Spadseretur til Huset Anvil ((Efter Dagen))

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

Lady Tahne venter pænt ude på gaden på sin ledsager.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Den unge kaptajn følger umiddelbart i Lady Tahnes skygge idet han lukker døren bag sig ind til kroen og de nysgerrige, granskende blikke fra Wilfred og krogæsterne.
Derpå går han stilfærdigt op ved siden af sin ledsagerske, men det lader til, at han vil lade hende føre an.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

Lady Tahne samler sin kappe tæt omkring sig. Skønt det endnu er sommer, er det begyndt at blive køligt. Solen er ved at forsvinde bag hustagene, da det umage par begynder at spadsere ned ad gaden.
"Min søster vil blive glad for at se Dem." Lady Tahne ser ikke på Kaptajnen, men hun forventer skam, at han svarer.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Theodore har en særlig fornemmelse for kvinders behov, og lægger straks mærke til at hans ledsagerske har det koldt. Havde Tahne været en hver anden kvinde, som han havde spadseret på gaden med ved aftenstid, ville han nok have dristet sig til lægge armen om hendes skuldre for at varme hende, men den slags tilnærmelser passer sig ikke overfor en adelig dame. Theodore nøjes med at gå ved siden af og nikker for at svare.

"Jeg er som nævnt meget beæret over Lady Anvils invitation." Svarer han ydmygt.
"Jeg er også kun beæret over at få lov at nyde de damers selskab igen, under mindre ulyksagelige omstændigheder."

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"Det vil glæde min kusine." Lady Tahne smiler klædeligt til Kaptajnen. "Hun bliver så nemt ensom i det store hus. Efter hendes mand døde, har hun jo kun mig."

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

"Hun er heldig at have så god familie som Jer, Mylady. " Svarer Theodore og mærker et stik i sjælen da hans tanker falder på hans egen familie, som har svigtet ham.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"Det er hun. Og jeg vil altid kun ønske hendes lykke." Lady Tahne drejer hovedet og ser op på ham med et ganske roligt blik i sine øjne. "Men der er grænser for, hvad jeg alene formår for at sikre dette."

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Theodore er ikke helt sikker på hvad Lady de Jupalle mener, endnu mindre hvordan man bør svare. Da han ser på hende kommer der et par trækninger om de brune øjne, der nok bør vidne om at hans tanker knager lidt.

"Naturligvis, Mylady." Lyder hans svar. Ak, at tale kvinder efter munden... "Jeg er vis på, Lady Anvil heller ikke vil forvente mere af Jer, end i formår. Men I er måske hendes eneste familie?" Spørger han interesseret til sidst.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"Efter pestens hærgen er jeg den eneste, hun har tilbage, udover sin søn," svarer Lady Tahne kort og ser nu direkte på den unge Kaptajn. "Hun trænger en bejlers opmærksomhed."

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

"Det gør mig ondt, " Svarer han alvorligt da han bliver fortalt om Lady Anvils tab.
Derpå gengælder han Tahnes blik og ser mildt overrasket ud.
"Jeres kusine er stadig ung. Hun må have mange bejlere..." Konstaterer han, men det er en smule tøvende. Han har opfattet en slet skjult hentydning i Lady de Jupalles bemærkning, som han helst vil glide hen over.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"Min kusine tilbejles ikke, af hensyn til hendes mands minde." Lady Tahne fortsætter med at gå, som om hun ikke netop har kommet med en slet skjult hentydning. Så standser hun op og vender sig mod Kaptajnen. "Jeg vil have, at De skal bejle til hende."

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Forbløffelsen er tydelig i kaptajnens ansigt, da Tahne pludselig taler så direkte til ham. Typisk af en adelig kvinde sådan at kommandere med ham, som om han var en del af tyendet, tænker han først, men så kommer der en tænksom rynke til syne mellem hans øjne. Han ser ud til at overveje hendes ord meget nøje. Det er som om han i det samme lader en form for facade falde, så man fornemmer en svag ændring i hans udstråling, hvis man er opmærksom.

"Hvorfor?" Spørger han roligt og ranker værdigt ryggen.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"Hun er ensom." Lady Tahne svarer, som om det er en selvfølge for enhver at se. "Og hun holdt særligt øje med Dem, da De aflagde os visit, Kaptajn."

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Theodore hæver sine bryn i mild undren.
"Tænk, det faldt mig ellers ind, at Jeres kusine ville have mig til at bejle til Jer, Mylady, og ikke omvendt?" Siger han ærligt til hende og fortsætter med at forklare, stadig med en dyb, alvorlig ro over sit ansigt.
"Jeg må skuffe jer, Mylady, men jeg kan ikke just se mig selv gift med en enke... Om end jeg må tilstå at Lady Anvil har en påfaldende skønhed."

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"Det er mig skam klart, at min kusine ønsker, at De bejler til min person, Kaptajn," svarer Lady Tahne og gør en kort bevægelse med en af sine smukke hænder, som om hun fejer noget bort. "Men jeg ønsker, at De gør kur til hende frem for mig."
Hendes øjenbryn hæver sig dog let i forbløffelse ved Kaptajnens svar. "Jeg havde ikke troet, at De ville dømme min kusine så hårdt på grund af hendes ulyksalige situation."