Post by Knight of Camelot on Jan 24, 2011 10:00:32 GMT -5
((Lady Tahne))
Lady Tahne sætter sig ned på den polstrede skammel foran det høje, tredelte spejl på hendes natbord. Hun har afklædt sig sin lange silkekjole og trukket i en lang, bølgende natkjole i hvidt, blødt bomuld. Ikke samme slags lærred som pøblen dækker deres krogede rygge med, men blødt, sart stof der hvisker om hendes ankler og glider let over hendes hud.
Hun løsner sit hår op og lader de lange, bløde lokker falde ned om sine skuldre. Tahne er født med brungyldent hår, men i et særligt lys ser det næsten rødtgyldent ud. Hun skubber sit hår om på ryggen og lader den tjenestepige, som netop har sat et vandfad på bordet foran hende, om at redde det igennem. Hundrede strøg. Intet mere eller mindre.
Rummet er badet i et varmt, blødt lys, både fra kærter i deres stager og den store kamin.
I modsætning til resten af huset. Hendes kusine er stadig i sorg over tabet af hendes mand. Turen til klostret i dag for at bede for hans udødelige sjæl havde dog gjort hende godt. Hun smilede og huskede at opføre sig som en stærk, ærbar frue, der tager modgang med oprejst pande.
Det banker på døren, og samtidig med at Tahne løfter hovedet efter at have studeret sine smukke hænder i vandfadet, kommer Cate ind.
"Forstyrrer jeg?"
Tahne trækker sine hænder op af vandfadet. "Slet ikke, Cate. Kom blot indenfor."
Cate lukker døren efter sig og går gennem kammeret for at sætte sig på skamlen ved siden af natbordet. Hun folder sine hænder i skødet. "Vil du bede sammen med mig i aften?" spørger hun.
Tahne drejer hovedet lidt mod sin kusine. Så smiler hun og rækker sin hånd ud for at lægge den over Cates. "Altid, min allerkæreste Cate."
Cate smiler svagt og nikker. "Jeg takker Gud for, at du blev. Hvordan skulle jeg nogensinde have klaret mig gennem dette Helvede uden din styrke ved min side?"
"Jeg kunne ikke bare efterlade dig."
"Selv da min mand døde..."
"Han er hos Gud nu." Tahne giver sin kusines hånd et klem.
"Ja." Cate nikker. "Og jeg har holdt dig borte fra dine egne pligter."
"Pligter?"
"Jeg så det blik, som du sendte kaptajnen i dag."
"Cate."
"Jeg siger det bare, Tahne. Du er stadig så ung. Du burde have fundet dig en mand nu. Hvad tænker din stedfader ikke om mig?"
"Så længe han ikke ytrer sine tanker, er det ikke min sag."
"Tahne! Sig dog ikke sådan noget!!"
"Hvis jeg skal giftes, skal det ikke være med en fiskers søn, som har haft held til at tiltuske sig titlen som kaptajn."
"Det sagde jeg heller ikke, Tahne, det var blot..."
"Du kom til at tænke på det." Tahne ler og klapper sin kusines hånd. "Slå dit sind til ro, kusine, ellers løber det fra dig og kan ikke finde dig igen."
Cate ler stille og kysser sin kusines hænder. "Hvad skulle jeg dog gøre uden dig, Tahne?"
Lady Tahne sætter sig ned på den polstrede skammel foran det høje, tredelte spejl på hendes natbord. Hun har afklædt sig sin lange silkekjole og trukket i en lang, bølgende natkjole i hvidt, blødt bomuld. Ikke samme slags lærred som pøblen dækker deres krogede rygge med, men blødt, sart stof der hvisker om hendes ankler og glider let over hendes hud.
Hun løsner sit hår op og lader de lange, bløde lokker falde ned om sine skuldre. Tahne er født med brungyldent hår, men i et særligt lys ser det næsten rødtgyldent ud. Hun skubber sit hår om på ryggen og lader den tjenestepige, som netop har sat et vandfad på bordet foran hende, om at redde det igennem. Hundrede strøg. Intet mere eller mindre.
Rummet er badet i et varmt, blødt lys, både fra kærter i deres stager og den store kamin.
I modsætning til resten af huset. Hendes kusine er stadig i sorg over tabet af hendes mand. Turen til klostret i dag for at bede for hans udødelige sjæl havde dog gjort hende godt. Hun smilede og huskede at opføre sig som en stærk, ærbar frue, der tager modgang med oprejst pande.
Det banker på døren, og samtidig med at Tahne løfter hovedet efter at have studeret sine smukke hænder i vandfadet, kommer Cate ind.
"Forstyrrer jeg?"
Tahne trækker sine hænder op af vandfadet. "Slet ikke, Cate. Kom blot indenfor."
Cate lukker døren efter sig og går gennem kammeret for at sætte sig på skamlen ved siden af natbordet. Hun folder sine hænder i skødet. "Vil du bede sammen med mig i aften?" spørger hun.
Tahne drejer hovedet lidt mod sin kusine. Så smiler hun og rækker sin hånd ud for at lægge den over Cates. "Altid, min allerkæreste Cate."
Cate smiler svagt og nikker. "Jeg takker Gud for, at du blev. Hvordan skulle jeg nogensinde have klaret mig gennem dette Helvede uden din styrke ved min side?"
"Jeg kunne ikke bare efterlade dig."
"Selv da min mand døde..."
"Han er hos Gud nu." Tahne giver sin kusines hånd et klem.
"Ja." Cate nikker. "Og jeg har holdt dig borte fra dine egne pligter."
"Pligter?"
"Jeg så det blik, som du sendte kaptajnen i dag."
"Cate."
"Jeg siger det bare, Tahne. Du er stadig så ung. Du burde have fundet dig en mand nu. Hvad tænker din stedfader ikke om mig?"
"Så længe han ikke ytrer sine tanker, er det ikke min sag."
"Tahne! Sig dog ikke sådan noget!!"
"Hvis jeg skal giftes, skal det ikke være med en fiskers søn, som har haft held til at tiltuske sig titlen som kaptajn."
"Det sagde jeg heller ikke, Tahne, det var blot..."
"Du kom til at tænke på det." Tahne ler og klapper sin kusines hånd. "Slå dit sind til ro, kusine, ellers løber det fra dig og kan ikke finde dig igen."
Cate ler stille og kysser sin kusines hænder. "Hvad skulle jeg dog gøre uden dig, Tahne?"
