Post by Cortell Morgan on Jun 6, 2011 10:43:45 GMT -5
Navn:
Cortell Lamar Morgan (Kalder dog sig selv for William Jones, da hans far er en af de mere kendte pirater, Kaptajn Gregory Morgan)
Alder:
17 år.
Køn:
Hankøn
Beskæftigelse:
Lærling hos en Bager.
Nationalitet:
Halv franskmand og halv englænder, men det er ikke noget, han tænker over.
Sprog:
Han taler, forstår og skriver flydende engelsk og fransk.
Status:
Han er ikke gift endnu, og han er underklasse.
Trosretning:
Hvis man kan kalde noget for en Piratreligion, så omhandler den rimelig meget jungleloven: Dræb eller bliv dræbt, hvilket han tror på. Han tror også på diverse myter, sagn og historier fra havets dyb (fx havfruer og havmænd, søuhyrer, Kraken, sirener, vandnymfer, sunkne byer og diverse). Dog har han læst på katolikken, så han kan tale andre mennesker efter munden.
Højde: 175cm.
Vægt: 60kg.
Hårfarve: Lysebrun/leverpostej.
Øjenfarve: Blå-grå øjenfarve.
Udseende:
Cortell har som skrevet lysebrunt hår, der er klippet i en meget sjusket frisure. Hans hår er typisk fedtet, da han ikke får vasket sit hår særlig tit. Han har ikke det mest fantastiske hår i hele verdenen. Det er ikke fordi det er tyndt eller grimt på den made, han gider bare ikke rigtig gøre noget ud af det, og derfor sidder det altid slasket og rodet. Hans hår er ikke specielt tykt egentlig. Det er meget normalt i sin tykkelse. Ganske enkelt hår; der sker ikke det store der. Det er kronisk filtret, næsten. Han har meget intense øjne, et meget skarpt og opmærksomt blik. Øjnene er omringet af øjenvipper, der indrammer den blågrå farve. Han er spinkel, men ganske stærk, man skal endelig ikke lade sig narre. Han har en lidt buttet næse, men den dominerer ikke hans ansigt. Han går i noget virkelig laset tøj, hvilket er det eneste sæt han har; en skjorte, der er lidt for stor til ham, som han typisk smører ærmerne lidt op på, en brun lædervest, et par lædersko og et par bukser i mørkt stof, der bliver lukket ved skridtet med en række knapper. Det er typisk meget beskidt hans tøj, og den hvide skjorte er ikke særlig hvid længere, men nærmere farven gul. Han er som skrevet, 180 centimeter høj og vejer dertil kun 60 kilo. Han får ikke særlig meget mad, og det følger ikke særlig meget kravene til, hvad man skal have, hvilket gør ham meget slank. Han har masser ar rundt omkring på sin krop; han har et langt ar hele vejen ned ad ryggen (fra hans venstre skulder og skråt ned til lige over hans højre balde), han har også et ar næsten hele vejen rundt om øret (da det næsten var blevet revet af), 2 skudsårsar på brystet næsten helt oppe ved skulderen (omkring 2 centimeter i diameter), og sidst men ikke mindst, så har han et utrolig stort og bredt ar på sit skinneben. Han er smidig, hurtig og bedre til at gemme sig, end man lige skulle tro, at hans krop var i stand til.
