Post by Emil den Almægtige on Nov 19, 2010 20:00:15 GMT -5
Navn: Wilfred Badger
Alder: 54 år
Køn: Mand
Nationalitet: Englænder
Beskæftigelse: Krovært/kroejer
Status: Enkemand. Middelklasse. Ingen børn.
Sprog: Taler og forstår engelsk. Kan forstå de fleste engelske dialekter og afarter der af. Der i blandt; skotsk, irsk, walisisk og almindelig fuldemandssnak.
Trosretning: Den katolske kirke, men han er nu ikke den mest flittige tilbeder
Hårfarve: Sort, grånende, lidt fedtet
Øjenfarve: Støvet gråblå
Højde: 1,78, men virker lavere da han går lidt skrutrygget
Vægt: 81 kg
Udseende:
Wilfreds klædning består af et par almindelige brunlige bukser, en mørk vinrød skjorte og en simpel vest, med plads til drikkepenge i brystlommen, der ligesom bukserne er i en brun farve. Udover det har han altid et hvidt forklæde på uden over bukserne. Det hvide er dog næsten ikke-eksisterende, da det bærer tydeligt præg af at blive flittigt brugt og sjældent vasket. Han har et ekstra sæt tøj, der er betydeligt finere end det andet, men det bliver næsten aldrig brugt. Han har det kun på når det andet bliver vasket eller repareret. Han bærer desuden altid en medaljon om halsen, der indeholder et lille malet portræt af ham selv og hans kone, fra da de var unge. Den var oprindeligt givet til hende i bryllupsgave.
Man ser ham sjældent nybarberet og hans synes altid at have lidt skægstubbe, der ligesom håret er ved at blive gråt. Hans hår er forholdsvist kortklippet; om morgenen har det tendens til at stritte, men hen mod aftenen begynder det klaske ned over ørerne og klistre i panden. Egentlig har han et venligt ansigt, men ligesom med maven er venligheden også svundet ind med årene. Hans figur bærer tydeligt præg af engang at have været større. Øjnene vidner om en svunden ungdom; Han er tydeligvis ikke, hvad han har været engang, men man fornemmer dog stadig spor af den person, han var, bag det lidt trætte, brugte ydre. Han har lidt indsunkne kinder og tydelige fuger i panden.
Selvom han er ved at blive lidt halv-gammel, er han dog ikke nogen svækling. Han er en mand, der har arbejdet hele livet, og han kan stadig løfte en øl-tønde eller to.
Fortid:
Han er født i York i en velhavende købmandsfamilie som den første fødte. Sidenhen fik han en søster, Catherine. Et travlt hjem. Hele sin barndom har Wilfred været i lære hos sin far, da det var meningen at han skulle overtage virksomheden. Det var en ganske god barndom, i hvert fald bedre end så mange andres, da der sjældent var mangel på noget. Wilfreds far var en hårdtarbejdende mand, der stræbte efter at rykke sig fra middelklassen op i overklassen på niveau med fine adelsmænd. Alt imens forelskede den unge Wilfred sig i en ung kvinde ved navn Martha, som var datter af en skrædder i York. Dette var Wilfreds far ikke så glad for. Det var der ikke megen fremtid i, ikke med hans ambitioner for sin søn. Han ønskede at Wilfred i stedet ville gifte sig op ad i hierarkiet, nu da han med sin formue havde banet vejen til bedre liv som han kaldte det. Men det var ikke Wilfreds ønske. Modsat sin far var den unge købmandssøn tilfreds med et mere jævnt og roligt liv og ønskede intet andet end at dele det liv med sin elskede Martha og alle de børn de skulle få. Blot et år skulle der gå, før faderen pludselig døde af et svagt hjerte, og intet længere kunne holde dem fra at ægte hinanden på ordentlig vis. Wilfred forærede Martha en smuk sølvmedaljon i bryllupsgave, som indeholdte nogle små malede portrætter af dem begge til vidne om deres kærlighed til evig tid. Dette var en prægtig gave, ingen tvivl om det.
Kort efter brylluppet besluttede de nygifte sig for at forlade York for at starte et nyt liv i London, hvor Wilfred ville opføre en kro som de skulle styre sammen. Det selv samme år hvor de begyndte byggeriet, blev Martha gravid, og alt så lyst og lovende ud for den lille, nystartede familie. Men ak, da skete tragedien at Martha og deres ufødte barn døde i barselsseng og Wilfred blev ladt alene.
