Hvor alle eventyr ender!

[Anne den Forsigtige]

((Fortsættelse fra: Alle veje fører til Markedet))

((Cecilia))

Den lille Rose er den første til at åbne døren ind til Marthas kro, med et stort smil på læberne og en ivrig trippen, venter hun i dør åbningen indtil Paulina og hendes mor er kommet ind. Da de kommer går hun pænt ind i kroen selvom det er nemt at se den lille piges iver.
Cecilia følger med, og ser sig rundt omkring i den prægtige kro efter et tomt bord, som der sikkert er et par stykker af. Hun går hen til det nærmeste efter at have givet et smil og et anerkendende nik til de kropiger der eventuelt skulle være, og som hun sikkert har mødt mange gange før.
Hun sætter sig på en stol, med en gravid kvindes prusten.
,, Årrh, det var skønt! Den stakkels ryg bliver efterhånden udsat for lidt for meget...", siger hun med et smil, og ser efter Rose.

Rose løber i mellem tiden op til krodisken og leder efter kroens ejer: Wilfred, med et håbefuldt blik.

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Paulina følger efter Cecilia ind i kroen. Hun har altid godt kunnet lide stedet, og dets særlige, hyggelige, atmosfære. Da hun træder ind retter hun lidt på sit tøj, og ranker lidt op i sin holdning. Med imponerende elegance følger hun Cecilia til et ledigt bord. Det er for Paulina vigtigt at vise sig fra sin bedste side. Mange af kropigerne er fra Herren's side velsignet med et ganske godt ydre, og Paulina har flere gange forsøgt, at rekrutere dem til sin forretning. Skal det nogensinde lykkes er det vigtigt med en vis udstråling.

Hun sætter sig ned overfor Cecilia, og ser en anelse bekymret på denne.
"De bør ikke anstrenge Dem for meget."

[Emil den Almægtige]

((Wilfred. Jeg gør opmærksom på at dette foregår umiddelbart efter "En ganske særlig dag"))

Kropigerne smiler alle tilbage til Cecilia. Hun er vellidt i kroen og ikke mindst den lille Rose. Bag bardisken kravler Wilfred op fra stenkælderen hvor han opbevarer sin øl og vin. Han stiller en støvet flaske på disken og opdager med det samme den lille Rose på den anden side af bardisken. Wilfred læner sig storsmilende indover disken og kikker ned på den sødeste lille pige han kender.

"Jamen er det ikke lille Rose der er kommet for at besøge mig? Sikke fin du er idag."

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Cecilia smiler da hun kan skimte Wilfred komme til syne og tage Rose's fulde opmærksomhed. I den viden at hendes datter er i gode hænder hos den rare Hr.Wilfred så vender hun opmærksomheden imod Paulina igen, og ryster afværgende på hovedet til hendes udtryk for bekymring, imens hun lægger sine hænder på maven og nusser den lidt med tommelfingeren.

,, Det skal De ikke tænke på.. den gamle ryg har båret to andre af den her slags før, og er endnu ikke slidt op endnu.. så det klare den sikkert også den her gang! Man kan jo altid håbe det bliver en dreng, så han kan bruge nogle af sine voksne år på at gøre gengæld, og løfte ting for sin mor i fremtiden..", Cecilia satte derefter af i et varmt grin, for så at få et betænksomt udtryk, og sukke.
,, Men endnu en lille pige ville nu også være rart..", konstaterede hun og smilede stort.

Imellem tiden havde den lille Rose jo fundet sin Wilfred, og da kroværten læner sig ind med et stort smil og hilser på hende, til og med giver hende et kompliment, rødmer den lille pige forlegent, så der kommer en lyserød farve over kinder og næseryg. Hun snurre dernæst rundt så den brune kjole står til alle sider:
,, Jae! Er den ikke flot, mor har selv syet den til mig, så jeg kunne være smuk til når kongen skulle fejres! Og ved du hvad?!", den lille piges øjne blev store som hun stoppede med at snurre rundt, og lidt halv rundtosset satte sig for at kravle op på en af bar stolende ved disken.
Da hun var kommet derop, ville hun læne sig hen imod Wilfred.
,, Kan du holde på en hem... hem..", hun tænkte lidt. ,,.. på noget?".

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Paulina føler sig en anelse mere beroliget. Det er i det mindste noget som Cecilia lader til at have erfaring med.

Da Cecilia nævner hendes forhåbninger omkring barnets køn, kan Paulina ikke lade være med at tænke på, hvordan hun selv ville have det. Generelt håber de fleste nok på en dreng, men Paulina har altid ment, at en pige kan være lige så godt.

Paulina skæver mod Rose, som lader til at have fundet Hr. Badger.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred hæver øjenbrynene, nikker så bestemt og blinker til Rose. Han læner sig lidt ind over disken og vender sit hoved lidt på skrå så den lille pige kan hviske sin hemmelighed til ham.
Kromanden lader til for et øjeblik at have glemt alt om krostuen, men med fire trofaste kropiger farende rundt mellem bordene med øl og mad er der nu ingen der lider nød.

