Post by Julie den Ærværdige on Oct 10, 2010 11:16:00 GMT -5
Navn: Theodore Lester Northwood.
Alder: 27 år.
Køn: Hankøn.
Nationalitet: Englænder.
Beskæftigelse: Kaptajn for Garden.
Status: Ugift. Middelklasse. Ingen børn, så vidt vides.
Sprog: Taler og forstår engelsk. Kan hverken læse eller skrive.
Trosretning: Katolik
Højde: 1,75 m
Vægt: 76 kg.
Hårfarve: Nøddebrun.
Øjenfarve: Brun.
Udseende:
Theodore har altid været spinkelt bygget, men nogen svækling er han ikke. Han er i god form, hvilket man tydeligt kan se på hans kropsholdning og bevægelser, selvom han ikke er robust bygget fra naturens side.
Han er en køn ung mand med et forholdsvis tiltalende udseende. Hans glatte, brune hår lidt kortere end til ørerne, klippet pænt og han har nogle store, alvorlige brune øjne. Han er altid glatbarberet, hvilket giver ham et ungdommeligt præg. Ansigtet er slankt og harmonisk bygget og huden overvejende lys, dog med solstrejf om sommeren. Hans udtryk er næsten altid alvorligt. Det eneste, der kan få Theodore til at smile, er, når han glemmer livet i armene på en smuk kvinde i de sene nattetimer. Han har nogle kønne smilehuller, når han endelig smiler, men mange synes, at det specielt kønne ved ham netop er den alvorlige, tænksomme skygge der hviler over hans ansigt. Det er på en måde charmerende, fordi det får ham til at virke anderledes end de fleste.
Theodore bærer naturligvis rustning, når han er i tjeneste. Det er dog ikke sådan en prangende fuldpladerustning som ridderne i turneringerne ofte bærer under lansekampe. Hans er knapt så tung og består kun af brystplade samt beskyttelse til skulder, arme og skinneben. Det er faktisk yderst sjældent, man ser ham i civil, og desuden bærer han helst sit sværd på sig, for som de fleste andre soldater har han fået en indgroet vane med kun at føle sig tryg, når han har et våben i nærheden. Desuden bærer han et smalt sølvkors om halsen med sort ornamentik, som har været hans mors.
Fortid:
I det herrens år 1497, på en kold aften sidst i november, kom Theodore til verden i en lille hytte i udkanten af Northwood. På den tid var Theodores far kongelig skovridder i Northwood, ligesom hans far og farfar og flere generationer før ham, derfor har familien med tiden fået navn efter skoven, hvor de har hjemme. Familien talte på det tidspunkt allerede fire medlemmer; Skovridder Gregory, hans kone Regina og deres børn Lora på 12 og Marcus på 7. Det var dog ingen nem start på livet som den lille ny fik, idet han blev født mere end 3 uger før tiden, hvilket gjorde hans chance for overlevelse ganske lille. Med var ikke det værste, for Theodores fødsels bragte også en tragedie med sig til Skovridder-familien; Fødslen var for hård ved Regina, som dog ikke døde, men slet og ret mistede forstanden, sådan som det i sjældne tilfælde før er sket for nybagte mødre. Hun kom ikke til sig selv og magtede ikke at tage sig af sit barn, som når et får ikke vil kendes ved sit nyfødte lam. Storesøster Lora tog sin nyfødte lillebror i armene og bar ham gennem den kolde november-nat, hele vejen til London, hvor en amme kunne give mad til den lille. I mens blev resten af familien tilbage i hytten i skoven for at tage sig af Regina. Man tilkaldte en læge for at tilse hende, men ingen kunne sige, hvad der var galt, ej heller finde en kur. Flere måneder gik, men kvinden kom ikke til sig selv. Hun sad og sang for sig selv i sengen eller græd en stille gråd, og kunne kun fjernt registrere hvad der foregik omkring hende. Man kaldte det en forbandelse. Måske havde hun altid haft galskaben i sig, troede nogle, der skulle blot noget til at tvinge den frem.
Den lille dreng, Theodore, forventedes heller ikke at overleve, men efter et par måneder blev han dog bragt tilbage til sin familie, og skønt han var lille og tynd, var han sund og rask, hvilket man ikke helt forstod. Men guds veje er nu engang uransagelige…
Familien besluttede sig for at klare sig bedst muligt og tage sig af den nu sindssyge moder, der stadig kun forblev en skygge af sig selv, og på Theodores ét års fødselsdag kulminerede det hele.
Da de vågnede om morgenen var Regina væk. Man så at hun havde taget sine sko og begyndte derfor at gennemsøge skoven for spor. Til sidst fandt man hende. Hun lå og skvulpede rundt i skovsøens iskolde vand, kun iført sin hvide natkjole. Druknet.
Skovridder Gregory Northwood holdt op med at smile fra den dag.
Man talte om Northwood-tragedien i mange år, men efterhånden mistede det nyhedens interesse og blev i stedet et emne, man undgik at benævne, især når nogen fra Skovridderens familie var i nærheden. Hvad angår Theodore, så blev han passet af sin storesøster, der så at sige havde overtaget moderens rolle efter dennes bortgang. Han forblev lille og tynd af bygning, og man frygtede, han var svagelig og forventede altid, at han ikke kunne klare de hårde vintre. Selvom ingen i familien ønskede nogen noget ond, kan man heller ikke benægte, at Theodore aldrig fik den samme kærlighed som sine søskende. Faderen så aldrig til hans side. Hvert et blik, han kastede på sin lille, mørkhårede søn, mindede ham om Regina. Det mindede ham tragedien ved drengens fødsel, og selvom han ikke ønskede det, bebrejdede han underbevidst sønnen for moderens død.
