Post by Knight of Camelot on Dec 27, 2010 9:38:58 GMT -5
Navn: Tahne de Jupalle
Køn: Kvinde
Alder: 18 år
Beskæftigelse: Gæst ved Kong Phillips hof
Nationalitet: Engelsk/fransk
Sprog: Taler flydende engelsk og fransk
Er i stand til at læse og skrive
Religion: Katolik
Status: Ugift, adelig
Udseende:
Højde: 1,70 m
Vægt: 63 kg
Hårfarve: Mat blond med strejf af brunt
Øjenfarve: Brun
Tahne er slank og let af bygning og har muligvis ikke så mange kvindelige former som andre kvinder i hendes alder. Hun er kantet og spinkel at se på, næsten som en dreng. Hendes hår er en lang, gyldenbrun manke af krøllet hår, som hun bruger meget tid på at rede igennem hver morgen, inden hun samler det i en af tidens frisurer, og hver aften, inden hun går i seng. Ansigtet er smukt med skarpe, kvindelige træk og hævede kindben. Øjenbrynene er tydeligt markerede over de intense, brune øjne, hvis stærke overflade sjældent brydes og afslører det følsomme væsen, der eksisterer nedenunder.
Tahne klæder sig efter tidens mode i store, elegante kjoler, men helst i stærke farver som tiltaler hendes fyrige væsen. Hendes valg af smykker skifter hendes klædedragt, men ét smykke beholder hun på sig. En rosenkrans, som hun fik af sin far, da hun var en lille pige.
Personlighed:
Tahne er en handlekraftig kvinde. Hun er stædig af natur og ænser nogle gange ikke, hvornår det er bedst som kvinde at tie og blot blive set. Livet har meget mere at byde på end det, har hun fået ind i hovedet fra de bøger, som hun har læst.
Skønt hun er sendt til hoffet i håb om at tiltrække en god ægtemand, virker Tahne ikke synderligt interesseret i de mange adelsmænd ved hoffet. Man kunne kalde hende kræsen. Eller også mener hun bare ikke, at tiden er inde til at blive gift. Hun undgår at besvare det spørgsmål og taler det normalt ilde op, skulle nogen bore i netop dette anliggende.
Af natur er Tahne reserveret og skænker sjældent sin uforbeholdne tillid til andre mennesker. Hun har ganske få nære veninder ved hoffet, som hun deler nogle af sine hemmeligheder med. Men ellers spiller hun med kortene tæt inde mod korsettet.
Man skulle måske ikke tro det, men Tahne er upåklageligt godt opdraget. Hun er klar over, hvad der forventes af hende, og kender sin plads og sine pligter ved den engelske konges hof.
Fortid:
Tahne blev født og voksede op på et gods i Nordengland. Begge hendes forældre var af adelig slægt. Men hendes far var fransk. Da Tahne var lille, vakte det dog ikke så stort røre som nu. England og Frankrig var endnu ikke kommet i håndgemæng. Hendes far var endnu en fri mand. Han havde altid ønsket sig sønner, men da Tahne blev født, stod det hurtigt klart, at hans hustru ikke kunne klare flere fødsler. Så Mester de Jupalle måtte nøjes med en datter.
Tahnes mor var svagelig de første år af hendes liv, og derfor var den lille pige overladt til tjenestefolkene og sin far. Sidstnævnte tog sig af hende og lærte hende at læse, skrive, tale fransk og engelsk - færdigheder som hun ville få brug for senere i sit liv. Der blev også sørget for, at Tahne modtog den rette opdragelse i etikette og alle de ting, som en adelsfrøken ville få brug for. Den lille pige voksede op til at blive en ung, smuk frøken.
Så kom krigen mod Frankrig.
Tahne fandt sin far i gang med at sadle sin hest en morgen, længe før solen var brudt gennem det tykke lag efterårsdis, der dækkede markerne omkring godset. Han ville ikke fortælle hende, hvor han skulle hen – og hvad værre var, han ville ikke fortælle hende, hvornår han kom tilbage. Hvis han kom tilbage. Tahne tryglede ham om at tage hende med sig, men hun fik det svar, at hendes plads var hos hendes mor, hvor hun ville være i sikkerhed. Hendes far kyssede hende på panden og svang sig i sadlen. Tahne blev stående på gårdspladsen og så ham ride væk i disen over markerne.
Det var det sidste, hun så til ham.
Snart hærgede der åben krig mellem Frankrig og England, og det blev farligt at omgive sig selv med noget som helst relateret til fjenden. Tahnes mor giftede sig igen, da hendes mand blev betragtet som død, og hun dermed fik den katolske kirkes velsignelse til at tage en ny mand af engelsk slægt.
Tahne accepterede dette. Sådan var det, at tingene gik for sig i England. Men hun troede ikke på, at hendes far var død. Hun bad til Gud om, at han stadig var i live et sted.
