Post by Feli den Flyvske on Apr 4, 2011 16:43:54 GMT -5
Navn: Haven Jenaro Preciado Jiménez.
Han fortrækker blandt englændere at blive kaldt ved fornavn (udtales Hay-va’n) og kan ligefrem blive irriteret hvis dette gøres anderledes. Det er mest hans familie og nære venner der kalder ham Jenaro, som han ser som sit ’rigtige’ navn, skønt Haven er blevet ham skænket ved dåben.
Alder: 27 år
Køn: Mand
Beskæftigelse: Skrædder
Nationalitet: Engelsk/spansk
Sprog: Taler engelsk med accent, flydende spansk og enkelt latin, i forbindelse med biblen.
Status: Ugift. Arbejderklassen.
Trosretning: Katolik til husbehov…
Udseende:
-Højde: 1,77 cm
-Vægt: 63 kg
-Hårfarve: Noget ala sort til mørkebrun afhængigt af årstiden.
-Øjenfarve: Dyb mørkebrun. Næsten sort.
Jenaro er en ungdommelig person, både i temperament og udseende. Hans hud er lettere gylden og hans krop er atletisk af bygning. Typisk ung herre med spanske aner. Man vil dog kunne ane at der er nogle britiske træk over ham, da hans far var englænder. Han ansigt er lidt spidst med den tilhørende maskuline træk og markeret kæbe. Han er meget påpasselig med sit udseende og plejer at barbere diverse skægvækst af. Det når aldrig at blive til mere end stubbe. Hans øjne har en meget intens, dyb farve. De bliver understreget af nogle lidt kraftige øjenbryn. Man fanger ham ofte med glimt blikket og et kækt smil på læben, som om han overvejer et eller andet.
-Det vil altså sige når hans mørke pandehår ikke er faldet ned i synet på ham. Hans hår er nemlig pænt pjusket og i forskellige længder, dog er hans pandehår længere end det andet. Hans pandehår går sådan cirka ned til starten af hans øjne og har det med at danne en lidt lusket skygge på hans ellers karismatiske ansigt. Han nægter at lade sig klippe og ses derfor ofte køre hånden igennem det, i et forsøg på at få mere styr på det.
Godt nok har han ikke særligt meget tøj, men siden han arbejder i familiens skrædderi har han let ved at anskaffe sig det for en lidt billigere pris, når der ellers er materialer til det. Det plejer at være noget hen af det afslappede, men bærer egentlig større præg af den spanske mode, end den engelske. Ikke mindst i farvevalget.
En kofte med løse ærmer, ofte i grå og med et læderbælte bundet rundt om. Når han oplever at skulle noget lidt ekstraordinært fint foretrækkes en grå skjorte, gjort i lidt finere stof. Begge tilfælde er ofte kombineret med tilhørende mørkebrune bukser, med bælte og korte, lukkede sko med spids snude, af sort ruskind.
I de køligere dage trækker han et langt, mørkegrønt beslag, med hætte over sig.
Han er desuden ejermand af et par langbladede daggerter og tager dem til rådighed, med jævne mellemrum, dog mest hvis han har ærinder at udføre omkring nattetide. Mest af alt som en sikkerhedsforanstaltning. I disse tilfælde gemmer han dem i sine klæder, så de ikke er lige til at få øje på.
Personlighed:
Jenaro lever sit liv stærkt præget af sine kære. Han er en meget loyal person, når man først er kommet ham nær og interesserer sig for deres velbefindende, i sådan en grad at han let bliver påvirket af deres humør. Og det i sådan et omfang at han kan få det direkte dårligt og har det med hurtigt at blive nervøs. Det kan næsten blive til anfald, hvor han opfører sig irrationelt og let bliver aggressiv. Han vil kort sagt gøre næsten alt for dem han holder af. Man skal dog ikke tro at han er naiv og kan udnyttes til det vanvittige, da han hurtigt opfatter hvad der sker omkring ham, hvad de enkelte situationer indebærer og hvad de kræver.