De følgende år var Wilfred en skygge af sig selv. Opslugt af sorg lod han sig selv syne hen i den kro der skulle have været deres. Men så en dag som så mange andre hvor han sad alene ved et bord i kroen og drak lod han sit blik falde på det endnu uophængte skilt der stod på bardisken; Marthas Kro. Dette var ikke hvad hun ville have ønsket og i det øjeblik indså han at han måtte føre deres drøm ud i livet. Han hængte straks skiltet op og begyndte at hyre folk, og snart efter strømmede folk til. Wilfred er sidenhen kommet til at elske arbejdet som krovært og kroen er spiret til et hyggeligt samlingspunkt for høj og lav.
Evner:
Som købmandssøn er Wilfred bedre til at regne end de fleste og kan føre regnskab. Han er god til at holde sig orienteret om hvad der foregår omkring ham, både inden for krostuens fire vægge, og i form af den sladder, folk bringer ind fra verden omkring.
Der er heller intet i vejen med hans hukommelse, Der til tider kan være skræmmende nøjagtig, når det for eksempel gælder, hvor mange øl, man mangler at betale for. Han holder altid et vågent øje med sine gæster og kan altid huske hvem der har været forbi i løbet af aftenen. Han har generelt bare et godt overblik.
Personlighed:
Wilfred er en kvalitetsbevidst mand. Han går ikke på kompromis med nogen eller noget i sin kro, for han værdsætter den højt. Nogle ville måske endda sige at han også er smålig, idet han lider en arbejdsskade, der kendes som sparsommelighed. Han kan især være smålig overfor gæster som han ved, ikke har problemer med at betale. Han er efterhånden blevet lidt af en knarvorn, gammel mand, men han har dog stadig et indre venligt gemyt og er inderst inde meget selskabelig. Det sker også, at han forbarmer sig, hvis en gæst virkelig ikke kan betale, men det er ikke noget, han taler for højt om. Dybest set har Wilfred kun sin kro at gå op, så hele hans liv drejer sig om den. Han har ikke nogen familie at tage sig af, så kroen er blevet en erstatning. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones tragiske død. Derfor bærer han også stadig rundt på en del bitterhed (måske endda overfor Gud) over de tab, han har lidt.
Han kan til tider være lidt af et brokkehoved, men i virkeligheden elsker han, når der er folk og liv i kroen. For det meste deltager han selv i det daglige arbejde i kroen, egentlig hver dag, men det hænder da at han selv tager et ærinde eller to, for eksempel ned til havnen for at handle.
Kroen:
Kroen hedder Marthas Kro og ligger i den bedre del af London. De fleste rige som fattige er velkomne så længe de kan betale og opfører sig ordentligt. Kroen er en stor bindingsværksbygning i 3 etager. Der er i alt 22 værelser. De 4 største ligger over køkkenet med udsigt over krostuen. Langt de fleste værelser ligger på 2. sal der kun bliver brugt til dette formål og kun en lille håndfuld, der ikke kan kaldes meget mere end kamre, er oppe på under taget, men til en lidt mere favorabel pris.
Krostuen i sig selv er et enormt rum i to etagers højde med plads godt 70 mennesker. I den ene ende af lokalet er et stort åbent ildsted der buldrer varme igennem bygningen døgnet rundt og sørger for en hyggelig belysning og aftenen. Fra tid til anden vil man kunne se kroens rottefangere ligge her og strække sig efter en vellykket jagt. I den anden ende af krostuen finder man bardisken og bag den, køkkenet hvor der evig og alt tid strømmer en liflig duft af mad fra. Ved siden af disken ligger indgangen til kroen og en trappe der fører op til en lille gangbro over baren med adgang til de første værelser. Fra den anden ende af gangbroen fører en anden trappe videre op til anden sal og videre op til loftet.
Bag kroen er gården, stalden, brændeskuret og en lille tilbygning hvor Wilfred og hans familie skulle have boet. Han bor der stadig, men meget af den er dog nu blevet til lagerplads og han lader kropigerne sove på et lille anvendeligt loft over tilbygningen.
