En ganske særlig dag

[Emil den Almægtige]

Det var en dag som en hver anden for Wilfred Badger og dog alligevel ikke. På denne tid ville der sjældent være mange i kroenstuen, men denne dag var der slet ingen. Hvis man da ikke tæller Wilfred med. Normalt ville der i det mindste værre et par drukkenbolte, eller en kropige på vej i rask fart fra baglokalet med stakke af lagener til de mange værelser ovenpå. Men idag var der ingen, ikke en sjæl i kroen bortset fra kroværten, og kokken ude bag ved selvfølgelig. Wilfred havde givet pigerne og de to staldknægte lov til at smutte over for at overvære kroningen, eller det de nu kunne få lov til at overvære. Det var jo trods alt en stor begivenhed at få udnævnt en ny konge. Wilfred var dog ikke ligefrem ked af at skulle undvære fornøjelsen af at hylde kongen. Han har nok at lave her og nogen skulle jo blive tilbage i kroen.

Kroværten sætter det krus fra sig han har brugt den sidste halve time på at stå og skrubbe. Nu må de da også snart være færdige.
"Sagde jeg ikke at de skulle være tilbage før gæsterne begynder at strømme til?!" - råber han ud mod køkkenet.
"Folk er altid tørstige efter sådanne festligheder." - mumler han, mere til sig selv end nogen anden.
"Pokker tage dem hvis de ikke er tilbage før den første gæst træder igennem den dør der!" Igen råber han gnavent tilbage over skulderen og peger på den store trædør. Ikke at der er nogen til at se det, men det er lidt en vanesag.

"De skal nok være der til tiden din utålmodige gamle rad." - bliver der råbt tilbage fra køkkenet, kun lidt sløret af en skramlen af køkkentøj der bliver banket af mod en grydekant. En kraftfuld, herlig duft sniger sig stille og roligt ud i den store varme krostue. Wilfred læner albuerne mod bardisken og giver sig til at stirre ind i ildstedets gloende flammer.

[Knight of Camelot]

((John Tanner))

Døren ind til krostuen bliver åbnet, og en ung mand træder ind fra gaden uden for. Han ser sig kort omkring og lader sine øjne vænne sig til mørket, før han træder et par skridt længere ind i rummet. Han er middelhøjde og slank af bygning, og noget i hans gang fortæller, at han enten er adelig eller føler sig højt hævet over almindelige folk. Alligevel hilser han kroværten med et respektfuldt nik, idet han tager sin hat af.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred Badger))

Wilfred er ved at snuble over sin albuer da den unge adelsmand, som han må være, træder ind. Godt nok kommer der folk fra alle ender og kanter i kroen, både høj og lav, men det er nu så sjældent at der kommer en adelsmand han ikke kender og man ved jo aldrig hvad sådan en persons grund til at være i netop hans kro kunne være. Han retter sig hurtigt op og stiller sig parat med et påklistret smil. Wilfred giver et lille buk tilbage da adelsmanden nikker til ham.

"Hvad kan jeg hjælpe dem med sir?"

[Knight of Camelot]

((John))

"Et værelse for natten."
Manden taler engelsk. Men der er en tydelig accent i hans stemme, som man kun finder hos franskmænd, der forsøger sig med det engelske sprog. Denne adelsmand mestrer dog det engelske tungemål til fulde, så enten må han have studeret det indgående, eller også har han to modersmål. Det ville heller ikke være underligt, men i disse tider skal man forsøge at skjule sine franske aner.
"Og et måltid mad," tilføjer den unge mand, som om han nærmest tilfældigt kommer i tanke om, at han er sulten.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

"Ja, selvfølgelig sir." Wilfred kikker lidt forbavset på den unge mand, uden dog at gøre det alt for åbenlyst. "Vi har et dejlig stort værelse lige oppe på balkonen. Eller.. Balkon er måske så meget sagt." Følger John Wilfreds blik kan han se en, om end ikke smal, så i hvert fald heller ikke bred repos over bardisken hvor der er adgang til 4 værelser. For enden af reposen fører en trappe op til næste etage. Den bliver holdt oppe af adskillige solide stolper der ligesom det meste andet i kroen er solidt egetræ.

"Men de vil måske foretrække måltidet før de ser værelset?" Det lyder måske nok som et spørgsmål, men Wilfred har arbejdet alt for mange år som krovært til ikke at gætte sig frem til sådanne bagateller. Han bevæger sig hurtig rundt om disken og med et nik til John, ledsager ham ned til et hyggeligt bord ud for ildstedet som Wilfred hurtigt tørrer over med sit forklæde før han gestikulerer til at John kan sætte sig.

Wilfred bemærker med et flygtigt blik halvmørket og de lukkede skodder som tjenestepigerne skulle have været her til at åbne for hvad han mener burde være længe siden.
Hvis ikke de snart finder sig tilbage her til så..
"Ønsker de at jeg skal slå skodderne fra og slippe larmen og lyset ind sir?"

[Knight of Camelot]

((John))

Den unge mand sætter sig ned ved bordet og skæver til de lukkede skodder. Så løfter han afvisende hånden. "Nej, ellers tak. Jeg foretrækker at sidde i skyggen og roen."

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

"Selvfølgelig sir." Wilfred giver et lille nik og samler hænderne foran sig under den sunkne mave. Han har det noget blandet med disse adelsmænd. De er gode for forretningen, men man må altid passe på hvad man siger omkring dem. Man kan aldrig kende konsekvenserne af at fornærme en af dem før det er for sent. Wilfred ligger ansigtet i rette folder.
"Om forladelse sir, men jeg er bange for at vi ikke har mad til rigmandsfolk over ilden. Alt vi har nu er varm stuvning og friskbagt brød, men hvis de vil vente vil jeg straks bede kokken om at sætte en fasan på spid."

