En festdag

[Julie den Ærværdige]

Der er larm på pladsen foran kirken, hvor mennesker, rig som fattig, står samlet i en flok for at hylde deres nye konge. Man skulle tro hele London var dukket op, og mere til. Det er en festdag for folket.

Kaptajn Theodore Northwood smiler dog ikke så meget. Han sidder på sin mørkebrune hest i nærheden af indgangen til kirken, hvorfra han har et godt overblik over hele området. Det er ikke fordi, han ikke anser kroningsdagen som festlig, men han deltager ikke i festen på samme vilkår som de andre. Dagen idag betyder mest af alt ekstra arbejde for hans vedkommende. Så mange mennesker samlet på ét sted kan meget hurtigt give anledning til tumult eller optøjer eller andet, der kræver vagtværnets indblanding. Selvom Kongen har sin egen livvagt med, anser Theodore det lige så meget for sin egen pligt at forsvare kongen.

Nu gjalder heroldens stemme ud over pladsen, og Theodore retter på hjelmens skygge og misser med øjnene mod solen, idet hans øjne glider ud over folkemængden, der som ved et trylleslag tier og holder vejret i forventning. Fra sin hesteryg får han pludselig et glimt af sin svigerinde Cecilia i mængden.
Så finder også hans øjne også balkonen, hvor en skikkelse i det samme træder ud i lyset, og folkemængden bryder ud i jubel, hofnarren gør sig til på trappen, hans majestæt hilser på folket.
Alt ser ud til at forløbe fredeligt indtil videre.

[Trine den Fromme]

Man har forsøgt sig placeret et sted blandt de mindre... jævne folk i mængden. Hvad forstår den almindelige borger sig da også på det fuldbyrdige i en kongelig kroning? Alt hvad deres hoveder forstår er vel den overvældende prang og pragt. Næppe fatter de vel hvad det vil sige at det engelske rige netop har fået et nyt overhoved, et gudsudvalgt menneske i kød og blod, som nu fra balkonen stråler i gylden kongepragt.

Næh, man er heldigvis lærd og har forstand til at forstå storheden i sin helhed, tænker Jonathan og børster lidt støv fra sin skulder. Han er mødt præsentabel op i sin grønne puf-ærmeskjorte som i sig selv også føles lidt kongelig på sin egen fromme vis. Han løfter værdigt hovedet en smule højere for om muligt at kunne få et bedre blik på den nykronede konge. En smuk, velskabt ung mand skabt i Herrens fineste billede, og klædt lige så pragtfuldt som det passer sig. Jonathan gnider en af sine egne fingerringe og tænker kort at man i al beskedenhed vel ikke kan afvise at den nykronede konge og han selv vel blev smedet af det samme stykke jern.

[Julie den Ærværdige]

Kaptajnens øjne har i midlertid fundet vej til den kongelige hofnar, der tager sig større og større friheder til ære for tilskuerne. Selv end ikke trækker han på smilebåndet af narrens udfoldelser, men irriteres en anelse over at den maskeklædte galning forstyrrer vagterne der står udenfor kirken. At kongen tillader dette! Theodore har een gang givet narren en advarsel for at være for kæk, men det behagede ikke den tidligere konge, og det må man bøje sig for. Desuden har gøglere og narre personligt aldrig moret ham. Han begynder flygtigt at forestille sig hvordan narren burde straffes for at forstyrre embedsmænd i funktion, for det er langt bedre underholdning for ham.

Kongen vinker stadig og folk jubler, og da Theodore danner sig overblik over pøblen igen, får han øjenkontakt med en lille pige, der sidder på sin moders skulder. Han kender godt den lille familie, for det er hans brors kone og datter, men han ser ikke sin bror nogen steder.
Han ranker sig på hesten, og giver et svagt og afmålt nik som hilsen til byens højt respekterede læge, han netop lige øjner i nærheden.

[Trine den Fromme]

Den store jubel og højlydte larm af utroligt mange mennesker er begyndt at gå Jonathan en smule på. Vel er man mødt velvilligt op for at vise sin støtte og gode vilje ved denne hellige begivenhed, men den infantile råben og teen sig fra den store flok af jævne folk synes ham efterhånden lidt for meget, og desuden får han ondt i hovedet.
Han kaster et kort blik rundt omkring sig, og fanger i det samme gardens kaptajn i sin øjenkrog. Som han sidder der, rank og alvorlig på sin flotte mørke hest hævet over mængden, gør han sig en god figur. Både fysisk som han sidder nu, men han er også en sand pragt for garden som må værdsætte deres Kaptajn højt.