Alder: 54 år
Køn: Mand
Nationalitet: Englænder
Beskæftigelse: Krovært/kroejer
Status: Enkemand. Middelklasse. Ingen børn.
Sprog: Taler og forstår engelsk. Kan forstå de fleste engelske dialekter og afarter der af. Der i blandt; skotsk, irsk, walisisk og almindelig fuldemandssnak.
Trosretning: Den katolske kirke, men han er nu ikke den mest flittige tilbeder
Hårfarve: Sort, grånende, lidt fedtet
Øjenfarve: Støvet gråblå
Højde: 1,78, men virker lavere da han går lidt skrutrygget
Vægt: 81 kg
Udseende:
Wilfreds klædning består af et par almindelige brunlige bukser, en mørk vinrød skjorte og en simpel vest, med plads til drikkepenge i brystlommen, der ligesom bukserne er i en brun farve. Udover det har han altid et hvidt forklæde på uden over bukserne. Det hvide er dog næsten ikke-eksisterende, da det bærer tydeligt præg af at blive flittigt brugt og sjældent vasket. Han har et ekstra sæt tøj, der er betydeligt finere end det andet, men det bliver næsten aldrig brugt. Han har det kun på når det andet bliver vasket eller repareret. Han bærer desuden altid en medaljon om halsen, der indeholder et lille malet portræt af ham selv og hans kone, fra da de var unge. Den var oprindeligt givet til hende i bryllupsgave.
Man ser ham sjældent nybarberet og hans synes altid at have lidt skægstubbe, der ligesom håret er ved at blive gråt. Hans hår er forholdsvist kortklippet; om morgenen har det tendens til at stritte, men hen mod aftenen begynder det klaske ned over ørerne og klistre i panden. Egentlig har han et venligt ansigt, men ligesom med maven er venligheden også svundet ind med årene. Hans figur bærer tydeligt præg af engang at have været større. Øjnene vidner om en svunden ungdom; Han er tydeligvis ikke, hvad han har været engang, men man fornemmer dog stadig spor af den person, han var, bag det lidt trætte, brugte ydre. Han har lidt indsunkne kinder og tydelige fuger i panden.
Selvom han er ved at blive lidt halv-gammel, er han dog ikke nogen svækling. Han er en mand, der har arbejdet hele livet, og han kan stadig løfte en øl-tønde eller to.
Fortid:
Han er født i York i en velhavende købmandsfamilie som den første fødte. Sidenhen fik han en søster, Catherine. Et travlt hjem. Hele sin barndom har Wilfred været i lære hos sin far, da det var meningen at han skulle overtage virksomheden. Det var en ganske god barndom, i hvert fald bedre end så mange andres, da der sjældent var mangel på noget. Wilfreds far var en hårdtarbejdende mand, der stræbte efter at rykke sig fra middelklassen op i overklassen på niveau med fine adelsmænd. Alt imens forelskede den unge Wilfred sig i en ung kvinde ved navn Martha, som var datter af en skrædder i York. Dette var Wilfreds far ikke så glad for. Det var der ikke megen fremtid i, ikke med hans ambitioner for sin søn. Han ønskede at Wilfred i stedet ville gifte sig op ad i hierarkiet, nu da han med sin formue havde banet vejen til bedre liv som han kaldte det. Men det var ikke Wilfreds ønske. Modsat sin far var den unge købmandssøn tilfreds med et mere jævnt og roligt liv og ønskede intet andet end at dele det liv med sin elskede Martha og alle de børn de skulle få. Blot et år skulle der gå, før faderen pludselig døde af et svagt hjerte, og intet længere kunne holde dem fra at ægte hinanden på ordentlig vis. Wilfred forærede Martha en smuk sølvmedaljon i bryllupsgave, som indeholdte nogle små malede portrætter af dem begge til vidne om deres kærlighed til evig tid. Dette var en prægtig gave, ingen tvivl om det.
Kort efter brylluppet besluttede de nygifte sig for at forlade York for at starte et nyt liv i London, hvor Wilfred ville opføre en kro som de skulle styre sammen. Det selv samme år hvor de begyndte byggeriet, blev Martha gravid, og alt så lyst og lovende ud for den lille, nystartede familie. Men ak, da skete tragedien at Martha og deres ufødte barn døde i barselsseng og Wilfred blev ladt alene.