Fra hendes mor giftede sig igen, ændrede Tahnes liv sig. Han og Tahnes mor begyndte i stedet at se sig om efter en ægtemand til den unge kvinde. Tahne var netop fyldt 17 den sommer, og dermed var hun snart i den giftefærdige alder. Adskillige adelssønner kom for at gøre kur til hende i håb om at vinde hendes hjerte, såvel som hendes hånd.
Men hvis der var én ting, som Tahne var fast besluttet på, så var det, at kun hendes rigtige far kunne vælge en ægtemand for hende. Alle bejlere blev sendt bort med forurettet sag. Hendes mor forsøgte at tale hende til fornuft, men Tahne gav sig ikke. Hun nægtede at acceptere en ægtemand, som hendes stedfar havde valgt.
Til sidst fik han nok af hendes stædighed, og Tahne blev en aften ved middagsbordet meddelt, at hun ville blive sendt til hoffet ved London. Der ville hun med tiden – og Guds nåde – mildnes i sindet og modtage en bejlers tilbud. Eller gå i kloster, hvis det skulle vise sig at være Guds vilje.
Tahne var langt fra begejstret over udsigten til at skulle 'mildnes' i sindet, men hun så det som en glimrende mulighed for at slippe væk fra sin stedfar, og hun rejste til London, hvor hun blev indkvarteret hos en kusine og dennes familie i byen. Hun havde sin daglige gang på slottet, indtil pestudbruddet ramte London.
Under pestens hærgen i byen tryglede Tahnes forældre hende om at komme hjem. Men den unge adelsfrøken nægtede. Hvis det var Guds vilje, at hun skulle overleve, så ville hun overleve. Hendes plads var blandt de andre adelige i byen og hos hendes kusine.
Da udbruddet ebbede ud, var Tahne blandt de få til at prise sig lykkelig for at være i live. Men hendes kusines mand lå på kirkegården. Sammen med kongen og hans hustru og tusindvis af andre englændere.
Evner:
Tahne behersker færdigheder som syning, sang og dans, og er ydmyg, ærbar, dydig – alt hvad en adelsfrøken forventes at være. Hun holder meget af at danse og spille teater, og man kan være sikker på at finde hende blandt deltagerne, når der afholdes den slags på slottet. Den unge adelsfrøken har endda skabt sig et ry for både at kunne samtale og tænke selvstændigt. Når hun ikke deltager i festlighederne ved hoffet, opholder hun sig på sit kammer hos sin kusine, hvor hun læser flittigt. En anden af hendes store passioner i livet.
Køn: Kvinde
Alder: 18 år
Beskæftigelse: Gæst ved Kong Phillips hof
Nationalitet: Engelsk/fransk
Sprog: Taler flydende engelsk og fransk
Er i stand til at læse og skrive
Religion: Katolik
Status: Ugift, adelig
Udseende:
Højde: 1,70 m
Vægt: 63 kg
Hårfarve: Mat blond med strejf af brunt
Øjenfarve: Brun
Tahne er slank og let af bygning og har muligvis ikke så mange kvindelige former som andre kvinder i hendes alder. Hun er kantet og spinkel at se på, næsten som en dreng. Hendes hår er en lang, gyldenbrun manke af krøllet hår, som hun bruger meget tid på at rede igennem hver morgen, inden hun samler det i en af tidens frisurer, og hver aften, inden hun går i seng. Ansigtet er smukt med skarpe, kvindelige træk og hævede kindben. Øjenbrynene er tydeligt markerede over de intense, brune øjne, hvis stærke overflade sjældent brydes og afslører det følsomme væsen, der eksisterer nedenunder.
Tahne klæder sig efter tidens mode i store, elegante kjoler, men helst i stærke farver som tiltaler hendes fyrige væsen. Hendes valg af smykker skifter hendes klædedragt, men ét smykke beholder hun på sig. En rosenkrans, som hun fik af sin far, da hun var en lille pige.
Personlighed:
Tahne er en handlekraftig kvinde. Hun er stædig af natur og ænser nogle gange ikke, hvornår det er bedst som kvinde at tie og blot blive set. Livet har meget mere at byde på end det, har hun fået ind i hovedet fra de bøger, som hun har læst.
Skønt hun er sendt til hoffet i håb om at tiltrække en god ægtemand, virker Tahne ikke synderligt interesseret i de mange adelsmænd ved hoffet. Man kunne kalde hende kræsen. Eller også mener hun bare ikke, at tiden er inde til at blive gift. Hun undgår at besvare det spørgsmål og taler det normalt ilde op, skulle nogen bore i netop dette anliggende.
Af natur er Tahne reserveret og skænker sjældent sin uforbeholdne tillid til andre mennesker. Hun har ganske få nære veninder ved hoffet, som hun deler nogle af sine hemmeligheder med. Men ellers spiller hun med kortene tæt inde mod korsettet.