Blandt kvindfolk opfattes han af mange som besidderisk og krævende, idet at når han har sat sig for noget for fuldfører han det med en ustoppelig stædighed. Det påfalder ham dog sjældent selv at acceptere et nej fra andre, hvis det ligger på tværs af hans egne ønsker og meninger. Ifølge hans opfattelse har han næsten altid ret, hvilket han i mange tilfælde også ender med at få, da han ofte ser ting fra en lidt anden indfaldsvinkel end andre. Derfor er han nok en tand meget bedrevidende, når man modsætter sig ham. Der er mange der, trods hans lidt lave sociale rang opfatter ham, som en lidt truende rival, selv når han har sin bedste mine på, da han altid fremfører sig selv med en stor selvsikkerhed og bestemt ikke er bange for at bruge beskidte tricks.
Rør man en af hans egne står han ikke i vejen for at give andre igen og går i øvrigt ind for blodhævn, men når han selv kommer op at toppes mener han ikke at der er nogen grund til at de burde røre ham eller hans. Det er jo aldrig et eneste tilfælde hvor deres skade ikke er velfortjent (mener han i hvert fald). Mange modsætter sig ham kun med nøje vemod, da han med en rævs snedighed kan vende alt, lige fra verbale fornærmelser til hvis nogen skulle holde ham for nar og give dem det igen på de mest nederdrægtige måder. Ofte lader han dem hvile i troen om at alt er glemt, for så at slå ned på tidspunkter hvor de har alt andet i sinde.
Fanger man ham dog på en dag, hvor intet trykker ham er han karismatisk og venligtsindet. Han gør for det meste ting i sin bedste mening og nyder at være et midtpunkt, hvilket han let kommer til at være.
- Også når han mindst af alt ønsker det, når han eks. er sur. Hans udtryk og lyst til at hakke tilbage på hvad som helst, med en flabet bemærkning, fremkommer næsten på en helt komisk facon og når han ellers ikke er sur bliver han ofte humoristisk af ubevidst natur. Han er forholdsvist nem at komme på talefod med, dog nærer han en vis form for fremmedhad og kan derfor virke som reserveret, men han er blot mere kræsen med hvem han gider mænges med og hvordan. Specielt over for det modsatte køn, hvor han har gjort det til en sport at satse på de lidt højere æbler…
Fremmedhadet har han udviklet i etaper, og når han altså ikke ligefrem råber det kommer det til syne i små ting, som omstændighederne når han benytter sit fornavn. Man kan godt kalde det en distance han bruger, når han snakker med folk han ikke har et nært forhold til. Han har delvist gjort det som en overlevelsesstrategi, men der er også en dybere, mere ubevidst del af det.
Fortid:
Jenaro blev født I Sydspanien, i byen Sevilla . Hans moder, Isidora var en af byens dygtige syersker. Byens rige handelsmuligheder og overflod gjorde det let at skaffe stof og materialer, så hun manglede absolut ikke noget til dagen og embedet var let. Hun træf dog en sømand fra England og ikke efter megen tids kurtisering gik hun svanger og fik sin førstefødte. En søn hun valgte at døbe Jenaro. Hun blev trolovet i al hast, skønt der kunne gå lang tid mellem hans besøg og yderst tiltrængt, da hun et år senere fik en datter, Manuela.
Der gik igen et år hvor manden drog på søfart, efterladende Isidora med hans yngel. Isi var en meget pligt opfyldende mor og børnene voksede op uden megen onde. Jenaro var en livlig, lille og glad dreng med en stor forkærlighed til sin familie og behov for at forsvare sin lillesøster, nærmest af pligt og af den grund kom han tit op at slås. Isi opgav hurtigt at gøre op med de mange skræmmer knægten pådrog sig.
Da Jenaros fader vendte tilbage var han blevet 7 år og Isi lod sig overtale til at drage med ham til London, for at møde hans familie, men drengen var ikke så nem at overtale og det var først efter en del røverhistorier at den lille lod sig følge frivilligt med og måtte sige farvel til det trygge Spanien.