Da Kaptajn Northwood i det samme sender ham en hilsen, svarer Jonathan med et tyndt, sleskt smil. Den unge mand er så afgjort værd at holde sig på god fod med

[Julie den Ærværdige]

Man må gå ud fra at de snart er færdige, så Theodore lægger an til snart at skulle få gennet folk væk fra pladsen. Der er altid nogen der ikke kan finde ud af forlade en begivenhed på fredelig maner. Herfra ser han heldigvis de fleste ting. Han bemærker også at hans gravide svigerinde ser ud til at føle sig ilde tilpas, men hun på holde op med at skabe sig, hvis hun håber på hans opmærksomhed, for han har bestemt ikke tid til at tage sig af kvindfolk nu.

[Trine den Fromme]

Utroligt med alle disse urolige godtfolk. Det er beroligende at vide at man har en mand som Kaptajn Northwood i sin nærhed når man befinder sig midt i al denne mores. Et sted i periferien bemærker Jonathan en svanger kvinde blandt de mange andre mennesker. Skovridderens kone, hvis ikke han tager meget fejl. Åbenbart har hun problemer, men Guds lod til kvinden bør man ikke blande sig i. Se, nu får hun jo også støtte af en ligekønnet. Jamen, det er da endda den yndige, lastefulde Paulina Sancha, er det ikke? Jo, minsandten. Hvad kan de to kvinder mon have for. Næppe noget som Skovridderen har kendskab til

[Julie den Ærværdige]

Kaptajnen, der ellers er omtalte skovridders bror, tager dog ikke længere notits af de to kvindfolk, for hans årvågne blik er netop blevet fanget af noget andet - en bevægelse omkring kirkens spir. Er det hans fantasi, der spiller ham et pus? Nogle gange kan solens lys vildlede synet, så man ser skygger hvor der ingen er. Han holder en hånd op under hjelmens skygge og kniber de mørke øjne sammen.

Pludselig bliver det dog klart for alle, at skyggen på spiret ikke er noget blændværk, men den skinbarlige virkelighed, da den kutteklædte skikkelse pludselig peger mod Hans Majestæt på balkonen og hæver stemmen.
Sandt at sige kan Theodore ikke høre et eneste ord af, hvad den gamle råber. Han opfatter kun tonen i hans stemme, der bestemt ikke priser eller velsigner kongen på nogen måde. Det sidste "KONG PHILLIP" hører han - og så styrter skikkelsen mod jorden.

Flokken af mennesker bevæger sig panisk, omend synkront, som var de een organisme, og danner en åben plads hvor mandens krop smadres mod jorden.
På dette tidspunkt har Theodore allerede reageret. Han gør en bevægelse med hånden, der skal få et par underordnede vagter i nærheden ind mod stedet hvor manden er landet.
Derpå rider han selv derind mens han råber "Gør plads!" til de folk, der ikke flytter sig.

((Han rider over i den anden tråd))

[Trine den Fromme]

((Jonathan))

Jonathan som ellers havde lagt an til at forlade pladsen, er allerede ved at bevæge sig bagud gennem menneskemængden, for han synes efterhånden at have vist rigelig national velvilje ved at stå sammenklemt i denne masse, og han er begyndt at bekymre sig om klinikkens velbefindende.
I det samme får et højt udråb oppefra ham dog til at dreje omkring lige i tid nok til at se noget stort falde fra kirkens spir.. en person?! Skikkelsen falder i hastig fart mod jorden, men Jonathan får ikke mulighed for at se selve kollisionen, da den store menneskemængde skjuler dette syn for ham.
Og så begynder den. Råben og skrigen og turmult i en sådan grad at man overraskes, for man havde ellers syntes at man måtte være nået til en grænse for den slags allerede tidligere ved ceremonien. Ingen synes at tage hensyn til at deres hysteri går ud over en stakkels uskyldig herre som ovenikøbet er af langt bedre stand end dem selv, selvom det da ikke skulle være så svært at forstå, hvis man blot gad kaste et blik på den smukke klædningsdagt man har iført sig.
Men ingen omkring ham synes at tage hensyn til den slags, og Jonathan har allerede fået mere end nok af denne moras og søger væk så hurtigt han kan

((og ender efter et stykke tid tilbage i sin klinik))