter hende, men får blot en dør smækket i hovedet. Så løber den hen og snor sig om Wilfreds ben i stedet for.

Pigen er væk en stund, før hun dukker op med et krus øl, som hun rækker Wilfred.
"Jeg henter havren." Siger hun og er hurtigt væk igen.
Lidt efter kommer hun gennem havelågen slæbende på en spand. En pige som hende er naturligvis vandt til at slæbe, men hun er noget spinkel, og spanden er stor og vist lidt vanskelig at håndtere, uden at den banker ind i ting.
Hun standser udenfor gærdet og ser en smule tøvende på den store hest, før hun skubber spanden indenfor dens rækkevidde.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred tager imod kruset med et høfligt tak, men ser ellers ud til at sidde rimelig mageligt og roligt. Han følger kattens rute omkring hans ben med et halvt øje, mens resten af hans opmærksomhed er på pigen. Som hun nærmer sig følger hesten hende med store øjne, men ligesom hun skubber spanden indenfor rækkevide snapper hesten ud efter en forbipasserende flue foran dem.

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Det giver et sæt i pigen af forskrækkelse da hesten laver en uventet bevægelse, men man kan dog se at hun anstrenger sig for at være "modig", for hun vil ikke virke ubehjælpelig. Hun træder et skridt tilbage fra spanden da den er inden for rækkevidde af hesten og skænker først denne et afventede blik, og ser dernæst på Wilfred, som om hun afventer hans godkendelse.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred ler da han ser hende rykke tilbage. Ikke hånligt, blot godmodigt. Da hun kikker over på ham smiler han tilbage så godt han nu kan med et gammelt hærget ansigt der er vandt til sure miner og alvorlige folder. Et, i det mindste, ikke gnavent ansigt ser tilbage.

"Han er ikke så farlig som man skulle tro... og som en hver anden hest elsker han at blive strøget over mulen." Han løfter et øjenbryn og ser lidt udfordrende op på pigen. Hesten står stadig og stirrer ned på pigen og har ikke rørt havren endnu.

Mon hun tør eller er hun bange for at blive en del af måltidet

[Julie den Ærværdige]

((NPC))

Pigen ser tøvende fra Wilfred til hesten og så på Wilfred igen med et spørgende blik, som om hun ikke er sikker på om han mener det alvorligt. Stilfærdigt nikker hun til ham og begynder derpå med tøvende skridt at nærme sig hesten og rækker hånden frem, mens hun nøje iagttager enhver bevægelse fra dyret, for, om nødvendigt, hurtigt at kunne trække hånden til sig igen.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Den store hingst bevæger langsomt hovedet ned til pigens hånd og efter at have snuset lidt til hende lader den godvilligt sin mule blive strøget. "Sådan ja." - kommer det ovre fra Wilfred.
"Men hvad hedder De forresten, lille ven?"