Den tapre skrædder og de tre små bjørne

[Feli den Flyvske]

Formiddagssolen stråler går igennem Northwoodskovens blade. Fuglenes kvidren gled ind mellem alle kanter af skoven. Alt i alt en god dag. Det er ikke fordi det er tæt på at være mørkt, nej faktisk er alt ting strålende, men den unge mand er (som han plejer og nok igen igen er selv uden om) – ser det ud til- farret vild. Han har vandret rundt, blandt de forbandede overdimensionerede træer, og planter der minder ham om salat i over to timer – to timer! .. tror han nok.
Med en sagte og udmattet stemme kalder han en sidste gang: ”Ange´la!”
Han stopper op og kigger fra side til side et par gange, men pigebarnet er ikke til at finde nogle steder. Med en frustreret lyd skærer han sine tænder mod hinanden med en sammenbidt klynken. ”Hvorfor fortjener jeg det her?” Han har en lille rulle stof under armen og fortsætter med slæbende skridt at gå, indtil han støder ind på en lysning fuldt af blomster og højt græs.
I frustration flyver stofrullen pludselig gennem luften, som havde den fået egen vilje og forsvinder blandt græsset. Der står spanieren og glor efter den. Først er han stille og har et tomt udtryk i ansigtet, så er det som om der går noget igennem og ulmer op som en varme i hans bryst, indtil den når hans ansigt.
”No…nono. Jeg gjorde ikke –”
”…”
”NONONONONONO! AAAAAAY!”
Og med disse ord følger en masse eder – naturligvis på spansk- Han stamper i jorden med de spidse sko, intil han falder på knæ med ansigtet skjult i sine hænder, som placeres på jorden..

[Anne den Forsigtige]

(( Cecilia ))

En dag som så mange andre, der går i selskab med børnene, og daglige pligter. Men lige i dag ville den gyldne Cecilia ud i den grønne skov, i dette herlige vejr.
Selvom skoven er et farligt sted, så ligger den lille blomster eng, ikke langt fra den lille skovridder hytte, og derfor føler Cecilia sig tryg nok til at bevæge sig ud i blomster marken, med sin lille Rose som følge.
Den lille seks-årige pige, går glad efter sin moder, idet de vandre ud imellem blomsterne, og Cecilia lader den lille strå kurv, dingle over armen. Hendes hår er sat op denne dag. Flettet sammen, og viklet op i en pæn knold, der viser den lange hals. Iført en brun kjole, med et sandfarvet skørt, ser hun ned på sin datter, der matcher sin mor i tøj beklædning, men ikke i frisurer. Den lille pige har en løs fletning, der ligger langs hendes ryg.

Cecilia læner sig ned for at begynde at plukke den første blomst, da en stof rulle pludselig lander ikke langt fra dem og forsvinder i det høje græs. Forskrækket trækker Cecilia hånden til sig, og den lille Rose giver et højt gisp, for derefter at søge tilflugt bag hendes moder.
Efter at have konstateret at det virkelig er en tøjrulle der røg igennem luften, vender opmærksomheden sig på en stemme der bander på et fremmed sprog. Med en smule sammen knebne øjne, begynder skikkelsen fra skoven at tage form, en ung herre, jovist, skrædderen inde fra byen? Hun er en smule usikker da hun sjældent kontakter en skrædder, da hun jo selv er en udemærket syerske.
Med et lettere forskrækket, og nervøst smil, idet han stræder helt ud fra sit gemme, taler hun til ham, med en lettere mild tone.

,, Kan jeg hjælpe Dem, Hr?"