Personlighed:
Cortell er godt nok vokset op i et barsk miljø på havets blå med bølgesprøjt i ansigtet, ordre hvert andet sekund og slagsmål flere gange dagligt, men han er egentlig ikke særlig barsk selv. Han er et meget sympatisk menneske, der helst undgår konflikter, hvis han kan, hvilket gør, at han elsker at flygte frem for at kæmpe mod et andet menneske. Han kan sagtens stille sig op mod andre mennesker i kamp, men han foretrækker at lade være. Han er en lille smule paranoid, da han har piratblod i årene, for at myndigheden skal finde ud af det og derved henrette ham. Cortell er ikke den mest opmærksomhedskrævende dreng på denne jord. Tværtimod så hygger han sig på sin egen stille made. Ikke at han sidder og strammer læberne sammen kronisk, slet ikke. Han kan skam sagtens lave sine indvendinger, intet problem, men han passer meget på, hvad han går rundt og fortæller folk. Han er ikke i tvivl om, hvad han mener og synes, men han passer på med, hvem han deler det med. Han er meget lukket omkring sig selv og sit liv; hvad han går rundt og laver, hvor han kommer fra, hvordan han er vokset op og så videre. Når han møder nye mennesker, er han altid meget påpasselig med sin måde at tiltale dem på. Han ved godt, at han ligger meget lavt i hierarkiet, hvilket han også retter sig ind efter. Han tiltaler folk med respekt, det er noget han altid har gjort. Godt nok er han pirat, og hans far var pirat, men begge har altid været meget rene i deres sprog overfor fremmede mennesker. Når det kun var dem og resten af besætningen flød der bandeord og grimme sætninger frem og tilbage, men situationsfornemmelse, det er noget Cortell har. Han er et menneske, der tænker meget, måske alt for meget nogle gange. Han er snedig, god til at spille skuespil og at lyve.
Fortid:
På et stort skib med sort flag på det bølgefyldte hav blev en lille dreng født med hjælp fra skibslægen. Den lille dreng var søn af en af de mere kendte pirater omkring i Europa og Caribien, Kaptajn Gregory Morgan, og den franske skønhed, Fleur Morgan. Drengen blev kaldt Cortell Lamar Morgan og fik skønne blågrå øjne og lysebrunt hår. Fuldstændig ligesom sin mor. Han var en smuk lille dreng, der voksede op med skumsprøjt i håret, lugten af tang og den friske havluft. Han voksede dog også op til den knap så fredfyldte larm af kanonslag, larmende mænd og dødbringende skrig, når han hver gang der var farer på færde blev låst inde i et lille hemmeligt kammer på skibet. Han husker ikke larmen så godt fra hans babyår. Da han fylder tre bliver hans mor fundet, voldtaget og dræbt efterfølgende. Det var en stor sorg for kaptajnen og for hans søn, Cortell. De sørgede i lang tid, hvilket kaptajnen dog stadigvæk gør. Nu måtte Cortell vokse op uden en mor. Nu skulle den allerede tungt bebyrdede kaptajn også tage sig af en lille dreng. Han klarede det egentlig rigtig godt. Specielt da han kom på den fantastiske idé, efter at de havde kapret et skib og taget et par mænd til fange, at den af mændene, der arbejdede som oversætter på det fine britiske skib, skulle lære hans søn at tale, skrive og forstå flydende engelsk og fransk. De to sprog som oversætteren kunne. Det skulle hans søn i hvert fald også lære. Han selv og resten af besætningen var udenfor pædagogisk rækkevidde og alt for ødelagte til at kunne indtage ny læring. Og hvis han nægtede, så mistede han hovedet. Heldigvis var oversætteren noget af en tøsedreng, der hellere ville undervise pirater end at dø på bølgens blå. Så i en alder af fem år begyndte Cortell at lære de to sprog. Det gik godt. Han var lærenem og god til at have de helt rigtige accenter. Udenfor hans undervisning, havde den nu ni’årige dreng igennem årene godt lagt mærke til de instrumenter, som to fra besætningen altid spillede på, når der skulle festes og drikkes. Han havde af bar nysgerrighed spurgt dem om de ikke kunne lære ham at spille på deres instrumenter. ”Jo da, hvorfor ikke?” sagde de blot og tilføjede, at han så kunne tage over, når de blev trætte og gamle. Igennem årene som pirat lærte han derfor på den måde at spille på både en skalmeje og en lut, samtidig med at hans franske og engelske sprog, forståelse og fremførelse blev bedre og bedre. Da han blev tolv år besluttede kaptajnen, hans elskede, barske og dog så omsorgsfulde far, at han ville lære ham, hvordan man kæmpede med andre mennesker. Han forklarede, hvorfor at det var så vigtigt for Cortell at lære. Man kunne dø i disse kampe. Folk mistede livet og kom aldrig tilbage. De forsvandt ned i vandet og