Dagen går på hæld

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Theodore nikker til hende og forsikrer igen: "Det bliver ikke længe."
Derpå vender han sig om og bevæger sig de sidste par fod op mod baren og Wilfred, idet han skæver efter den fremmede der netop passerer ham. Kaptajnen bemærkede udmærket det skeptiske blik han fik fra den fremmede, men vælger at ignorere det, trods han undres en kende over hvad en så fornem herre gør her i kroen. Det var noget af et sammentræf.
Theodore lægger sine pansrede underarme på bardisken med en eftertrykkelig lyd af jern der rammer træ og sender Wilfred et sigende blik, idet han skæver til Lady Tahne.

"Jeg er tilbage om lidt. Lad ikke nogen antaste hende så længe." Siger han til kromanden. Tonen i hans stemme er venlig, men bydende, dog når man kender Theodore ved man godt, at han har det med at give ordre uden selv at lægge mærke til det.

[Emil den Almægtige]

Wilfred nikker til John med en undren, men vender hurtigt opmærksomheden tilbage til Theodore. Havnen.. hvad skal han dog der.

Wilfred ser på Theodore med et næsten medfølende blik og siger så så lavt at kun Theodore kan høre det; "Det fører ikke noget godt med sig Theodore. Det er aldrig godt når fine folk blander sig i den almene befolknings gøremål." Han ryster på hovedet og vifter ud med den ene arm.. "Men det er for sent nu. Smut du blot, jeg skal nok holde øje med frøkenen."

[Knight of Camelot]

((Tahne))

Lady Tahne bliver demonstrativt og tålmodigt siddende på sin stol med en holdning, der kun kan matches af en dronning. Hun kaster af og til et blik omkring sig, som tydeligt vidner om, hvad hun synes om den snuskede kro.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Det er ikke at tanken ikke har strejfet Theodore selv, for det var ærlig talt ikke med hans gode vilje, at han takkede ja til invitationen, selvom man umiddelbart godt kunne tro det. Fin mad i fornemt selskab lyder herligt, men man kunne frygte at der lå en bagtanke bag, eller andet, som rækker langt ud over hvad en kaptajn har fantasi til at forestille sig. Han vil helst heller ikke kendes ved det, men han bliver en anelse nervøs ved tanken om det fine selskab.
Alligevel lader han en svag kulde stige op i sit blik da han svarer Wilfred.
"Jeg kan passe mine egne sager." Derpå nikker han afmålt til kroværten og begynder at vandre mod trappen for herefter at fortsætte op mod sit kammer ad trappen med hurtige, hjemmevante skridt, der åbenbart kan bestige en trappe iført rustning uden de store problemer.

Da døren går i bag ham er Theodore hurtig til at afklæde sig sit panser, som bliver placeret i hjørnet af det firkantede rum. Også den svedige skjorte flår han over hovedet og smider på sengen, før han slår låget op til dragkisten, der indeholder de fleste af hans egendele. Fra bunden fremdrager han en simpel, rødligt brun skjorte og en mørk vest, begge dele i fin stand, men idet han prøver det på, går det op for ham, hvor længe der er gået siden han sidst bar den beklædning. Sandt at sige kan han slet ikke huske hvornår, men vesten synes ham dog en kende strammere end han erindrede. Theodore ejer ikke et spejl, så han må tage sig selv i øjemål med et blik nedad, og prøver at spejle sit ansigt og hår i rustningens brystplade, skønt han normalt sagtens kan rette sin frisure uden et spejl. Han ligner da frygteligt meget sin bror i denne mundering. Da han først kommer til at tænke på det, er det næsten lige så han ikke holder sit eget spejlbillede ud, og det hænder ellers ikke så tit for den kønne, unge kaptajn. Men det bliver ikke bedre. Tøjet ville være fine klæder for en fattig mand, men i selskab med adelige lever det bestemt ikke op til standarden.

Da han for tredje gang har prøvet at glatte en krølle i hjørnet på vesten, sukker han dog dybt og opgivende og ranker sig let, før han igen træder ud og begiver sig ned i krostuen.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

De mange krogæster har stadig ikke trukket hovedet til sig og Wilfred sender dem et advarende blik.
På trods af frøkenens åbenlyse afsky for hans elskede kro glatter Wilfred på skjorten og går hen til selv samme bord som Theodore og han sad og talte tilforladeligt ved for kun få minutter siden. Kroværten klistrer et smil på læberne og bukker for ladien.

"Kære frøken kunne jeg ikke friste dem med lidt at drikke eller spise mens de venter?" Årtier som krovært har lært Wilfred hvad fine damer som hende spiser og drikker udenfor middagsmåltidet.
"Jeg har mange gode vine importeret fra Frankrig og Spanien og frisk frugt med honning er selv en dronning værdig."
Jeg gad godt se hende rynke på næsen efter at have smagt det. Ikke at Wilfred rent faktisk regner med at hun har tænkt sig at tage imod tilbudet.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

Lady Tahne ser på kroværten foran sig med et blik, som om hun overvejer, hvor vidt hun vil indtage noget, hans hænder har rørt ved.
"Fransk vin skulle være den bedste på denne årstid," svarer hun så. Det er ikke en afvisning.