[Feli den Flyvske]

Jenaro har travlt med at ynke sig og have ondt af sig selv, da Cecilias lyse stemme går igennem og han standser øjeblikkeligt med at klynke. Han løfter ansigtet op fra hænderne og stirrer på Cecilia, med ansigtet stadig vendt mod jorden. Hans ansigtsudtryk er en stor blanding af noget forbavset, chokeret og lidt ængsteligt. Hans mund er trykket sammen til en lige streg, som om han overvejer sit næste træk eller fortryder at have skabt sig sådan over for en kvinde. Det er ikke til at vide, men efter et kort øjeblik vender han ansigtet mod hende. Det er en langsom bevægelse. Man burde næsten kunne forestille sig at hans hals burde knirke, som en porcelænsdukke. Han blinker tre gange, stirrer op mod hende, for at se hende nærmere an og rejser sig op.
Hans hænder er i dagens anledning prydet af sorte læderhandsker og de børster hans tøj af, som om han var bange for at det var blevet beskidt og at han dermed var mindre præsentabel. Hans røde skjorte ser dog fin og velholdt ud, både før og efter ’faldet’.
Med hånden knyttet op foran sin mund mander han sig noget værdighed til i håb om at det vil få det ydmygende øjeblik til at forsvinde ”Ahem..” og bukker med armen fejende hen foran maven i bevægelse.

”Goddag frk. jeg beklager hvis jeg har skræmt Dem.”
Han retter sig op i sin fulde højde og hvor Cecilie før kiggede ned på ham, kigger han nu ned på hende. Han sætter armene i siderne og sender hende et varmt hollywood smil. ”Jeg er Hayven.. yyyy. Y y y De skulle vel ikke vide hvordan man kommer ud af den her skov?”

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Cecilia og den lille Rose står meget paf og ser på den fremmede, der ser ud til at tage sig noget tid om at samle sit hoved, og rejse sig for at give en civiliseret hilsen.
En urolighed er dog stadig til at skimte i den gylden hårede kvinde, inden hun selv nejer, med kurven imod siden og bøjer nakken i en pæn hilsen tilbage. Den lille pige efterligner sin moder til det fuldeste.

,, Ingenlunde Hr. Hayven.. jeg er blot forbløffet over at en med Deres erhverv ville befinde Dem i skoven? Men den er nu engang også et godt sted at samle inspiration.. Og jo jeg ved udemærket godt hvordan De kommer tilbage til byen, er De da i hast for samme?", et oprigtigt venligt smil maler hendes ansigtstræk.

[Feli den Flyvske]

Smilet på Jenaros læber forsvinder kort, til et undrende udtryk da han ser den Rose. Hun var altså gift og hvis ikke ville det ikke være på sin plads at spørge mere ind til det, hvis den lille pige var en horeunge. Dog fik hendes finere tøj ham til at komme på andre tanker. Under alle omstændigheder boede hun endda her henne. Ved den perfekte imitation af Roses mor kan han ikke udestå et varmt grin, dog henvender han sig ikke mere omkring det. Det mørke blik vandrer hen til Cecilias ansigt igen. Han kniber øjnene sammen og lader skæve en anelse, med en eftertænksom brummen.
”Hmm.. Kan det passe at jeg har set Dem før..fruuu?”
Et skyggebillede begynder at dukke op, som han gransker i sit sind. Måske i nærheden af den charlatan til Theodore Northwood? Men kalen var da ugift? Hans ansigtsudtryk formørkes, som den kvalmende tanke slår ham. Men hvis denne kvinde nu var? …Og hans uskyldige lillesøster havde været ledt i vildrede af Theodores kådhed
-…
Hans humør daler flere grader, som hans blik bliver mere og mere fraværende, for så at se ud til at være helt væk, selv om han stadigvæk kigger på Cecilia.

[Anne den Forsigtige]

Cecilia kniber let øjnene sammen, ikke mistænksomt men nærmere spørgende i det herren foran dem ser ud til at falde ind i tanker, efter at have spurgt om Cecilias navn. Et sted kan Cecilia ikke lade være med at undre sig over hvad en så... ikke uanstændig, men anderledes herre må have i tankerne.
Hendes blide træk forbliver over hende, imens at hendes smil, der kun forstummede en smule, atter ligger over hendes kønne ansigt.
,, Fru. Northwood.. jeg beklager min uforskammethed, det er blot så sjældent at man ser andre i skoven end blot dyr, eller vild farede bønder. Så De må forstå at jeg er overrasket over at se en inde fra byen. Jeg kommer derinde engang imellem, Martha's kro for det meste.", fortalte hun med et roligt toneleje. ,, Måske har De set mig der i nærheden?".

