Igennem folkets øjne..

[Anne den Forsigtige]

Cecilia står iblandt menneske mængden og stiller sig på tæer for bedre at kunne se op til der hvor deres nye konge burde træde frem når som helst. Hendes krøllede gyldne hår er sat pænt op med et spænde lavet af fint mørkt træ, og nogle små hvide blomster der er sat fast i den. Kjolen er en af hendes bedste, en smuk, grøn, lang kjole der sidder stramt om den gravide mave, dækker brystet anstændigt og går derefter ud til ærmerne der sidder stramt om armene, og stopper i en blød bue lidt over håndledet så det ikke kan ses. Kanterne er pænt blevet broderet med en lysere grøn farve, imens at der er broderet med brune sting, små snorede blomster ved ærmernes kanter og som slutter op til der hvor albuen begynder. Et nydeligt bånd med pæn tørret gul blomst som er broderet ind i, er bundet om hendes lange hals, og et mat blåt sjal smyger sig om hendes skuldre.
Hendes øjne søger den kongelige højhed imens at hun holder en pige på omkring de cirka 6-7 år i hånden.
,, Jeg løfter dig op når han kommer frem", siger hun henvendt til hendes datter.
Der er iklædt en lige så pæn kjole, dog i en mat rød farve, hvor at de indbroderede mønstre ved håndledende også er i brun, og pigens hår er ligesom sin moders sat op med et fint træ spænde, og en frisk lille hvid klokkeblomst, der sikkert er blevet plugget inden de tog af sted, er blevet sat bag øret på hende. I forhold til moderens hår, er pigens mørkt som hendes far, dog kan man se antydninger af et rød gyldent skær i den måde hvor på solen ligger sig over de fine hår tråde når pigen drejer hovedet. Også hun har et lille sjal over skuldrende, der dog er brunt i stedet for mat blå. Begge kjoler er noget som Cecilia selv har siddet og brugt flere timers arbejde på at sy til hende selv og sin elskede pige.

[Kasper den Modige]

Ikke så forfærdelig langt fra Cecilia, tættere på kanten af menneskemylderet, ser en anden kvinde op mod balkonen, hvor Kongen snart vil dukke frem.
Paulina lader sin hånd løbe gennem sit sorte hår, og flytter en tot, der har generet hende lige siden morgenstunden, om bag højre øre. Hun er iklædt sin sorte dragt, der er næsten i samme stil som den man finder på nonner. Hun går dog ikke sammen med nogle af de nonner, man ellers kan spotte rundt omkring i mængden. Faktisk holder hun sig langt fra dem. Øverst på hovedet har hun sit lette hvide silkeslør, som bevæger sig blot en anelse i vinden. Det sidder dog ganske godt fast, så hun er ikke i fare for at det blæser væk. Hendes hænder har hun foldet foran sig, og hun står tålmodigt og afventende.
Hun er ganske godt kendt i byen. Især blandt den mandlige del af befolkningen. Hun ser mange hun kender, men holder sig mest væk fra mængden. Nogle af hendes piger er også tilstede. De lader til at følge hendes eksempel og undgå det værste af mylderet.

[Knight of Camelot]

((Så er det nu, at jeg skriver, at Kongen træder frem på altanen!))

[Anne den Forsigtige]

Cecilia ligger ikke just mærke til personener tæt på hende, hun har travlt med at spejde ud for at se hvornår kongen kommer frem så hun kan holde sit løfte til sin datter, om at hun må se ham! Det havde ellers været noget af en diskussion derhjemme omkring hvor vidt det var klogest at blive hjemme den dag. Der var blevet spottet røvere i skoven som hendes mand, Marcus, var blevet nødsaget til at tage ud for få konstateret om det var rigtigt. Hvor ridderligt det end måtte lyde, havde Cecilia ikke just været begejstret for det, da hun virkelig havde set frem til denne festlige dag sammen med familien! Men hendes mand havde nu engang sit arbejde, og det respekterede hun, han var trods alt en mand, og hun vidste at mænd satte deres arbejde meget højt! Desværre havde dette også resulteret i at deres ældste barn, Cedric, fulgte med sin far, da han skulle have en løber at sende af sted ind til byen efter hjælp hvis det nu gik helt galt. Så de to var draget af sted, far og søn. Selvom det var farligt, vidste Cecilia at hendes mand hellere ville dø end at lade deres søn komme til skade, og Marcus selv var en ufattelig dygtigt kæmper, så hun var ikke i tvivl om at han kunne forsvare deres søn hvis det blev nødvendigt.
Hun spærrede øjnede op da hans majestæt trådte ud og så ned på sin datter:
,, Så er det nu Rose!".
Smilende løftede hun sin datter op på siden, selvom at vægten fik det til at gøre ondt i ryggen på grund af den lilles ekstra vægt i forvejen. Men hun var en robust og stærk kvinde så det gik i lidt tid endnu før Rose måtte komme ned på jorden igen, og Cecilia pegede imod kongen så hendes datter kunne få øje på ham. Og hun holdt sit løfte til hendes lille pige om at de skulle se den nye konge, for Rose havde glædet sig lige så meget som sin mor til at se fin og pæn ud, og se selveste Englands konge!