bort til en anden verden – ligesom mor. En verden uden lyde, lugte, smage og øjne til at se med. Det eneste der herskede var tyk, sort røg, der langsomt ødelagde alt det, du alligevel ikke kunne opleve. Du var død uden at være død. Det ville Cortell ikke. Derfor takkede han jo tak til at lære at kunne klare sig selv. Han fik smækket et tungt sværd i hånden. ”Sving med det,” lød Kaptajn Gregorys stemme. Hvordan i alverden..? Cortell prøvede ganske vist at svinge med det forbandede sværd, men det var ikke rigtig et sving. Mere bare et løft, men det løft blev til sving senere, der blev kontrollerede og derved gik hen og blev forsvar. Hans franske og engelske var nu blevet perfektion, der kom ud af munden og fjerpennen på Cortell, hans talent indenfor de to instrumenter var også blevet mere end bare godt; det skete tit, at Cortell tog over til festerne, så de tidligere musikere også kunne få danset, drukket og fejret en vunden kamp, og sidst men ikke mindst deltog han nu også selv i kampene, han altid havde været med til at fejre. Nu kunne han dog fejre det endnu bedre end før, da han nu vidste, hvor glad man var for stadigvæk at have livet i behold, men en dag gik det galt. Lige som hans liv på skibet ikke kunne blive bedre og at Cortell var blevet de seksten år og havde lært alt der var at lære, skulle de i land for at plyndre, voldtage og dræbe tilfældige mennesker. Noget gik galt. De vidste, at de kom. Myndigheden vidste, at de var på vej. Flere af mændene fra besætningen blev fanget den nat. Heldigvis undslap et par stykker af dem og sejlede bort i skibet igen, med kaptajnen i god behold. Men der sejlede skibet bort mod horisonten, uden Cortell. Der stod han så og kæmpe sig i mørket med et øje på soldaterne og et øje på skibet, hans hjem, hans far, det eneste familie han nogensinde havde haft, sejle bort. Han var alene. Han vidste, at de ikke ville kunne komme tilbage og hente ham. Så ville de blive dræbt, alle sammen. Han flygtede fra mørket og hen mod et lille gemmested i et lille hjørne i en blindgyde. Så langt væk fra alt som overhoved muligt. Alt dette fremmede og farlige. Han faldt i søvn, en dyb og tung søvn. Næste dag var det første han så et par soldater, der stod og kiggede meget nysgerrigt på ham. Cortell vågnede med et kæmpe chok, hvilket åbenbart også lod til at forskrække soldaterne, der straks spurgte ham, hvem han var, hvorfor han lå og sov på gaden og hvordan han var endt der. Cortell så blot skræmt fra den ene til den anden. Han kunne ikke sige Morgan, det kunne han ikke. De spurgte ham igen, hvem han var. ”William!” udbrød Cortell dengang og tøvede kort, inden han fik tilføjet et efternavn, ”… Jones.” Soldaterne havde kigget lidt på hinanden inden de spurgte ham, hvor han kom fra på fransk. Hvorfor de spurgte på fransk, undrede Cortell, selvom han efter at have tænkt over det godt vidste, at det var for at se, hvor fin han var. Han svarede tilbage med flydende fransk, at han ikke kom her fra byen, at han kom fra Nordengland. De købte den, åd den råt. Det franske må åbenbart have reddet hans popo, fandt han ud af, da de placerede ham hos en bagermester. Den eneste ordre, han fik, var, at han skulle være lærling hos ham og arbejde der, og som en lille sidebemærkning, så skulle han blot være yderst taknemmelig for, at de havde givet ham muligheden for at få et arbejde, når han så ud, som han gjorde. Cortell takkede ydmygt og fik hilst på sin bagermester. Sin lærer. Han fik en hård tone smidt i hovedet og informationer omkring, at der var et lille værelse ovenpå, i bagermesterens lejlighed, hvor han kunne sove. Mere ville han ikke tilbyde ham. Cortell havde det også fint med det, han var bare glad for, at han ikke var blevet dræbt. Han begyndte straks at læse den katolske bibel, som bageren havde liggende. Cortell havde godt nok prøvet at spørge, hvordan det kunne være, at han havde den. Svaret havde været, at det havde været hans fars, men at bagermesteren ikke kunne læse, så derfor havde hans far læst op fra den dengang han havde været en lille purk. Cortell havde spurgt om lov til at læse den – det kunne han jo ligeså godt, når nu han skulle leve med katolikker omkring sig de næste mange år – og han havde fået et ja efter lang stilhed fyldt med overvejelser og mistænksomme miner. Som syttenårig blev han færdig med at læse den; den havde han også lige fået brugt et helt år på. Nu kunne han følge med i samtalerne, tale folk efter munden og forhåbentlig overleve i denne helt anderledes verden, han var kommet til.