[Knight of Camelot]

((John))

Den unge mand ser lettere forbløffet op på kroværten, og de lyse øjenbryn hæver sig i forundring. "Skulle det være under mig at spise samme slags mad, som min moder lavede til mig?" Han ryster på hovedet. "Varm stuvning og friskbagt brød er et festmåltid, min gode herre. Jeg vil under ingen omstændigheder røre andet, så Gud hjælpe mig."

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

"Om forladelse, om forladelse." Siger Wilfred stille i et kontrolleret afslappet tonefald. Denne mand er åbenbart ikke nogen snob. Ellers ville han nok heller ikke sidde her uden at rynke på næsen. Nok er det en stor flot kro, bygget i gode, solide materialer og støvet ligger da heller ikke ligefrem synligt på gulvet, men man finder ikke skyggen af silke og fine puder her.

"Jeg skal straks hente dem dette festmåltid sir." I et kort øjeblik rører noget der kunne ligne et rigtig smil kromandens læber.

"Noget at drikke sir? Jeg har vine og øl fra både nær og fjern, noget af det hjemmebrygget. Jeg har også en enkelt tønde cider fra nordskoven stående."

[Knight of Camelot]

((John))

"Cider. Spædet op med vand." Den unge mand rynker brynene let. Han rører ikke alkohol. Men det kan kroværten selvfølgelig ikke vide.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Wilfred nikker til ordren, vender sig om på hælen og går raskt igennem krostuen med retning mod døråbningen bag bardisken. Han sender et henkastet blik mod hoveddøren og mumler lavmælt, men hørbart gnavent, for sig selv. Wilfred forsvinder hurtigt ind køkkenet og man kan næsten høre hvordan han brokker sig til kokken. En højlydt kvindestemme skærer ham dog hurtigt af og i næste nu er Wilfred på vej tilbage ind i krostuen med en stor dampende varm skål stuvning behændigt balanceret i den ene hånd og i den anden; en træske af den slags almindelige folk bruger. Skeen bliver hurtigt plantet i stuvningen da han sætter skålen fra sig på disken. Han tøffer hen til en trætønde bagved disken og begynder at tappe cideren.

Kort efter svinger han igen afsted hen over gulvet og der bliver sat en dejlig skål stuvning, et par store humpler brød og et halvfyldt krus cider foran John.

"Værsågod min herre. Jeg henter lige deres vand." Wilfred forsvinder lidt fortravlet igen ud i køkkenet.

[Knight of Camelot]

((John))

John nikker kort til kroværten, før han tager sit måltid i nærmere øjesyn med en skeptisk mine.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Måltidet foran ham består af gulerødder, løg, svampe, bælgfrugter, kål, urter og en generøs mængde kød i en kraftig suppe, akkompagneret af et par tykke humpler friskbagt brød. Og hvis man kender til stuvning, som John jo gør, er selv duften der stiger op fra skålen nok til at forsikre at denne stuvning bestemt er ordentlig lavet. Den smager også aldeles himmelsk vil John erfare hvis han våger at smage på den. Den er dog temmelig varm.

En rum tid efter at man har hørt lidt utydelig banden og skramlen ude fra gårdspladsen bag kroen kommer Wilfred igen gående over mod John med en lerkande i den ene hånd. Den anden bruger han til at tørre sit ansigt der stadig drypper af vand.

"Vær så god unge herre. Frisk vand fra brønden. Ellers andet?" Det er lige før man fornemmer noget indestængt i stemmen og munden er også noget sammenbidt. Håret klasker ned i panden på ham.

[Knight of Camelot]

((John))

Den unge mand ser op på kroværten og fortrækker ikke en mine ved dennes udseende og sammenbidte ansigt. Enhver anden mand havde nok moret sig lidt.
"Nej, det rækker fint," svarer han med et afmålt nik.

[Emil den Almægtige]

((Wilfred))

Bag Wilfred kan John nu se et par unge piger der åbenbart lige er kommet ind af hoveddøren og prøver at liste sig hen mod køkkenet. Det ville sikkert også have lykkedes for dem hvis den ene ikke havde trådt på et tørt gulvbræt. Det giver en høj knirkende lyd og halvgamle Wilfred spinder rundt på hælen og de fryser på stedet. Wilfred forlader John og går hen mod tjenestepigerne som nu myldrer ind fra gaden. 6 styks kan man tælle dem til.

"Det var sgu på tide at i indfandt jer. Sagde jeg ikke skulle være tilbage før der kom gæster i kroen?" Flere af pigerne kikker med hævede øjenbryn bag Wilfred på den ene unge mand der sidder der. Et par af dem fniser og hvisker noget til hinanden. Wilfred skuler surt til dem. "Kan i så komme afsted og i sving!" De får alle fart på og løber ud i køkkenet.

Kort tid efter kommer et par af dem løbende ud igen. Den ene med favnen fuld af sengetøj og den anden med støvekost og gulvspand. De fortsætter op af trappen og ind i et af værelserne på reposen. Efter Wilfreds ordre kommer en lidt ældre pige, dog sikkert ikke mere end en 18-19 år, gående ud med en stang med et stearinlys på enden. Den bruger hun til at tænde den store massive lysekrone der hænger ud for reposen. Det spreder lidt mere lys i krostuen og den begynder at virke mere levende.

Flere gæster begynder at komme til kroen. Et par gamle mænd der skal have dagens første krus øl og hel del andre yngre mænd og kvinder der sjovt nok ikke taler om kroningen, men om en galning der skulle være hoppet ud fra kirketårnet efter at have råbt eder efter kongen.