Dagen går på hæld

[Julie den Ærværdige]

((Theodore. Jeg gør opmærksom på at dette foregår nogen tid efter de to andre tråde der er i gang )

Snart går dagen på hæld, men det er sensommer og varer endnu længe før Guds sol forsvinder i øst. Man kunne dog godt ønske sig at den forsvandt lidt før, for det er stadig hedt, især for kaptajnen der ikke just er klædt på til en hed sommerdag. Først da han slår døren op til Marthas kro og vanligt befrier sit hoved for hjelmen, mærker han for alvor trætheden i kroppen og hvordan det snurrer bag øjnene. Hånden glider gennem det brune hår der er mørkt af fugt, før han udser sig det første det bedste ledige bord. Bordet er i nærheden af et vindue, så han kan nyde luften udefra og samtidig få en velfortjent pause fra den brændende sol. Han sætter sig tungt i stolen.
Denne dag har været noget anderledes fra hvad han er vant til, men forandringen var ikke til det bedre, skønt den indebar et møde med kvindfolk han ellers sjældent ville komme i tale med. Det opvejer ikke den kendsgerning at en gudsbespotter stadig er på fri fod og at Theodore bærer ansvaret på sine, ganske vist pansrede, men dog skrøbelige skuldre. I hans situation ville nogen sikkert søge til Gud eller helgener om hjælp, men Theodore har personligt aldrig fundet megen trøst i sin tro, skønt den i sig selv er stærk nok. Mon ikke Fader Lionel, den gamle abbed, har fundet ud af noget mens Theodore har været i de fornemme kvarterer.
Mens han spekulerer ser kaster han også et flygtigt, søgende blik rundt i kroen efter Wilfred Badger eller i det mindste en af kropigerne, der forhåbentlig helt automatisk vil bringe ham en øl.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

I det han kikker op er netop en af kropigerne på vej mod hans bord, med stort krus øl. Pigen er nok 10 år yngre end kaptajnen og ikke særlig høj. Hun sætter kruset fra sig med et smil og et nik. Noget eller nogen bag Theodore fanger hendes blik og hun forsvinder hurtigt videre til næste servering. I samme øjeblik passerer Wilfred forbi de pansrede skuldre og sætter sig ned overfor, uden at have spurgt om lov.

"Hør Theodore, hvad er det jeg hører udefra byen? Falder folk nu fra skyerne?" Mumlen og snak og dagens store begivenhed kommer fra mange borde. Det lader til folk er næsten lige så interesseret i hvad der får en mand til at springe ud fra et kirketårn som de er i at have fået en ny konge.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

I det samme går døren op ind til krostuen, og en slank skikkelse klædt i en let, mørkeblå kappe med sølvbroderier langs kanten træder ind i den lille krostue. Ud fra kropssproget og påklædningen er det tydeligt at se, at det er en kvinde. En meget fornem kvinde endda.
Kvinden slår hætten på sin kappe ned og ser sig omkring. Den unge kaptajn må kunne genkende hende.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Da den gamle krovært sætter sig ned foran Theodore, afbrydes han i ville sige noget til den unge kropige, men hvad end det var når det aldrig at forlade hans læber, og han vender i stedet opmærksomheden mod Wilfred. Kaptajnen drikker af sin øl før han svarer. Man kan se at han er taknemmelig for at få slukket tørsten.
"Ja, en olding kastede sig ud fra kirkespiret, efter at have forbandet kongen," Forklarer Theodore kort og med en ganske rolig mine, han har efterhånden forklaret det nok gange til ikke længere at blive bestyrtet af det, selvom det var en rædsom oplevelse.

Før den unge kaptajn dog når at ytre mere, afbrydes han for anden gang, da noget fanger hans blik. Han genkender udmærket Lady de Jupalle, men et slår det ham, at han må se syner, for hvad kan den dame dog bestille her? På en simpel kro?
Usikker på hvordan han bør reagere henvender han sig blot til Wilfred og nikker ubemærket mod døren:
"Nu får du minsandten fint besøg. "

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Det lader til at Wilfred er tilsvarende taknemmelig for at sidde ned lidt. Det er dog en stakket frist lader det til. Den halvgamle kromand rynker brynene da Theodore pludselig synes at tabe tråden. Han følger Theodores øjne mod døren og springer hurtigt op fra stolen. Han fanger lige bordkanten på vejen og bander sagte. Sagte nok til at kvinden ved døren ikke hører ham, men højt nok til kaptajnen hører hvert et ord.
Flere af kropigerne og krogæsterne kikker måbende mod den nyankomne. Fornemme kvinder har været i kroen før, men aldrig uden en mands følgeskab og det hører til sjældenhederne. Wilfred bukker for kvinden og slår ud med armene.

"Velkommen til min ydmyge kro milady, hvad kan jeg jeg hjælpe dem med?"