Det var dog ikke en nem tilværelse, der ventede dem og sømanden forlod dem, for at sejle til Den nye verden, hvor fra han aldrig vendte hjem. Isi havde ofte underskud af penge, men formåede dog med nød og næppe at samle nok til at åbne en lille butik, hvor hun kunne fortsætte sit embede. Hun tjente ikke lige så meget, som da hun boede i Sevilla, og hun savnede selskab. Jenaro var ikke videre imponeret og bed sig bitter på den manglende varme, hans far havde fortalt de ville blive mødt med. Han var dygtig til at lære sproget, som han kunne en del af i forvejen fra sin far, selv om sømandens foretrukne kommunikations sprog var spansk. Englænderne havde det med at være racistiske og hans unge sind tog det til sig. Isi var dog en varmblodet kvinde og den opmærksomhed hun fik, vendte hun hurtigt til noget positivt. Altså var hun et af de bærende punkter for den lille dreng og formåede altid at gøre ham i godt humør igen. Hun fandt en lille gruppe af sigøjnere, af spansk nationalitet, og der i fandt hun også sin kærlighed, som hun med tiden undfangede fire døtre med. Den sidste blev født, da de havde boet der i tre år og Jenaro blev altså en alder af ti somre. Jenaro havde stadig samme beskyttende instinkt, som da han var mindre, dog blev han mere tempereret og fandt andre og mere komplekse måder at hævne sig på, end med vold. Det psykiske plan gav mere resultat, selv om han aldrig fik slukket ilden i sin sjæl.
Han var lutter positiv over Isidoras nye bekendtskaber, dog accepterede han aldrig manden, som sin fader, men hver af de små piger så han som helblods beslægtede søstre. Isi begyndte at lære sine færdigheder med nål og til de små, og da Jenaro fyldte 12 fik han lob at assistere i butikken med Manuela. Langsomt begyndte Isidora at trække sig tilbage, og da Jenaro fyldte 17 var det nærmest ham og Manuela der styrede, skønt Isi vågede over deres fremskridt.
Det endte med at det udadtil mest blev hans søstre der arbejdede i butikken. Han hjalp mest i baggrunden, da det er som om der generelt er mere tillid til hvis en kvinde værker tøjet, dog er han og Manuela nok de dygtigste i søskendeflokken til det. Han har altid en hånd med i spillet, og det på mere end en måde. Han sørger for at forsyne butikken med ”stamkunder” (ikke mindst hvis han har set sig sur på personen) og ridser diskret i stoffet med en nål, eller pren, så der ikke går lang tid før det trævler eller slides, og de nødsages derfor til at komme tilbage.
Klager de påpeger han dog altid at de ikke har passet godt nok på tøjet. Uanset hvad kommer de igen, af den ene eller den anden grund(…)
Evner:
Selv om Jenaro selv på mange måder synes at have mange svigefulde øjeblikke i London, tager han en del af de begavelser der falder ham naturligt for givet. De er ganske enkelt blevet en så normal del af hans hverdag, at han sjældent tænker over dem. Han er meget dygtig til sit embede, på trods af de relativt få år han har været i branchen. Der bliver lagt sjæl ind i ethvert af de stykker tøj han kreerer og han er ikke bleg for at være lidt opfindsom og udnytte sin kreativitet. En anden måde den kan komme til udtryk på er i musik.
Fra barnsben har han lært at spille lut, hvor han nogle gange kan bryde ud i sang, hvis han finder tidspunktet passende. Han finder nemlig poesi som værende let og kombinerer det ofte med improvisation, i en håndevending. Han har endda en ret karismatisk sangstemme. Da hans familierødder bunder delvist hos sigøjnerne kender han de fleste kanter og gyder af London, også steder hvor folk normalt ikke kommer. Dermed er han ikke helt så let at finde, hvis han nok engang ikke vil findes. Med hensyn til våbenbrug er han meget ferm til at bruge knive og lignende. Det kan godt siges som værende hans speciale at ramme de ting, som han sigter og kaster efter. Dog kan det siges at med hans svingende humør er det ikke altid en fordel..