Theodore var dog ikke svagelig, ej heller gal som sin mor, og som årene gik voksede han sig til en sund knægt, der dog syntes at have en evig alvorlig skygge hvilende over sit ansigt. Med tiden gik de skrækkelige begivenheder dog også næsten helt i glemmebogen, og man fokuserede i stedet på den lysere fremtid – børnene skulle snart giftes bort, og Marcus skulle overtage embedet efter sin far, der efterhånden var begyndt at halte svært på sit dårlige ben.
Lora blev sendt nordpå, hvor hun blev afsat til en rig købmand, og nogle år senere holdt man bryllup for Marcus og hans forlovede Cecilia. Da Marcus efterhånden overtog mere og mere af arbejdet fra sin gamle far, blev det også svært for Theodor at finde plads i familien. Uden Lora, der var det tætteste han havde haft på en mor, følte han faderens bitre øjne på sig hvert sekund, og besluttede, at det var tid for ham at forsvinde.
Så som 16-årig meldte Theodore sig i hæren. Han var ud af en god familie, der gennem mange generationer havde tjent kongen, så man modtog ham gladelig. Han blev optaget i kongens garde og begyndte her at gøre sig karriere. At komme væk hjemme fra var præcis hvad den unge mand havde haft brug for, han havde aldrig før i livet følt sig så fri, og så meget herre over sit eget liv. Han følte, at han blev accepteret, respekteret, og jo dygtigere han blev med et våben, jo mere respekt høstede han fra andre. Han blev mere og mere ambitiøs, hvilket hurtigt hjalp ham op af karrierestigen.
I flere år kom han slet ikke hjem, trods hans familie boede lige uden for byen. Hans far døde i mellemtiden af et hjerteanfald.
Nutid:
I dag bor Theodore til leje på et herberg i London, har sin egen hest, høster en god løn og en masse anerkendelse fra folk omkring ham, nu da han har fået rang af Kaptajn. Hans bror, der naturligvis stadig er skovridder i Northwood, ser han ganske sjældent, men det hænder da, at han tager derud.
Mange mener, at Theodore slet og ret har brug for at gifte sig og falde til ro.
Personlighed:
Ud ad til virker Theodore som en venlig og imødekommende person. Mange har stor tillid til ham og lader til at dømme ham på hans pæne uniform og høflige opførsel, for han er god til at begå sig blandt mennesker, og ved, hvordan man siger de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Han er naturligvis også religiøs og lever sit liv (med intentionerne om) at være en god kristen. Trods sin alvorlige udstråling virker han sjældent sur eller aggressiv, og han afslutter hellere et skænderi end starter det, til trods for at han godt kan være stædig. Denne tiltalende personlighed er dog kun en overfladisk del af ham. Under sin facade er Theodore plaget af en evig melankoli, der ind i mellem lægger en tung, sort sky over hans tanker. Han spekulerer til tider for meget over livet, så man næsten skulle tro, at tilværelsen er ham end større byrde end en gave. Ind i mellem kan han slet ikke udstå samværet med andre, og man kan se ham ride alene fra byen for at tilbringe en ensom stund ved søen i Northwood-skoven.
I virkeligheden er Kaptajn Theodore en ensom sjæl, uden megen kærlighed i livet. Derfor er han rodløs og søger ind i mellem trøst hos ’letlevende’ kvinder, som vel nok er smukke elskerinder, men han binder sig aldrig helt til dem. Han er aldrig helt tilfreds og forlader sin elskerinde efter kort tid, eller er hende utro med en anden. Alt dette gør hans sind kaotisk, og kommer som følge af en opvækst fyldt med svigt. Dybest set er han også bitter og misundelig på sin bror, der synes at have alt, hvad Theodore tror, han aldrig selv vil opnå.
Således søger han også trøst i sin beskæftigelse, for han finder det afstressende at udføre en soldats ’simple’ arbejde. Det falder heller ikke Theodore svært at være kold og kynisk, sådan som det nogle gange er nødvendigt for en kaptajn at være. Han er pligtopfyldende, ambitiøs og virker til at altid at ville gøre sit arbejde så godt som muligt. Det værste han ved er kujoner, der vender deres venner ryggen når de har allermest brug for dem. Hvis nogen opfører sig kujon-agtigt i hans regiment, slår han hårdt ned på det. Hvis folk én gang har svigtet hans tillid, får de ikke lov at prøve den igen. Tilgivelse har han ikke let ved.
Evner:
Trods sit slanke ydre har Theodore trænet sig op til at have en god fysik. Han kan løbe hurtigere og længere end de fleste, kaste en sten fra mange meters afstand og stadig ramme sit mål. Fysiske udfoldelser og våbenbrug har altid været det, Theodore har brugt allermest tid på, så det er klart dér han har sine største fordele. Theodore kan benytte stort set alle almindelige våben, men foretrækker dog sværdet.
Som kaptajn skal man være god til at tage beslutninger, og på det område er Theodore meget selvsikker, hvilket får ham til at virke overbevisende. Folk adlyder hans ordrer - naturligvis både fordi de skal - og så på grund af den selvsikre udstråling, han kan have i situationer.
Da han hverken kan læse eller skrive, er Theodore ikke så boglig anlagt, og videnskab interesserer ham ikke. Hvis han endelig har brug for at læse noget, plejer der at være nogen i nærheden, som han kan få til at læse højt. Han taler som han har forstand til, og prøver sjældent at gøre sig klog på emner, hvor han er underlegen, men dum er han bestemt ikke. Med sin gode forestillingsevne og logiske sans er han god til at regne ting ud og forudse en situations udfald. Da han er opvokset i skoven besidder Theodore desuden en forståelse for at bevæge og orientere sig i naturen.