[Knight of Camelot]

((LAdy Tahne))

Lady Tahne nikker let til kroværten. Hun holder sine smukke hænder skjult inde i kappen. De skal absolut ikke røre ved noget i krostuen, selvom der ser ganske rent og pænt ud.
"Jeg søger Kaptajn Northwood," siger hun med en fast, myndig stemme.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Selv efter at Wilfred har taget over, kan Theodore ikke lade være med at have opmærksomheden rettet mod Lady Tahne, så han hører hvad hun siger og rejser sig øjeblikkeligt.
Da han når hen ved siden af kroværten bukker han let for ladien.
"Til Jeres tjeneste, Lady de Jupalle." Hilser han roligt, for inderst inde vil han gerne have alle andre til at høre, at han kender hendes navn.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred skal lige til at svare ladien da Theodore dukker op ved siden af ham. Han ser undrende fra den ene til den anden indtil han fanger sig selv i at stå og måbe som de andre krogæster. Han træder et skridt tilbage og bukker igen til Lady de Jupalle.

"Siden de har fundet hvad de søger vil jeg trække mig igen. Sig endelig til hvis ønsker min hjælp til andet." Wilfred går hurtigt rundt om bardisken, mens han skæver til Theodore.
Hvad har knægten dog nu rodet sig ud i.. Theodore er selvfølgelig ingen knægt, men Wilfred husker stadig dengang Theodore ikke var højere end hans bardisk og nogle gange ser han ham stadig bare som en stor knægt.
Wilfred begynder at tørre et rent krus imens han sniger sig til at lytte til kaptajnen og ladiens samtale.

[Knight of Camelot]

((Lady Tahne))

"De sagde i Whitehall, at De boede her," svarer Lady Tahne og kaster endnu et granskende blik omkring sig. "Min kusine sendte mig. Cate vil gerne se Dem til aftensmåltidet i hendes hjem."

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

Det er tydeligt at se på kaptajnen at han bestemt er overrasket, måske både over at se Tahne så hurtigt og over den invitation, hun bringer ham. Han skæver kort med Tahnes blik rundt i kroen og sender et advarende blik til hvem end der måtte glo for upassende på en fornemme lady.
Hans øjenbryn løfter sig da let til Tahne, og selvom han er træt og har travlt, svarer han det som man bør:
"Hvor venligt af Lady Anvil." Siger han. "Den gæstfrihed takker jeg ikke nej til."

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred gør store øjne da han hører invitationen og stopper kort med at pudse kruset. Han stirrer på Lady Tahne ud af øjenkrogen som var han ikke sikker på om hun rent faktisk var der eller om hun var en gejst. Han ryster sej ud af det. Han har jo lige talt med hende, men hvad vil en fin dame som hende med Theodore. Det forstår han ikke. Det ligner dem ikke at mænge sig med pøblen på den måde. Wilfred rynker brynene. Stille og roligt uden at virke fortravlet kanter han sig hen til køkkendøren og forsvinder ind ad den.
Snart efter kan den opmærksomme spotter se et æblekindet kvindeansigt titte frem fra døren og kikke i retning af Lady Tahne og Theodore.

[Knight of Camelot]

((Tahne))

"Det vil glæde min kusine," svarer Lady Tahne med et afmålt smil. "Så vil De ikke have noget at indvende mod at eskortere mig tilbage til hendes hjem. Gaderne virker så frygtelig dunkle på denne tid."

((John Tanner))

I det samme kommer en ung mand gående ned ad trappen fra første salen. Han er igang med at trække et par handsker på, men hans bevægelser standser dog brat, da han får øje på den fornemme adelsdame midt i krostuen. Han stopper op på trinene og stirrer på hende, som om han må tro, at hun mindst er et febersyn.

[Julie den Ærværdige]

((Theodore))

"Det ville være mig en ære, Mylady." Svarer den unge kaptajn prompte. "Hvis I dog vil have mig undskyldt et øjeblik, man ville gerne... tage sig mere civiliseret ud." han banker en enkelt gang i mod rustningen der dækker hans bryst, for at understrege hvad han mener. Det er jo ikke ligefrem fordi han har tænkt sig at skifte tøj, for han har ikke så meget andet at skifte til. Hvis han er heldig kan han måske finde en ren skjorte på bunden af dragkisten.
han kniber øjnene sammen og skæver rundt til Wilfred og resten af krostuen, før han tilføjer som en eftertanke:
"Vær dog vis på, at jeg ikke vil lade en så fornem dame vente her længere tid en højst nødvendigt."

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred står i døren til køkkenet og lader til at tale lavmælt med en der står ude af syne på den anden side af døråbningen. Han skæver til siden og ligger pludselig mærke til den unge adelsmand på trappen og Theodore der ser på ham. Det giver et lille hop i ham og en dårlig imitation af en person der ikke prøver at skjule noget går tilbage til bardisken med et anstrengt smil på læberne.

"Kan jeg hjælpe med noget?" Spørger han med det samme Theodore.

[Knight of Camelot]

((Tahne))

Lady Tahne nikker. "Meget vel." Hun ser på ham, som om hun mener, at det næsten er en skam, at han ikke kan skaffe sig selv et bad.
Så sætter hun sig ned på en stol ved bordet, hvor den gode kaptajn sad før. "Jeg venter."

((John Tanner))

Den unge adelsmand ser noget skeptisk på Theodore, som om han ikke helt tror på, at denne har noget med sådan en fornem dame som Lady Tahne at gøre. Han siger dog ikke noget, men går de sidste trin ned ad trappen og nikker til Wilfred. "Hvis man ønsker at tale med mig, er jeg på havnen," meddeler han kort for hovedet.