Han fortrækker blandt englændere at blive kaldt ved fornavn (udtales Hay-va’n) og kan ligefrem blive irriteret hvis dette gøres anderledes. Det er mest hans familie og nære venner der kalder ham Jenaro, som han ser som sit ’rigtige’ navn, skønt Haven er blevet ham skænket ved dåben.
Alder: 27 år
Køn: Mand
Beskæftigelse: Skrædder
Nationalitet: Engelsk/spansk
Sprog: Taler engelsk med accent, flydende spansk og enkelt latin, i forbindelse med biblen.
Status: Ugift. Arbejderklassen.
Trosretning: Katolik til husbehov…
Udseende:
-Højde: 1,77 cm
-Vægt: 63 kg
-Hårfarve: Noget ala sort til mørkebrun afhængigt af årstiden.
-Øjenfarve: Dyb mørkebrun. Næsten sort.
Jenaro er en ungdommelig person, både i temperament og udseende. Hans hud er lettere gylden og hans krop er atletisk af bygning. Typisk ung herre med spanske aner. Man vil dog kunne ane at der er nogle britiske træk over ham, da hans far var englænder. Han ansigt er lidt spidst med den tilhørende maskuline træk og markeret kæbe. Han er meget påpasselig med sit udseende og plejer at barbere diverse skægvækst af. Det når aldrig at blive til mere end stubbe. Hans øjne har en meget intens, dyb farve. De bliver understreget af nogle lidt kraftige øjenbryn. Man fanger ham ofte med glimt blikket og et kækt smil på læben, som om han overvejer et eller andet.
-Det vil altså sige når hans mørke pandehår ikke er faldet ned i synet på ham. Hans hår er nemlig pænt pjusket og i forskellige længder, dog er hans pandehår længere end det andet. Hans pandehår går sådan cirka ned til starten af hans øjne og har det med at danne en lidt lusket skygge på hans ellers karismatiske ansigt. Han nægter at lade sig klippe og ses derfor ofte køre hånden igennem det, i et forsøg på at få mere styr på det.
Godt nok har han ikke særligt meget tøj, men siden han arbejder i familiens skrædderi har han let ved at anskaffe sig det for en lidt billigere pris, når der ellers er materialer til det. Det plejer at være noget hen af det afslappede, men bærer egentlig større præg af den spanske mode, end den engelske. Ikke mindst i farvevalget.
En kofte med løse ærmer, ofte i grå og med et læderbælte bundet rundt om. Når han oplever at skulle noget lidt ekstraordinært fint foretrækkes en grå skjorte, gjort i lidt finere stof. Begge tilfælde er ofte kombineret med tilhørende mørkebrune bukser, med bælte og korte, lukkede sko med spids snude, af sort ruskind.
I de køligere dage trækker han et langt, mørkegrønt beslag, med hætte over sig.
Han er desuden ejermand af et par langbladede daggerter og tager dem til rådighed, med jævne mellemrum, dog mest hvis han har ærinder at udføre omkring nattetide. Mest af alt som en sikkerhedsforanstaltning. I disse tilfælde gemmer han dem i sine klæder, så de ikke er lige til at få øje på.
Personlighed:
Jenaro lever sit liv stærkt præget af sine kære. Han er en meget loyal person, når man først er kommet ham nær og interesserer sig for deres velbefindende, i sådan en grad at han let bliver påvirket af deres humør. Og det i sådan et omfang at han kan få det direkte dårligt og har det med hurtigt at blive nervøs. Det kan næsten blive til anfald, hvor han opfører sig irrationelt og let bliver aggressiv. Han vil kort sagt gøre næsten alt for dem han holder af. Man skal dog ikke tro at han er naiv og kan udnyttes til det vanvittige, da han hurtigt opfatter hvad der sker omkring ham, hvad de enkelte situationer indebærer og hvad de kræver.