[Feli den Flyvske]

Som en sky af tanker og blændværk bliver blæst væk fra Jenaros sind, ryster han på hovedet, så det pjuskede mørke hår danser. Cecilias ord er som at hælde olie på oprørte vande. Han sukker lettet og hans stemme bliver mild, som var den smurt med noget sødt. Han er dog stadig fraværende foooor-
”Ah no.. nej. Jeg mindes at have set eder længere væk… Det er nogle døgn siden”
Han kunne have taget fejl. Måske havde det ikke været denne kvinde. El capita’n plejede jo trods alt at svanse rundt med en del kvinder, som en galpende hund i løbetid. Mindst tilsvarende tifoldigt. Det eneste han manglede var bare at have tungen hængende ud af munden.. Nu vel. Det var ikke alle der formåede at begrænse sig, og specielt ikke blandt herskab og folk af højere status.
-”De må tilgive mig, det har muligvis været en and- FRU NORTHWOOD!?” Der går et sæt igennem manden, som syren vender tilbage, og han stivner, som havde han fået dunket et kosteskaft retro gennem korpus. Med skuldrene trukket en anelse op mod hagen og de behandskede fingre epileptisk udstrakte. –SKARN! Han burde åles!
Og så endda med sådan en yndig kvinde.. Godt nok lyshåret og engelsk, men herren til hest. Og hun var gravid. Og havde allerede et barn, skønt Jenaro var meget sikker på at herren mindst havde halvfemsens-tyvende styk, spredt ud over hele London.
OG mest af alt havde horen været i hans uskyldsrene lillesøsters skørter! Han er jo en vederstyggelighed! Fuj!
Jenaro fnyser, som er han en kedel der fik trykket lettet. Med nød og næppe formår han at dæmpe sig igen.
Hånden bliver sat op foran munden, og inden man ved af det farer han forbi Cecilia og småbørn mm., tre meter bag hende, hvor han står med ryggen til hende og stirrer ud over engen, som i en blanding af at afreagere og noget dybere og helt andet.
” Jeg tror jeg har tabt min klæderulle…”

[Anne den Forsigtige]

Det endnu levende smil blev aflivet af et overrasket udtryk ved endelsen af herrens ord der var tydeligt lagt tryk på: Cecilia blinkede imens at hun derefter betragtede den mærkværdige herre. Den lille Rose der havde gemt sig bag sin moder under den sociale lille småsnak, så ud til at krybe lige en tand ekstra og give et lille gisp fra sig imens at hun holdt godt fat i sin moders yderste kjolestykke.
Cecilia's blik blev dernæst en smule bekymret: var han mon helt rask? Mon ikke han bare behøvede at falde en smule ned, eller også var det normalt for .. hans slags?
Som Hr. Hayven forbi passerede hende og Rose, lod Cecilia en hånd ligges på hendes datter. Han skulle ikke prøve på noget! Selvom hun troede på det bedste i mennesket, så var der jo de der.. typer. Selvom en skrædder ikke ligefrem var hendes bud på en slyngel.
Dog idet gav udtryk for måske at have tabt sin klæde rulle, opløstes Cecilias mistro en smule. Åh, hvor ville hun ønske Marcus var der.
,, Ja så..", svarede hun en smule trækkende.
Hun smilte igen, og så ned på Rose.
,, Se om du kan finde en klæderulle Rose, men ikke gå så langt fra mor!".
Rose så en smule bedende op på sin moder inden hun gav et lille nik, og begyndte at lede.
Cecilia selv gav et skævt smil imens hun så efter sin datter, inden hendes lysegrønne blik lagde sig over Hr. Hayven igen.
,, Hvis jeg må have lov at spørge Hr. Hayven. Deres reaktion på mit navn, jeg formoder det skyldes den kæres Theodore?", hendes smil blev vemodigt idet hun omtalte ham.

// beklager hvis tiden er forkert.