Man skulle måske ikke tro det, men Tahne er upåklageligt godt opdraget. Hun er klar over, hvad der forventes af hende, og kender sin plads og sine pligter ved den engelske konges hof.
Fortid:
Tahne blev født og voksede op på et gods i Nordengland. Begge hendes forældre var af adelig slægt. Men hendes far var fransk. Da Tahne var lille, vakte det dog ikke så stort røre som nu. England og Frankrig var endnu ikke kommet i håndgemæng. Hendes far var endnu en fri mand. Han havde altid ønsket sig sønner, men da Tahne blev født, stod det hurtigt klart, at hans hustru ikke kunne klare flere fødsler. Så Mester de Jupalle måtte nøjes med en datter.
Tahnes mor var svagelig de første år af hendes liv, og derfor var den lille pige overladt til tjenestefolkene og sin far. Sidstnævnte tog sig af hende og lærte hende at læse, skrive, tale fransk og engelsk - færdigheder som hun ville få brug for senere i sit liv. Der blev også sørget for, at Tahne modtog den rette opdragelse i etikette og alle de ting, som en adelsfrøken ville få brug for. Den lille pige voksede op til at blive en ung, smuk frøken.
Så kom krigen mod Frankrig.
Tahne fandt sin far i gang med at sadle sin hest en morgen, længe før solen var brudt gennem det tykke lag efterårsdis, der dækkede markerne omkring godset. Han ville ikke fortælle hende, hvor han skulle hen – og hvad værre var, han ville ikke fortælle hende, hvornår han kom tilbage. Hvis han kom tilbage. Tahne tryglede ham om at tage hende med sig, men hun fik det svar, at hendes plads var hos hendes mor, hvor hun ville være i sikkerhed. Hendes far kyssede hende på panden og svang sig i sadlen. Tahne blev stående på gårdspladsen og så ham ride væk i disen over markerne.
Det var det sidste, hun så til ham.
Snart hærgede der åben krig mellem Frankrig og England, og det blev farligt at omgive sig selv med noget som helst relateret til fjenden. Tahnes mor giftede sig igen, da hendes mand blev betragtet som død, og hun dermed fik den katolske kirkes velsignelse til at tage en ny mand af engelsk slægt.
Tahne accepterede dette. Sådan var det, at tingene gik for sig i England. Men hun troede ikke på, at hendes far var død. Hun bad til Gud om, at han stadig var i live et sted.
Fra hendes mor giftede sig igen, ændrede Tahnes liv sig. Han og Tahnes mor begyndte i stedet at se sig om efter en ægtemand til den unge kvinde. Tahne var netop fyldt 17 den sommer, og dermed var hun snart i den giftefærdige alder. Adskillige adelssønner kom for at gøre kur til hende i håb om at vinde hendes hjerte, såvel som hendes hånd.
Men hvis der var én ting, som Tahne var fast besluttet på, så var det, at kun hendes rigtige far kunne vælge en ægtemand for hende. Alle bejlere blev sendt bort med forurettet sag. Hendes mor forsøgte at tale hende til fornuft, men Tahne gav sig ikke. Hun nægtede at acceptere en ægtemand, som hendes stedfar havde valgt.
Til sidst fik han nok af hendes stædighed, og Tahne blev en aften ved middagsbordet meddelt, at hun ville blive sendt til hoffet ved London. Der ville hun med tiden – og Guds nåde – mildnes i sindet og modtage en bejlers tilbud. Eller gå i kloster, hvis det skulle vise sig at være Guds vilje.
Tahne var langt fra begejstret over udsigten til at skulle 'mildnes' i sindet, men hun så det som en glimrende mulighed for at slippe væk fra sin stedfar, og hun rejste til London, hvor hun blev indkvarteret hos en kusine og dennes familie i byen. Hun havde sin daglige gang på slottet, indtil pestudbruddet ramte London.
Under pestens hærgen i byen tryglede Tahnes forældre hende om at komme hjem. Men den unge adelsfrøken nægtede. Hvis det var Guds vilje, at hun skulle overleve, så ville hun overleve. Hendes plads var blandt de andre adelige i byen og hos hendes kusine.
Da udbruddet ebbede ud, var Tahne blandt de få til at prise sig lykkelig for at være i live. Men hendes kusines mand lå på kirkegården. Sammen med kongen og hans hustru og tusindvis af andre englændere.
Evner:
Tahne behersker færdigheder som syning, sang og dans, og er ydmyg, ærbar, dydig – alt hvad en adelsfrøken forventes at være. Hun holder meget af at danse og spille teater, og man kan være sikker på at finde hende blandt deltagerne, når der afholdes den slags på slottet. Den unge adelsfrøken har endda skabt sig et ry for både at kunne samtale og tænke selvstændigt. Når hun ikke deltager i festlighederne ved hoffet, opholder hun sig på sit kammer hos sin kusine, hvor hun læser flittigt. En anden af hendes store passioner i livet.