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Cecilia fulgte Paulinas blik som det lagde sig på Rose, og blev et øjeblik grebet af dårlig samvittighed. Her sad hun, og plaprede løs om hende små øjestene, imens at den barnløse Paulina måtte føle sig meget overset.
De lyse grønne øjne gled hen på Paulina igen og med et smil lænede hun sig lidt frem:
,, Hør.. det er måske en smule tidligt, men hvad siger De til at komme til middag i skoven engang? De må da trænge til en masse frisk luft efter at gå rundt herinde hele dagen?", et stort og forventnings fuldt smil bredte sig på Cecilias læber imens at hun fik sit velkendte ravne glimt i øjnene.

Rose der bravt havde bestiet stolen, lænede sig ligeså hen imod Hr. Badger, satte en hånd op for den ene side af munden, som børn har for vane at gøre når de vil hviske ting, og være hemmelighedsfulde, og hviskede til ham:
,, Jeg syntes faktisk han er meget smuk!", hviskede hun, og fniste derefter.
Men kort efter blev hendes øjne store igen, og hun hviskede endnu engang: ,, Jeg har noget til Dem.. men De må ikke fortælle det til mor...", den lille pige grab derefter fat i en lille læder pose der agerede pung og som hang i en lille snor omkring hendes hals.
Op fra den fisker hun en ,blød, blålig sten op, og rækker den ud til Hr. Badger.
,, Jeg fandt den i går, da mig og Cedric legede.", forklarede hun.
,, Men ikke vis den til mor, hun bliver bare ked af at jeg ikke har fundet en til hende endnu!", tilføjede den lille pige med et alvorligt udtryk.

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Paulina smiler stort. "Ih jo det vil jeg da frygteligt gerne. En smule frisk luft ville gøre godt"
Hun kommer alt for lidt ud af London for tiden - har alt for meget at lave. Skønt det ikke er en dårlig ting at være beskæftiget, så savner Paulina nogle gange at komme lidt udenfor. Dog nærer hun ingen tvivl om, at et liv på landet nok ikke er hende. Hun elsker byen og dens travle liv.

"Tror De, det ville være muligt? Tror De, at deres mand vil det?"

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred ler da Rose fortæller hvad hun synes om kongen. Da hun rækker ham den blå sten er Wilfred et stort smil. Han tager stenen mellem tommel og pegefinger og holder den op for øjet. "Sikke dog en pæn sten. Mindst så pæn som de ædelsten der sidder på din konges krone." Han skubber nænsomt stenen ned i sin brystlomme og klapper den hurtigt med en flad hånd. "Jeg skal nok passe godt på den og bare rolig, jeg siger ikke noget." Han blinker forsikrende til pigen der hænger ind over disken.

Wilfred retter sig pludselig, strækker sig og ser smilende ned på Rose. "Men nu er det vist min tur til at finde noget til dig. Sæt du dig bare ned til din mor så kommer jeg om lidt."

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

En varm latter kommer fra Cecilia, hvilket for hendes fregnede kinder til at blusse en smule op i en lyserød farve. Skam ikke fordi hun rødmer af at være forlegen eller genert, men blot noget der sker når hun føler noget meget inderligt, og Paulina for så sandelig lattermusklerne til at arbejde med hendes forundrende spørgsmål.
Cecilia nikker langsomt, imens hendes mindre latter holder inde:
,, Han er en god mand, og jeg tror skam ikke han ville have noget imod et besøg fra en af Guds tjenere.", svare hun og smiler stort.

Rose smiler meget stort og stolt som Wilfred giver udtryk for at han kan lide hendes gave. Idet han nævner at han også har noget til hende, fyldes den lille pige med en sådan glæde at hendes læber skilles fra hinanden og hun ser måbende på Wilfred med store øjne:
,, Til mig?!".
Hun lukker munden hurtigt og nikker bestemt, hvorefter hun kaster sig målbevidst ud i at komme ned fra stolen, for at løbe hen til hendes moder og den smukke Paulina: kort glemt alt om at være en fin dame.
Uden det mindste kvæk, sætter hun sig på en af de stole der er rundt om bordet, og ser sig søgende overskulderen for at se efter Wilfred!

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Paulina smiler en anelse forlegen. Det er vidst en god ting, at der, så vidt Paulina ved, kun kommer en Northwood hos hende, og at denne er Kaptajnen. Ikke fordi Cecilias mand ikke er velkommen, men mere fordi han er heldig nok til at være gift med en som Cecilia og...

Nærmest som kaldet, og inden Paulina kan tænke tanken til ende, kommer den yndige lille Rose tilbage til bordet. Paulina kan ikke lade være med at smile, når hun ser hende.
Hun ser tilbage mod Cecilia.

"Det lyder dejligt."