Evner:
Cortell er den heldige ejer til evnen til at læse og skrive, både på engelsk og fransk. Manden der lærte ham dette var en oversætter for en af de finere britiske flåder. Han kunne derfor både tale, skrive og forstå engelsk og fransk. Kaptajn Morgan, Cortells far, bad ham om at lære hans søn at tale, skrive og forstå begge sprog, da han stadigvæk var ung nok til at kunne få det lært, i forhold til ham selv og hele hans besætning. Oversætteren lærte Cortell begge sprog og sidder stadigvæk den dag i dag på skibet.
Siden der tit var liv og glade dage med rusmidler på skibet, lærte Cortell ud af sin nysgerrighed at spille på en skalmeje og en lut af de to mænd på skibet, der kunne spille på dem. Han nyder stadigvæk at spille de to instrumenter, selvom han ikke længere lever på bølgens blå.
Cortell er fremragende med sværd og skyder, da han har deltaget i op til flere af skibskampene, -beskyttelserne og -erobringerne, som de satte i gang eller blev indblandet i. Hans far ”underviste” ham også selv i det, da han ikke ønskede at se sin søn dø. Derfor lærte han ham at tage vare på sig selv, når han nu levede på et sådant piratskib.
Cortell Lamar Morgan (Kalder dog sig selv for William Jones, da hans far er en af de mere kendte pirater, Kaptajn Gregory Morgan)
Alder:
17 år.
Køn:
Hankøn
Beskæftigelse:
Lærling hos en Bager.
Nationalitet:
Halv franskmand og halv englænder, men det er ikke noget, han tænker over.
Sprog:
Han taler, forstår og skriver flydende engelsk og fransk.
Status:
Han er ikke gift endnu, og han er underklasse.
Trosretning:
Hvis man kan kalde noget for en Piratreligion, så omhandler den rimelig meget jungleloven: Dræb eller bliv dræbt, hvilket han tror på. Han tror også på diverse myter, sagn og historier fra havets dyb (fx havfruer og havmænd, søuhyrer, Kraken, sirener, vandnymfer, sunkne byer og diverse). Dog har han læst på katolikken, så han kan tale andre mennesker efter munden.
Højde: 175cm.
Vægt: 60kg.
Hårfarve: Lysebrun/leverpostej.
Øjenfarve: Blå-grå øjenfarve.