[Kasper den Modige]

Som kongen træder frem, smiler Paulina for sig selv. Eftersom hun ikke er født i England selv, så sværger hun i teorien troskab til både Kongen af Spanien og Kong Phillip af England. Der er dog ingen tvivl om, at hun betragter England som sit hjem nu, og Kong Phillip som sin sande konge.

Hun har faktisk set ham før. Hun forstår sig på at give andre mennesker selskab i mere end en forstand, og det har da også til tider været hendes rolle at gå som ledsager til bal. En enkelt gang ved hoffet, hvor hun så ham. Godt nok stadig på næsten samme afstand som nu, men det spiller ingen rolle.
Paulina er måske ikke den mest velbårne, men på trods af hendes relationer til næsten alle samfundsklasser, så er det royale så utroligt fascinerende for hende.

Hun ser sig omkring i mylderet endnu en gang. Alles øjne lader til at være rettet mod kongen, og alle lader til at fejre ham efter deres bedste evne. Et sted i flokken løftes den sødeste lille pige op, sikkert på skuldrene af sin mor eller far, for bedre at kunne se.

[Anne den Forsigtige]

Cecilia smilede og grinte med sin datter, der også pegede imod hans majestæt, og gav et stort smil til sin moder som tegn på at hun var stolt over at have spottet ham. Cecilia gengældte pigens begejstring i en overrasket grimasse, som var hele fortjenesten for at have set ham hendes datters, og ikke moderens egen. Hun vuggede lidt sit barn imens hun bagefter så derop imod, hvor hun ved hjælp af at fokusere og knibe øjende lidt sammen syntes at hun kunne skimte hendes svogers ranke person et sted meget længere fremme. Dog bed hun ikke yderligere mærke i ham, da han var for langt væk til at hun kunne hilse endnu, og så var hun slet ikke sikker på at det var ham. Hun vendte blikket imod sin datter der glad klappede i hænderne, og betragtede en farverig mand der kom ud og snakkede om høns og ægg, lidt tid efter at den nye konge blot havde ladet sig drukne i pøblens jubel. Cecilia så til sammen med sin datter der fandt hele op trinet betydeligt morsomt, grinte og hvinede i glæde over den farverige mand. Og selv nogle minutter efter han havde trukket sig, har den lille piges runde æble kinder stadig ikke mistet deres lyserøde farve. Cecilia ser smilende på sin datter, og deler uden tvivl sin piges glæde, de slår kort panderne sammen imens Rose lader hendes arme svinge som sin moders hals, for derefter smilende at se op imod kongen igen. Cecilia ser for første gang udover mængden af de folk der er omkrig hende, og for øje på en kvinde ikke så langt fra hende. Selvom det er svært imellem de mange menneske hoveder, forsøger hun at give et venligt smil til kvinden der ser ud til at have øjnene på Rose.

[Kasper den Modige]

Paulina ser mod himlen. Vejret er fint til en sådan begivenhed. Der er ingen tvivl om at Gud har sørget for så fint vejr til netop den ærede konge af England.
Paulina er glad for at hun tog med. Hun havde været i tvivl om hun overhovedet skulle gå med, men hun fortryder ikke at hun overtalte sig selv til at gå med. Det er noget særligt, at være del af sådan en begivenhed, med så mange mennesker, på så dejlig en dag.

Hun kan ikke lade være med at vende blikket tilbage ind mod midten af forsamlingen, for at se om hun kan få øje på den yndige pige fra før. Hendes blik møder kvinden, som højst sandsynligt er pigens moder, og hun gengælder hendes smil med et varmt et af slagsen.

[Anne den Forsigtige]

Cecilia smiler selvfølgelig igen, men lader derefter igen hendes øjne ligge sig på sin lille pige, der igen peger imod kongen hvorefter hun hvisker noget til sin moder, der i respons bare smiler og fniser lidt sammen med hendes datter. Der efter ser hun kort imod mængden af folk endnu engang, og overvejer om det måske var tid til at mase sig ud fra flokken inden at hele mylderet gik i gang. Men så igen, så morede Rose sig så gevaldigt at hun næsten ikke kunne nænne det.

Det begyndte så småt at gøre ondt i ryggen, så efter nogle flere minutter måtte Cecilia sætte sin datter ned igen, og placere en hånd på ryggen og knibe øjende lidt sammen i smerte. Hendes datter så lidt bekymret op på hende, og undskyldte stille overfor sin moder, der blot sendte hende et smil med ordrende:
,, Det skal du ikke tænke på..".

[Kasper den Modige]

Næsten samtidigt som Cecilia beslutter sig for at blive har Paulina overvejet nøjagtigt det samme. Uden en datter drager hun dog ikke samme konklusion, men begynder i stedet så småt at bane sig vej gennem junglen af tætpakkede folk. Arbejdet kalder atter, og hun må hellere komme i gang.

