En stille stund efter en lang dag

[Knight of Camelot]

((John Tanner))

En del af den unge mands nervøsitet bortfalder, da han hører, at kvinden foran ham har gået i kloster. Hans anspændte skuldre holder i hvert fald op med at sidde oppe om hans ører.
"Nej, frue," svarer han med et høfligt smil. "Jeg har endnu ikke mødt den rette."
Han er tavs for et øjeblik og lader blikket vandre omkring i værelset, før han ser på hende igen og fortsætter.
"Hvilket kloster havde De Deres gang i?"

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Paulina fjerner sin hånd fra korset, og folder i stedet begge sine hænder foran sig.

"Salisbury. Jeg forlod det for nogle år siden, for at komme her til London."

Og jeg tvivler på, at jeg nogensinde vil vende tilbage dertil. tilføjer hun i sit hoved.

[Knight of Camelot]

((John Tanner))

"Salisbury." Den unge mand nikker langsomt. "Der må jeg tilstå aldrig at have været, Frue... frøken... men jeg kan heller ikke prale af at have været mange steder her i England."
Han gnider kort sine svedige håndflader mod hinanden, som i nervøsitet. Hans snublen over ordene sladrer om, at han ikke helt kan bestemme sig til, hvad der vil være høfligst at titulere Paulina med.
"Må jeg være så fræk at spørge, hvorfor De forlod klostrets trygge mure?"

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Paulina smiler for sig selv over mandens spørgsmål, eller mere præcist hans usikkerhed ved at spørge. Paulina har intet imod at lære folk bedre at kende, eller at de lærer hende at kende.

"Mine... søstre... og jeg var ikke altid enige. Vi var faktisk sjældent enige. Specielt i spørgsmålet om, hvordan man bedst tjener Herren.
Det var til alles bedste, at jeg rejste her til London."

Hun smiler og lægger hovedet en anelse på skrå, inden hun tilføjer.

"Jeg boede her også før mit liv i klosteret, så det var nok nærmest som at vende hjem for mig."

Det går op for hende, at hun slet ikke er blevet introduceret til manden foran hende. Hun nejer høfligt.

"Undskyld. Her står jeg og taler om alt muligt, uden overhovedet at præsentere mig selv. Jeg er Señora Paulina."

[Knight of Camelot]

((John Tanner))

"Vi har alle vores måder at tjene Herren på, Frue," svarer den unge mand med et svagt smil. "Jeg er sikker på, at Han ser dem, som vælger at tjene ham loyalt."

Smilet bliver måske mere udtalt, da Paulina præsenterer sig selv. Men der er stadig noget rastløst eller nervøst over hans kropssprog. Særligt hans svedige håndflader.
"Nej, det må være mig, der undskylder, Señora," svarer han og bukker let. "Mit navn er John Tanner. Fra Dover."

[Kasper den Modige]

((Paulina))

"En fornøjelse, John Tanner fra Dover."

Paulina husker tydeligt navnet på havnebyen. Dengang Paulina og hendes forældre sejlede til England, gik turen gennem den engelske kanal og til London, tæt forbi Dover. Det smukke syn af hvide klipper der mødte hende den dag på dækket, er ikke noget man sådan glemmer.

"Et smukt sted De kommer fra."

[Knight of Camelot]

((John Tanner))

"Jeg kan gribe mig selv i at længes hjem, Señora," svarer den unge mand med et svagt smil. Han har længtes, ja, men aldrig besluttet at vende hjem igen. Der er sagt for mange hårde ord mellem ham og Charles til, at de kan forsones i nogen nær fremtid. Og hans forældre - ja. "Dovers hvide klipper ser man ikke andre steder i verden, er jeg overbevist om."

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Paulina nikker forstående til mandens ord.

"De er så sandeligt et af Herrens mange vidundere i denne verden."

Hun opfanger en vis glød i hans øjne som han taler om sin hjemstavn. Det virker mest af alt, som om han fortryder noget ved at have rejst derfra.
Hun træder et skridt tættere på ham med et smil.

"Og kan jeg nu være så fræk at spørge, hvorfor De forlod Deres hjem?"

[Knight of Camelot]

((John Tanner))

Den unge mand bliver en anelse nervøs igen, da hun træder et skridt tættere på. Men da hun har vist sig som en kvinde af troen, tillader han ikke sig selv at gå i panik.
"Pesten ramte Dover hårdt, Señora," svarer han dæmpet og sænker blikket ganske kort, før han ser på hende igen.
"Mine forældre er nu hos Gud. Min broder kunne ikke acceptere, at han havde kaldt dem til sig, hvorimod jeg kunne. Det skilte os ad."

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Et sørgmodigt udtryk glider over Paulinas ansigt.

"Det gør mig meget ondt. Herrens veje er uransagelige, og vi forstår sjældent hans hensigter. Mine forældre deler skæbne med Deres. Herren kaldte dem til sig, mens jeg stadig var i klosteret."

Paulina taler sjældent om sine forældre, skønt de ofte figurerer i hendes aftensbønner.

[Knight of Camelot]

((John Tanner))

Den unge mand nikker langsomt, som om han forstår. Hvilket han meget vel gør, da deres forældre deler skæbne.
"Vi kan trøste os med, at Herren har en hensigt med alt, hvad Han gør, Señora," svarer han med et svagt smil. "Jeg beder for mine forældre, men jeg frygter ikke for deres skæbne i Skærsilden. De var gode kristne og har vundet deres vej til Himmerige."

[Kasper den Modige]

((Paulina))

"Det er jeg sikker på de har. Ganske som med mine."

Når alt kommer til alt, så savner Paulina nok stadig sine forældre. Selvom de forsøgte at gifte hende væk, og bagefter sendte hende i kloster, så gjorde de jo blot, hvad de følte var rigtigt for hende.
Det er dog intet tidspunkt at tænke på dem nu. Hvordan Paulina kunne lade sin lede ind på denne vej i deres samtale, ved hun ikke. Normalt er dem, som besøger hende her, som samtalen går omkring.

"Så nu er De i tjeneste på et skib, hvis jeg har forstået det korrekt?."

[Knight of Camelot]

((John Tanner))

"Det er korrekt, Señora," svarer John Tanner med et nik. "Jeg er gast ombord på Lord Blackholmes flagskib. En god mand."

Den unge mand lader til at slappe mere af nu. Han holder i hvert fald op med at gnide sine svedige håndflader mod sin tunika.

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Paulina bemærker, hvordan manden lader til at slappe en anelse mere af. Hun vover, at tage et skridt nærmere manden, og ser på ham med et fascineret udtryk.

"Det må da være utroligt spændende. At gøre tjeneste på netop det skib er da en ære i sig selv."

Han virker optaget af andre tanker. Og så frygtelig nervøs. Men han ved da godt, hvorfor han er her? Det har han jo forkalret.

[Knight of Camelot]

((John Tanner))

Den unge mand trækker sig ikke tilbage, da Paulina træder et skridt tættere på. Måske belliger han det, eller også lægger han ikke mærke til det.
"Det er en stor ære at tjene min konge, Gud og mit fædreland, Señora," svarer han med et smil til Paulina.