Udseende:
Cortell har som skrevet lysebrunt hår, der er klippet i en meget sjusket frisure. Hans hår er typisk fedtet, da han ikke får vasket sit hår særlig tit. Han har ikke det mest fantastiske hår i hele verdenen. Det er ikke fordi det er tyndt eller grimt på den made, han gider bare ikke rigtig gøre noget ud af det, og derfor sidder det altid slasket og rodet. Hans hår er ikke specielt tykt egentlig. Det er meget normalt i sin tykkelse. Ganske enkelt hår; der sker ikke det store der. Det er kronisk filtret, næsten. Han har meget intense øjne, et meget skarpt og opmærksomt blik. Øjnene er omringet af øjenvipper, der indrammer den blågrå farve. Han er spinkel, men ganske stærk, man skal endelig ikke lade sig narre. Han har en lidt buttet næse, men den dominerer ikke hans ansigt. Han går i noget virkelig laset tøj, hvilket er det eneste sæt han har; en skjorte, der er lidt for stor til ham, som han typisk smører ærmerne lidt op på, en brun lædervest, et par lædersko og et par bukser i mørkt stof, der bliver lukket ved skridtet med en række knapper. Det er typisk meget beskidt hans tøj, og den hvide skjorte er ikke særlig hvid længere, men nærmere farven gul. Han er som skrevet, 180 centimeter høj og vejer dertil kun 60 kilo. Han får ikke særlig meget mad, og det følger ikke særlig meget kravene til, hvad man skal have, hvilket gør ham meget slank. Han har masser ar rundt omkring på sin krop; han har et langt ar hele vejen ned ad ryggen (fra hans venstre skulder og skråt ned til lige over hans højre balde), han har også et ar næsten hele vejen rundt om øret (da det næsten var blevet revet af), 2 skudsårsar på brystet næsten helt oppe ved skulderen (omkring 2 centimeter i diameter), og sidst men ikke mindst, så har han et utrolig stort og bredt ar på sit skinneben. Han er smidig, hurtig og bedre til at gemme sig, end man lige skulle tro, at hans krop var i stand til.
Personlighed:
Cortell er godt nok vokset op i et barsk miljø på havets blå med bølgesprøjt i ansigtet, ordre hvert andet sekund og slagsmål flere gange dagligt, men han er egentlig ikke særlig barsk selv. Han er et meget sympatisk menneske, der helst undgår konflikter, hvis han kan, hvilket gør, at han elsker at flygte frem for at kæmpe mod et andet menneske. Han kan sagtens stille sig op mod andre mennesker i kamp, men han foretrækker at lade være. Han er en lille smule paranoid, da han har piratblod i årene, for at myndigheden skal finde ud af det og derved henrette ham. Cortell er ikke den mest opmærksomhedskrævende dreng på denne jord. Tværtimod så hygger han sig på sin egen stille made. Ikke at han sidder og strammer læberne sammen kronisk, slet ikke. Han kan skam sagtens lave sine indvendinger, intet problem, men han passer meget på, hvad han går rundt og fortæller folk. Han er ikke i tvivl om, hvad han mener og synes, men han passer på med, hvem han deler det med. Han er meget lukket omkring sig selv og sit liv; hvad han går rundt og laver, hvor han kommer fra, hvordan han er vokset op og så videre. Når han møder nye mennesker, er han altid meget påpasselig med sin måde at tiltale dem på. Han ved godt, at han ligger meget lavt i hierarkiet, hvilket han også retter sig ind efter. Han tiltaler folk med respekt, det er noget han altid har gjort. Godt nok er han pirat, og hans far var pirat, men begge har altid været meget rene i deres sprog overfor fremmede mennesker. Når det kun var dem og resten af besætningen flød der bandeord og grimme sætninger frem og tilbage, men situationsfornemmelse, det er noget Cortell har. Han er et menneske, der tænker meget, måske alt for meget nogle gange. Han er snedig, god til at spille skuespil og at lyve.