Blandt kvindfolk opfattes han af mange som besidderisk og krævende, idet at når han har sat sig for noget for fuldfører han det med en ustoppelig stædighed. Det påfalder ham dog sjældent selv at acceptere et nej fra andre, hvis det ligger på tværs af hans egne ønsker og meninger. Ifølge hans opfattelse har han næsten altid ret, hvilket han i mange tilfælde også ender med at få, da han ofte ser ting fra en lidt anden indfaldsvinkel end andre. Derfor er han nok en tand meget bedrevidende, når man modsætter sig ham. Der er mange der, trods hans lidt lave sociale rang opfatter ham, som en lidt truende rival, selv når han har sin bedste mine på, da han altid fremfører sig selv med en stor selvsikkerhed og bestemt ikke er bange for at bruge beskidte tricks.
Rør man en af hans egne står han ikke i vejen for at give andre igen og går i øvrigt ind for blodhævn, men når han selv kommer op at toppes mener han ikke at der er nogen grund til at de burde røre ham eller hans. Det er jo aldrig et eneste tilfælde hvor deres skade ikke er velfortjent (mener han i hvert fald). Mange modsætter sig ham kun med nøje vemod, da han med en rævs snedighed kan vende alt, lige fra verbale fornærmelser til hvis nogen skulle holde ham for nar og give dem det igen på de mest nederdrægtige måder. Ofte lader han dem hvile i troen om at alt er glemt, for så at slå ned på tidspunkter hvor de har alt andet i sinde.
Fanger man ham dog på en dag, hvor intet trykker ham er han karismatisk og venligtsindet. Han gør for det meste ting i sin bedste mening og nyder at være et midtpunkt, hvilket han let kommer til at være.
- Også når han mindst af alt ønsker det, når han eks. er sur. Hans udtryk og lyst til at hakke tilbage på hvad som helst, med en flabet bemærkning, fremkommer næsten på en helt komisk facon og når han ellers ikke er sur bliver han ofte humoristisk af ubevidst natur. Han er forholdsvist nem at komme på talefod med, dog nærer han en vis form for fremmedhad og kan derfor virke som reserveret, men han er blot mere kræsen med hvem han gider mænges med og hvordan. Specielt over for det modsatte køn, hvor han har gjort det til en sport at satse på de lidt højere æbler…
Fremmedhadet har han udviklet i etaper, og når han altså ikke ligefrem råber det kommer det til syne i små ting, som omstændighederne når han benytter sit fornavn. Man kan godt kalde det en distance han bruger, når han snakker med folk han ikke har et nært forhold til. Han har delvist gjort det som en overlevelsesstrategi, men der er også en dybere, mere ubevidst del af det.
Fortid:
Jenaro blev født I Sydspanien, i byen Sevilla . Hans moder, Isidora var en af byens dygtige syersker. Byens rige handelsmuligheder og overflod gjorde det let at skaffe stof og materialer, så hun manglede absolut ikke noget til dagen og embedet var let. Hun træf dog en sømand fra England og ikke efter megen tids kurtisering gik hun svanger og fik sin førstefødte. En søn hun valgte at døbe Jenaro. Hun blev trolovet i al hast, skønt der kunne gå lang tid mellem hans besøg og yderst tiltrængt, da hun et år senere fik en datter, Manuela.
Der gik igen et år hvor manden drog på søfart, efterladende Isidora med hans yngel. Isi var en meget pligt opfyldende mor og børnene voksede op uden megen onde. Jenaro var en livlig, lille og glad dreng med en stor forkærlighed til sin familie og behov for at forsvare sin lillesøster, nærmest af pligt og af den grund kom han tit op at slås. Isi opgav hurtigt at gøre op med de mange skræmmer knægten pådrog sig.
Da Jenaros fader vendte tilbage var han blevet 7 år og Isi lod sig overtale til at drage med ham til London, for at møde hans familie, men drengen var ikke så nem at overtale og det var først efter en del røverhistorier at den lille lod sig følge frivilligt med og måtte sige farvel til det trygge Spanien.