[Julie den Ærværdige]

((I må godt poste en runde mere, så kommer Theodore lidt senere. Det tager lidt tid for ham, så mon ikke Tahne kan nå at få sin vin xD))

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred ser hendes blik, men står stille som en statue. End ikke en trækning. Sådan en arrogant lille frøken skal ikke fratage ham sin værdighed. Han bukker om end dybere og forsvinder hurtigt om bag bardisken igen. Wilfred åbner den tunge trælem i gulvet og går ned ad en smal trappe. Hernede i kulden under jorden omgivet af stenvæge på alle fire sider har Wilfred sit vin- og øllager. Kun en anden vej fører op fra kælderen og ud i baggården, men den er låst lige nu. Wilfred tager en lille olielampe der hænger i loftet og går ned langs en stor vinreol fyldt med flasker af mange forskellige former og størrelser. Efter at have nærstuderet en bestemt del af reolen udvælger Wilfred en støvet flaske med et segl på og smiler lumsk til mørket.

Efter hvad der sikkert virker som en rum tid for Lady Tahne står Wilfred igen pludselig ved bordet. Han placerer et fint messingbæger foran hende med et kort buk og hælder en mørk dybrød væske i bægeret med en ellers uhørt elegance. Det smil Wilfred giver hende er et ægte og næsten triumferende smil denne gang. "Fra de kongelige vinmarker i Frankrig. Håber den falder i deres smag."
Kroværten sætter straks proppen i flasken og træder et par skridt tilbage for at iagttage frøkenens reaktion.

[Knight of Camelot]

((Tahne))

Tahne ser kort på messingbægeret. Så løfter hun det langsomt med en elegant bevægelse fra bordet og tager en lille slurk af indholdet. Hun synker, rynker panden, spidser læberne eftertænksomt.
"Den er god." Hun giver Wilfred et kort, næsten usynligt nik. Han skal ikke føle sig alt for sikker.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred. Så springer vi Theo over igen))

Grundet hendes stolte natur er det vist hvad Wilfred turde håbe på. Det triumferende smil forlader ikke Wilfreds mundvig da han giver et kort nik som tak. Et kompliment fra hende er vist en sejr i sig selv. Da han svinger rundt er Wilfred lige ved at tabe flasken da en kropige er ved at gå ind i ham med et par skåle mad. Han griber febrilsk om flasken før den falder nogle vegne igen. Sved pibler frem på hans pande. Flasken har kostet ham dyrt og det ville være synd at spilde selv den mindste dråbe. Pigen fryser på stedet og ser næsten lige så chokeret ud som Wilfred. Hun forventer helt klart en reprimande fra kroværten.

"Hvad står du der og glaner for? Server nu bare maden inden den bliver kold." Wilfred siger ordene med en vis hårdhed, men bløder dog lidt op i stemmen hen ad vejen og ser ikke nær så sur ud som det kunne lyde til. Han ryster på hovedet og puffer hende roligt af sted mod de sultne gæster. Selv går han rundt til sin vante plads bag disken og placerer den dyrebare flaske et sted skjult for tørstige øjne.

[Knight of Camelot]

((Tahne))

Den unge Lady Tahne bliver siddende og nipper let til sin vin, mens hun venter tålmodigt på den unge kaptajn, der skal følge hende hjem. Personligt aner hun ikke, hvorfor Cate absolut ville se ham til middag. Men det er ikke hendes sag at beslutte det. Det er Cates hjem. Cate bestemmer, hvem hun ønsker at se i sit hjem. Om det så er en simpel Kaptajn.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Den unge dame får dog ikke lov at sidde og nyde de franske dråber ret længe, for blot et øjeblik efter dukker kaptajnen op på trappen igen. Nu afklædt sin rustning og iført en betydeligt mindre intimiderende, men også mindre imponerende påklædning. Tøjet er da nydeligt og ikke af dårlig kvalitet, men må bestemt virke simpelt i forhold til den standard, Lady de Jupalle er vant til. Nu da Theodore ikke længere har overkroppen kapslet ind i metal, lægger man også bedre mærke til hans egentlig temmelig spinkle kropsbygning. Hans ranke holdning og kølige mine har han dog ikke smidt sammen med rustningen.

Han hilser nok en gang den fornemme dame med et let buk.
"My lady." Siger han og ser på hende.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Fra sit skjul bag disken observerer Wilfred blot tingenes gang uden den store indblanding og begynder så småt at vende tilbage til sine værtslige pligter igen. Han holder sig dog i hørbar afstand i tilfældet at der kommer flere interessante informationer, man skulle ønske at vide.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

Lady Tahne rejser sig i en elegant bevægelse og sætter sit glas fra sig på bordet. "Jeg er rede til at gå, Kaptajn," siger hun værdigt og retter på sin kostbare kappe. Hendes blik søger kort Wilfreds. "Tak for vinen."

Hun vender sig igen mod den unge kaptajn, som om hun forventer, at han fører an ud af kroen.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Theodore lader et blik glide fra vinglasset på bordet til kroværten og får et uudgrundeligt blik i øjnene, der givet vis forsøger at fortælle kroværten noget, eller bare udtrykke en snært af utilfredshed. Af en eller anden grund virker kaptajnen ikke særlig begejstret for kroværtens udskænkning til den fornemme dame. Han gør dog ikke noget større nummer ud af det, vender sig blot for at følge Lady de Jupalle ud.
"Efter Jer, Mylady." Siger han i en ligeså værdig tone.