Fortid:
På et stort skib med sort flag på det bølgefyldte hav blev en lille dreng født med hjælp fra skibslægen. Den lille dreng var søn af en af de mere kendte pirater omkring i Europa og Caribien, Kaptajn Gregory Morgan, og den franske skønhed, Fleur Morgan. Drengen blev kaldt Cortell Lamar Morgan og fik skønne blågrå øjne og lysebrunt hår. Fuldstændig ligesom sin mor. Han var en smuk lille dreng, der voksede op med skumsprøjt i håret, lugten af tang og den friske havluft. Han voksede dog også op til den knap så fredfyldte larm af kanonslag, larmende mænd og dødbringende skrig, når han hver gang der var farer på færde blev låst inde i et lille hemmeligt kammer på skibet. Han husker ikke larmen så godt fra hans babyår. Da han fylder tre bliver hans mor fundet, voldtaget og dræbt efterfølgende. Det var en stor sorg for kaptajnen og for hans søn, Cortell. De sørgede i lang tid, hvilket kaptajnen dog stadigvæk gør. Nu måtte Cortell vokse op uden en mor. Nu skulle den allerede tungt bebyrdede kaptajn også tage sig af en lille dreng. Han klarede det egentlig rigtig godt. Specielt da han kom på den fantastiske idé, efter at de havde kapret et skib og taget et par mænd til fange, at den af mændene, der arbejdede som oversætter på det fine britiske skib, skulle lære hans søn at tale, skrive og forstå flydende engelsk og fransk. De to sprog som oversætteren kunne. Det skulle hans søn i hvert fald også lære. Han selv og resten af besætningen var udenfor pædagogisk rækkevidde og alt for ødelagte til at kunne indtage ny læring. Og hvis han nægtede, så mistede han hovedet. Heldigvis var oversætteren noget af en tøsedreng, der hellere ville undervise pirater end at dø på bølgens blå. Så i en alder af fem år begyndte Cortell at lære de to sprog. Det gik godt. Han var lærenem og god til at have de helt rigtige accenter. Udenfor hans undervisning, havde den nu ni’årige dreng igennem årene godt lagt mærke til de instrumenter, som to fra besætningen altid spillede på, når der skulle festes og drikkes. Han havde af bar nysgerrighed spurgt dem om de ikke kunne lære ham at spille på deres instrumenter. ”Jo da, hvorfor ikke?” sagde de blot og tilføjede, at han så kunne tage over, når de blev trætte og gamle. Igennem årene som pirat lærte han derfor på den måde at spille på både en skalmeje og en lut, samtidig med at hans franske og engelske sprog, forståelse og fremførelse blev bedre og bedre. Da han blev tolv år besluttede kaptajnen, hans elskede, barske og dog så omsorgsfulde far, at han ville lære ham, hvordan man kæmpede med andre mennesker. Han forklarede, hvorfor at det var så vigtigt for Cortell at lære. Man kunne dø i disse kampe. Folk mistede livet og kom aldrig tilbage. De forsvandt ned i vandet og bort til en anden verden – ligesom mor. En verden uden lyde, lugte, smage og øjne til at se med. Det eneste der herskede var tyk, sort røg, der langsomt ødelagde alt det, du alligevel ikke kunne opleve. Du var død uden at være død. Det ville Cortell ikke. Derfor takkede han jo tak til at lære at kunne klare sig selv. Han fik smækket et tungt sværd i hånden. ”Sving med det,” lød Kaptajn Gregorys stemme. Hvordan i alverden..? Cortell prøvede ganske vist at svinge med det forbandede sværd, men det var ikke rigtig et sving. Mere bare et løft, men det løft blev til sving senere, der blev kontrollerede og derved gik hen og blev forsvar. Hans franske og engelske var nu blevet perfektion, der kom ud af munden og fjerpennen på Cortell, hans talent indenfor de to instrumenter var også blevet mere end bare godt; det skete tit, at Cortell tog over til festerne, så de tidligere musikere også kunne få danset, drukket og fejret en vunden kamp, og sidst men ikke mindst deltog han nu også selv i kampene, han altid havde været med til at fejre. Nu kunne han dog fejre det endnu bedre end før, da han nu vidste, hvor glad man var for stadigvæk at have livet i behold, men en dag gik det galt. Lige som hans liv på skibet ikke kunne blive bedre og at Cortell var blevet de seksten år og havde lært alt der var at lære, skulle de i land for at plyndre, voldtage og dræbe tilfældige mennesker. Noget gik galt. De vidste, at de kom. Myndigheden vidste, at de var på