De følgende år var Wilfred en skygge af sig selv. Opslugt af sorg lod han sig selv syne hen i den kro der skulle have været deres. Men så en dag som så mange andre hvor han sad alene ved et bord i kroen og drak lod han sit blik falde på det endnu uophængte skilt der stod på bardisken; Marthas Kro. Dette var ikke hvad hun ville have ønsket og i det øjeblik indså han at han måtte føre deres drøm ud i livet. Han hængte straks skiltet op og begyndte at hyre folk, og snart efter strømmede folk til. Wilfred er sidenhen kommet til at elske arbejdet som krovært og kroen er spiret til et hyggeligt samlingspunkt for høj og lav.
Evner:
Som købmandssøn er Wilfred bedre til at regne end de fleste og kan føre regnskab. Han er god til at holde sig orienteret om hvad der foregår omkring ham, både inden for krostuens fire vægge, og i form af den sladder, folk bringer ind fra verden omkring.
Der er heller intet i vejen med hans hukommelse, Der til tider kan være skræmmende nøjagtig, når det for eksempel gælder, hvor mange øl, man mangler at betale for. Han holder altid et vågent øje med sine gæster og kan altid huske hvem der har været forbi i løbet af aftenen. Han har generelt bare et godt overblik.
Personlighed:
Wilfred er en kvalitetsbevidst mand. Han går ikke på kompromis med nogen eller noget i sin kro, for han værdsætter den højt. Nogle ville måske endda sige at han også er smålig, idet han lider en arbejdsskade, der kendes som sparsommelighed. Han kan især være smålig overfor gæster som han ved, ikke har problemer med at betale. Han er efterhånden blevet lidt af en knarvorn, gammel mand, men han har dog stadig et indre venligt gemyt og er inderst inde meget selskabelig. Det sker også, at han forbarmer sig, hvis en gæst virkelig ikke kan betale, men det er ikke noget, han taler for højt om. Dybest set har Wilfred kun sin kro at gå op, så hele hans liv drejer sig om den. Han har ikke nogen familie at tage sig af, så kroen er blevet en erstatning. Han er aldrig helt kommet sig over sin kones tragiske død. Derfor bærer han også stadig rundt på en del bitterhed (måske endda overfor Gud) over de tab, han har lidt.
Han kan til tider være lidt af et brokkehoved, men i virkeligheden elsker han, når der er folk og liv i kroen. For det meste deltager han selv i det daglige arbejde i kroen, egentlig hver dag, men det hænder da at han selv tager et ærinde eller to, for eksempel ned til havnen for at handle.
Kroen:
Kroen hedder Marthas Kro og ligger i den bedre del af London. De fleste rige som fattige er velkomne så længe de kan betale og opfører sig ordentligt. Kroen er en stor bindingsværksbygning i 3 etager. Der er i alt 22 værelser. De 4 største ligger over køkkenet med udsigt over krostuen. Langt de fleste værelser ligger på 2. sal der kun bliver brugt til dette formål og kun en lille håndfuld, der ikke kan kaldes meget mere end kamre, er oppe på under taget, men til en lidt mere favorabel pris.
Krostuen i sig selv er et enormt rum i to etagers højde med plads godt 70 mennesker. I den ene ende af lokalet er et stort åbent ildsted der buldrer varme igennem bygningen døgnet rundt og sørger for en hyggelig belysning og aftenen. Fra tid til anden vil man kunne se kroens rottefangere ligge her og strække sig efter en vellykket jagt. I den anden ende af krostuen finder man bardisken og bag den, køkkenet hvor der evig og alt tid strømmer en liflig duft af mad fra. Ved siden af disken ligger indgangen til kroen og en trappe der fører op til en lille gangbro over baren med adgang til de første værelser. Fra den anden ende af gangbroen fører en anden trappe videre op til anden sal og videre op til loftet.
Bag kroen er gården, stalden, brændeskuret og en lille tilbygning hvor Wilfred og hans familie skulle have boet. Han bor der stadig, men meget af den er dog nu blevet til lagerplads og han lader kropigerne sove på et lille anvendeligt loft over tilbygningen.
Velkommen til spillet!!