Det var dog ikke en nem tilværelse, der ventede dem og sømanden forlod dem, for at sejle til Den nye verden, hvor fra han aldrig vendte hjem. Isi havde ofte underskud af penge, men formåede dog med nød og næppe at samle nok til at åbne en lille butik, hvor hun kunne fortsætte sit embede. Hun tjente ikke lige så meget, som da hun boede i Sevilla, og hun savnede selskab. Jenaro var ikke videre imponeret og bed sig bitter på den manglende varme, hans far havde fortalt de ville blive mødt med. Han var dygtig til at lære sproget, som han kunne en del af i forvejen fra sin far, selv om sømandens foretrukne kommunikations sprog var spansk. Englænderne havde det med at være racistiske og hans unge sind tog det til sig. Isi var dog en varmblodet kvinde og den opmærksomhed hun fik, vendte hun hurtigt til noget positivt. Altså var hun et af de bærende punkter for den lille dreng og formåede altid at gøre ham i godt humør igen. Hun fandt en lille gruppe af sigøjnere, af spansk nationalitet, og der i fandt hun også sin kærlighed, som hun med tiden undfangede fire døtre med. Den sidste blev født, da de havde boet der i tre år og Jenaro blev altså en alder af ti somre. Jenaro havde stadig samme beskyttende instinkt, som da han var mindre, dog blev han mere tempereret og fandt andre og mere komplekse måder at hævne sig på, end med vold. Det psykiske plan gav mere resultat, selv om han aldrig fik slukket ilden i sin sjæl.
Han var lutter positiv over Isidoras nye bekendtskaber, dog accepterede han aldrig manden, som sin fader, men hver af de små piger så han som helblods beslægtede søstre. Isi begyndte at lære sine færdigheder med nål og til de små, og da Jenaro fyldte 12 fik han lob at assistere i butikken med Manuela. Langsomt begyndte Isidora at trække sig tilbage, og da Jenaro fyldte 17 var det nærmest ham og Manuela der styrede, skønt Isi vågede over deres fremskridt.
Det endte med at det udadtil mest blev hans søstre der arbejdede i butikken. Han hjalp mest i baggrunden, da det er som om der generelt er mere tillid til hvis en kvinde værker tøjet, dog er han og Manuela nok de dygtigste i søskendeflokken til det. Han har altid en hånd med i spillet, og det på mere end en måde. Han sørger for at forsyne butikken med ”stamkunder” (ikke mindst hvis han har set sig sur på personen) og ridser diskret i stoffet med en nål, eller pren, så der ikke går lang tid før det trævler eller slides, og de nødsages derfor til at komme tilbage.
Klager de påpeger han dog altid at de ikke har passet godt nok på tøjet. Uanset hvad kommer de igen, af den ene eller den anden grund(…)
Evner:
Selv om Jenaro selv på mange måder synes at have mange svigefulde øjeblikke i London, tager han en del af de begavelser der falder ham naturligt for givet. De er ganske enkelt blevet en så normal del af hans hverdag, at han sjældent tænker over dem. Han er meget dygtig til sit embede, på trods af de relativt få år han har været i branchen. Der bliver lagt sjæl ind i ethvert af de stykker tøj han kreerer og han er ikke bleg for at være lidt opfindsom og udnytte sin kreativitet. En anden måde den kan komme til udtryk på er i musik.
Fra barnsben har han lært at spille lut, hvor han nogle gange kan bryde ud i sang, hvis han finder tidspunktet passende. Han finder nemlig poesi som værende let og kombinerer det ofte med improvisation, i en håndevending. Han har endda en ret karismatisk sangstemme. Da hans familierødder bunder delvist hos sigøjnerne kender han de fleste kanter og gyder af London, også steder hvor folk normalt ikke kommer. Dermed er han ikke helt så let at finde, hvis han nok engang ikke vil findes. Med hensyn til våbenbrug er han meget ferm til at bruge knive og lignende. Det kan godt siges som værende hans speciale at ramme de ting, som han sigter og kaster efter. Dog kan det siges at med hans svingende humør er det ikke altid en fordel..