vej. Flere af mændene fra besætningen blev fanget den nat. Heldigvis undslap et par stykker af dem og sejlede bort i skibet igen, med kaptajnen i god behold. Men der sejlede skibet bort mod horisonten, uden Cortell. Der stod han så og kæmpe sig i mørket med et øje på soldaterne og et øje på skibet, hans hjem, hans far, det eneste familie han nogensinde havde haft, sejle bort. Han var alene. Han vidste, at de ikke ville kunne komme tilbage og hente ham. Så ville de blive dræbt, alle sammen. Han flygtede fra mørket og hen mod et lille gemmested i et lille hjørne i en blindgyde. Så langt væk fra alt som overhoved muligt. Alt dette fremmede og farlige. Han faldt i søvn, en dyb og tung søvn. Næste dag var det første han så et par soldater, der stod og kiggede meget nysgerrigt på ham. Cortell vågnede med et kæmpe chok, hvilket åbenbart også lod til at forskrække soldaterne, der straks spurgte ham, hvem han var, hvorfor han lå og sov på gaden og hvordan han var endt der. Cortell så blot skræmt fra den ene til den anden. Han kunne ikke sige Morgan, det kunne han ikke. De spurgte ham igen, hvem han var. ”William!” udbrød Cortell dengang og tøvede kort, inden han fik tilføjet et efternavn, ”… Jones.” Soldaterne havde kigget lidt på hinanden inden de spurgte ham, hvor han kom fra på fransk. Hvorfor de spurgte på fransk, undrede Cortell, selvom han efter at have tænkt over det godt vidste, at det var for at se, hvor fin han var. Han svarede tilbage med flydende fransk, at han ikke kom her fra byen, at han kom fra Nordengland. De købte den, åd den råt. Det franske må åbenbart have reddet hans popo, fandt han ud af, da de placerede ham hos en bagermester. Den eneste ordre, han fik, var, at han skulle være lærling hos ham og arbejde der, og som en lille sidebemærkning, så skulle han blot være yderst taknemmelig for, at de havde givet ham muligheden for at få et arbejde, når han så ud, som han gjorde. Cortell takkede ydmygt og fik hilst på sin bagermester. Sin lærer. Han fik en hård tone smidt i hovedet og informationer omkring, at der var et lille værelse ovenpå, i bagermesterens lejlighed, hvor han kunne sove. Mere ville han ikke tilbyde ham. Cortell havde det også fint med det, han var bare glad for, at han ikke var blevet dræbt. Han begyndte straks at læse den katolske bibel, som bageren havde liggende. Cortell havde godt nok prøvet at spørge, hvordan det kunne være, at han havde den. Svaret havde været, at det havde været hans fars, men at bagermesteren ikke kunne læse, så derfor havde hans far læst op fra den dengang han havde været en lille purk. Cortell havde spurgt om lov til at læse den – det kunne han jo ligeså godt, når nu han skulle leve med katolikker omkring sig de næste mange år – og han havde fået et ja efter lang stilhed fyldt med overvejelser og mistænksomme miner. Som syttenårig blev han færdig med at læse den; den havde han også lige fået brugt et helt år på. Nu kunne han følge med i samtalerne, tale folk efter munden og forhåbentlig overleve i denne helt anderledes verden, han var kommet til.
Evner:
Cortell er den heldige ejer til evnen til at læse og skrive, både på engelsk og fransk. Manden der lærte ham dette var en oversætter for en af de finere britiske flåder. Han kunne derfor både tale, skrive og forstå engelsk og fransk. Kaptajn Morgan, Cortells far, bad ham om at lære hans søn at tale, skrive og forstå begge sprog, da han stadigvæk var ung nok til at kunne få det lært, i forhold til ham selv og hele hans besætning. Oversætteren lærte Cortell begge sprog og sidder stadigvæk den dag i dag på skibet.
Siden der tit var liv og glade dage med rusmidler på skibet, lærte Cortell ud af sin nysgerrighed at spille på en skalmeje og en lut af de to mænd på skibet, der kunne spille på dem. Han nyder stadigvæk at spille de to instrumenter, selvom han ikke længere lever på bølgens blå.
Cortell er fremragende med sværd og skyder, da han har deltaget i op til flere af skibskampene, -beskyttelserne og -erobringerne, som de satte i gang eller blev indblandet i. Hans far ”underviste” ham også selv i det, da han ikke ønskede at se sin søn dø. Derfor lærte han ham at tage vare på sig selv, når han nu levede på et sådant piratskib.