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred er væk en rum tid, men det er som om en sødmefyldt duft begynder at blande sig med stegeosen, og den kraftfulde stuvning. Et mindre brøl lyder ude fra køkkenet før det forstummer kort efter. Snart efter kommer Wilfred med hastige skridt gående hen mod bordet hvor Cecilia og Paulina har placeret sig. Han bærer et stort fad der damper heftigt og dufter fantastisk som han kommer nærmere. Wilfred sætter fadet midt på bordet og sutter et par dråber honning af sin røde tommeltot.

"Vær så god; friskbagte honningkager til de damer." Han bukker uformelt som om han lige har givet et nummer. Honningkagerne er klistret godt ind i honning så at spise kagerne uden at grisse sig til lader til at være en umulig opgave. "De skulle lige være færdige først." Siger han undskyldende henvendt til Rose. Først der ligger Wilfred mærke til Cecilias gæst og en skygge glider over hans glade ansigt. Lige så hurtigt som den er ankommet forlader skyggen dog hans ansigt igen for at erstattes af en høflig mine. "Frøken Sancha." Han giver et nik som hilsen. Han trækker en stol hen fra et nabobord og sætter sig ned med et smil til Cecilia.

[Anne den Forsigtige]

((Cecilia))

Cecilia smiler blot til Paulinas konstatering om at det ville være dejligt med en tur i skoven. Derefter ligger også Cecilia hendes opmærksomhed på sin smukke datter der virker meget opsat på at finde et eller andet. Med et venligt smil og et lille rynk med brynende spørger hun hende:
,, Fandt du Wilfred, Rose?".
Pigen ser hen på sin moder så det krøllede hår står ud til alle sider idet hun drejer ansigtet imod dem med stor hast.
,, Mhm!", lyder det hvorefter hun ser op imod bar disken igen.
Det ene af Cecilias rød-blonde øjenbryn bliver skudt i vejret af hendes datters manglende opmærksomhed, og hun ser lige så afventede op imod kro disken i et par minutter, inden at en sødelig duft sejler igennem lokalet, og den kære Wilfred kommer gående med årsagen til den.
Roses ansigt lyser op da hun ser fadet med honningkagerne, den lille piges simple lykke har ingen grænser og i det kagerne bliver sat ned ser hun da også ufattelig sultent på de dampende honning lækkerier.
Cecilia blinker et par gange, og ser en smule forundret op på Wilfred først idet denne slutter sig til selskabet.
,, Jamen, Willfred dog.. det er alt for meget..", hun ser ned på Rose, som også ser hen på sin moder.
Noget intern foregår et øjeblik imellem mor og datter, inden at Cecilia ligger sine øjne på Wilfred igen og smiler stort tilbage.
,, Du forkæler os jo!".

[Kasper den Modige]

((Paulina))

Paulina nikker venligt til kroejeren som han kommer gående med det store fad.

"Hr. Badger. Altid en fornøjelse."

Paulina og Wilfred ser måske ikke øje til øje altid, men hun har bestemt ikke noget mod manden. Den eneste stridighed, der er imellem dem, er den evige kamp om de kønne kropiger, som Wilfred har. For Paulina er det en skam, at så kønne unge kvinder ikke kan udnytte deres fulde potentiale. I Paulina's branche kommer man langt med et kønt ansigt... og hvad der ellers hører til.

Hun kaster et blik ned på de klistrede, men dog velduftende, honningkager. At afslå sådan en gestus ville være uhøfligt. Hun ser op på kroejeren, som han trækker en stol op.

"Det er virkelig alt for meget" stemmer hun i.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred trækker været dybt i det han sætter sig og møder Paulinas blik. Det kræver godt nok lidt viljestyrke sådan at sætte sig ned og tale tilfordrageligt til lige netop den kvinde. Wilfred synes ikke just om hendes erhverv og hendes lidt for store interesse i de ansatte. Det er jo netop for at holde dem ude af sådanne nedværdigende erhverv at Wilfred har dobbelt så mange kropiger ansat som der er brug for. Det ville man aldrig få ham til indrømme hvis man prøvede, men i sandhed er Wilfred nu slet ingen slet person inden i.
Det "ugudelige" i Paulinas fremtoning generer ham dog ikke. Godt nok hænger der et fint trækors over kaminen, men det er mere for gæsternes skyld end hans egen. Wilfreds tro er for langt tid siden blevet rystet i dens grundvold.
Men det korte af det lange er at Paulina faktisk er en yderst høflig og venlig kvinde som han trods alt ikke kan få sig til at nægte adgang til kroen. Slet ikke når hun kommer i følge med Cecilia, men mon hun ved hvem hun har bragt med sig.
Wilfred ryster på hovedet og smiler hen over bordet til Rose.

"Nej da, slet ikke. Kagerne var jo allerede i ovnen. Jeg tror sørme min kok er synsk. Hun må ha vist at der ville komme nogle gæster der ville påskønne hendes kager.." Wilfred kikker rundt på dem og læner sig tilbage i stolen. "Men spis nu endelig. Er der ellers noget jeg kunne frist med?"