Ved kanten af menneskemængden vender hun sig en enkelt gang og ser mod balkonen.

[Anne den Forsigtige]

Cecilia ser udover mængden endnu engang, og spotter den mørkhårede kvinde fra før der bevæger sig ud fra menneske mængden. Med en svag smerte i ryggen stadig og en hånd derpå ligeså, beslutter hun også at det er tid at komme ud af mylleret og hen et sted hvor man kunne sidde. Hun ser ned på Rose, tager pigens hånd og giver den et nænsomt lille klem samtidig med at hun smiler til sin datter.
,, Vi må nok hellere se at komme videre.. mor skal sidde lidt..", siger hun i sin normale blide tone.
Rose nikker ivrigt, og forstår alvoren af at hendes moder har brug for at sidde, og som den første suser hun frem med sin mor i hånden for at komme ud af. Cecilia og Rose kommer ud fra menneskemængden, og den gravide kvinde forsøger at komme ned af de trapper der føre op til kirkens åbning, imens at Rose prøver at hjælpe så godt hun nu kan.

[Kasper den Modige]

Fra hvor Paulina står, ser man faktisk næsten bedre end før. Man kan i hvert fald se længere ind, og hun får øje på en person ved døren, tydeligvis en der til dagligt underholder kongen og hans følge. Ud af øjenkrogen ser hun den lille pige, der nærmest trækker sin mor efter sig, på vej væk. På den anden side af mængden kan hun se en mand til hest rage op over, men hun kan ikke rigtig se ham. Nogle steder er der nu enkelte, der som hende er på vej væk.

Hun vender sig og går mod en trappe, der fører væk. Hun skal ikke så frygtelig langt. Ikke noget hun ikke hurtigt kan tilbagelægge til fods. Hun har efterhånden været her i mange år, og hun kender byen ganske glimrende.
På toppen af trappen stopper hun kort op, og betragter kvinden med pigen, som med noget besvær er på vej ned af trappen. Hun er hurtigt efter, og tager blidt fat om armen på den gravide kvinde for at støtte hende.
"Her, lad mig hjælpe Dem."

[Anne den Forsigtige]

Cecilia bevæger sig usikkert ned af trappen, også selvom hun holder en hånd på pigens skulder. Et skridt af gangen, tager hun, som var hun en langsom skildpadde. Hun trækker vejret dybt da det er hårdt at bevæge sig ned af trapper, men lige som hun ser ud til at ville give op et kort øjeblik, kan hun mærke en blid hånd der griber fat om hendes arm. Hun vender forskrækket blikket imod personen, og ser på kvinden var tidligere.
,, Åhh.. tusind tak..!", udbryder hun som respons på kvindens ord, og fokusere derefter på at gå ned af trappen endnu engang. Da hun er kommet helt ned, giver hun kvinden et smil og et nik som tegn på at nu kan hun godt selv klare den.
,, Mange tak for hjælpen...", hendes øjne glider kort ned til kvindens hænder for at se efter en ring, men da der ingen er, så antager hun at kvinden ikke er gift.
,, ... frøken?", siger hun med en spørgende tone.

[Kasper den Modige]

Paulina slipper forsigtigt hendes arm, mens hun holder sig klar til hvis Cecilia skulle få brug for yderligere støtte.
Hun smiler venligt og nejer blot en anelse. "Frk. Sancha. Paulina Sancha. Og det var da så lidt."
Hun kaster et hurtigt blik ned på Rose, inden hun ser tilbage på Cecilia. "Og hvem har jeg fornøjelsen af at træffe?"

[Anne den Forsigtige]

Cecilia smiler venligt til Paulina ligeså, og giver et anerkendende nik fra sig, og nejer smukt.
,, Fru. Northwood.. Cecilia Elisabeth Northwood.. og det her er..", hun ser kort ned på sin datter, der i respons giver kvinden et pænt lille naj, lige så mesterfuldt udført som hendes moders, og siger:
,, Rose Regina Northwood, datter af Cecilia og Marcus Northwood.", siger pigen med et stolt smil på læberne.
Hun tager dog derefter fat i hendes mors kjole og rykker sig lidt tættere på hende, hvorefter hun genert skjuler sig en smule. Cecilia smiler til hendes datter, tydeligvis stolt over pigens præsentation af sig selv. Derefter ser hun over på kvinden igen.

[Kasper den Modige]

Northwood. Navnet lyder ganske bekendt i Paulinas ører. Hun ser eftertænksom ud i et øjeblik, mens hun i hovedet prøver at placere de to. Det er måske muligt, at de er i familie med den kære Theodore. Hun må huske at spørge ham, næste gang hun ser ham.
Mens hun laver en mental note, nikker hun imponeret over den lille pige. Den lille Rose er nok den yndigste pige hun længe har set, og hun fornemmer da også Cecilia er stolt over sin datter.
"En fornøjelse at møde jer begge."