|
Post by Julie den Ærværdige on Jan 20, 2011 13:35:22 GMT -5
((Fortsat fra "Må jeg præsentere..." ))
Den unge kaptajn trækker sin hest over brostenene ned ad en gade bag Sank Pauls Katedral. Rundt omkring er i denne og andre ligesom denne gade man efterhånden vendt tilbage til de daglige gøremål, efter balladen har fortaget sig, og hoben er kommet i tanke om at arbejdet ikke laver sig selv. London er begyndt at ligne sig selv igen, og ser ud til at have glemt hvad end der måtte være hændt af tragiske eller nævneværdige begivenheder. Glemt det har de nok ikke, men det er nu begrænset hvad menigmand kan gøre i sager om konger og mystiske kutteklædte der kaster sig ud fra kirkespir. Men i det mindste har sladderkonerne nu noget at sladre om de næste ugers tid, indtil en ny tragisk eller skandaløs hændelse indtræffer. Der sker ikke så meget i deres liv, så sladderen kan leve lystigt og længe på selv den mindste smule. Allerede nu er der sikkert et par forbipasserende borgere der sender et blik efter Theodore, som han kommer vandrende mod klosteret, og stikker hovederne sammen for at mumle og gøre sig kloge på ting, de i bund og grund ikke aner det mindste om. Men så længe de holder det for sig selv og ikke blander sig unødvendigt, er det vel ingen skade til.
Klosteret ligger ikke langt fra katedralen, så det tager ham ikke mange skridt ned ad gaden før de grålige mure tårner sig op foran ham. Han fortsætter ind i gården igennem porten og trækker hesten i retningen af stalden mens hans ser sig omkring. Det er ikke første gang han er her, men klosteret er ikke just det sted i London, kaptajnen oftest sætter sine ben.
|
|
|
Post by Knight of Camelot on Jan 22, 2011 8:13:12 GMT -5
((Da vi endnu ikke har en abbed, kontrollerer jeg lige en midlertidigt )) Da den unge kaptajn når ind i klostergården, kommer en lille, gammel mand humpende ud fra en af de mange døre i klosterbygningen. Hans hår og skæg er helt hvidt og langt. Ansigtet er furet af rynker og erfaringens træk, og de mørke øjne, der betrager Theodore, har et fraværende glimt. Abbeden for klostret går for at være den ældste i hele London. "Kaptajn." Han standser op foran Theodore, støttende til sin stok, og taler med en let hæs, og dog blød, stemme. "Hvorledes kan Dominikaner-brødrene hjælpe Dem?"
|
|
|
Post by Julie den Ærværdige on Jan 22, 2011 9:59:54 GMT -5
((smart xD Har han også et navn man burde kende??))
Theodore standser sig selv og sin hest, så snart han får øje på den gamle og tager tager nok engang hjelmen af. Han sænker blikket i respekt og hilser abbeden med et let buk, som dog blot er et nik, da det er begrænset hvor ærbødig man kan være med en krikkes tøjler i den ene hånd.
"Fader," hilser han og løfter først da blikket til oldingen, idet han forklarer . "Det omhandler den døde, som mine mænd burde have bragt til kapellet tidligere. Hans død er, som De måske allerede er bekendt med, forbundet med en del mystik."
|
|
|
Post by Knight of Camelot on Jan 22, 2011 10:07:20 GMT -5
((Abbed))
Abbed Lionel nikker langsomt. "Ja, man har berettet til mig om sagens alvor," svarer han langsomt, næsten som om han ikke har luft nok til at udtale hele sætninger. "Deres mænd har lagt den døde i kapellet, Kaptajn. Skønt Gud næppe vil se med milde øjne på, hvad han har gjort..." Han ryster på hovedet.
|
|
|
Post by Julie den Ærværdige on Jan 22, 2011 10:12:34 GMT -5
Kaptajnen nikker alvorligt af den hellige faders ord.
"Ved man, hvem manden var?" Spørger han så. Skønt han er tydeligt tynget af sagens alvor, kommer dette dog ikke til udtryk i hans stemme eller ansigtsudtryk.
|
|
|
Post by Knight of Camelot on Jan 22, 2011 11:25:52 GMT -5
((Abbed))
Abbeden giver et snøft fra sig. Nærmest som et skuldertræk. "Han er ikke fra vores orden," svarer han tonløst og gør en bevægelse mod en af dørene i klostrets sidebygning. "Jeg håber, at Gud vil hjælpe Dem til at løse dette mysterium, Kaptajn."
((.. og så....))
I det samme går en af dørene op i den modsatte sidebygning op, og to kvinder kommer ud i gården. Ud fra deres dæmpede samtale lader det til, at de netop kommer fra bøn. Den ene, en kvinde med rødgyldent hår, løfter i det samme blikket og standser op ved synet af Kaptajnen for Garden og abbeden. "Fader Lionel." Hun standser op og griber sin ledsagerskes arm for at gøre hende opmærksom på de to mænd. Denne, en kvinde med det mørke hår sat op i en frisure omkring sit hovedstykke, standser op og skynder sig ærbødigt at slå blikket ned.
|
|
|
Post by Julie den Ærværdige on Jan 22, 2011 11:44:54 GMT -5
"Tak, fader," Svarer Theodore og sænker hovedet for abbeden igen for at afslutte deres samtale, så han kan komme videre, og gør herefter mine til at ville fortsætte mod stalden, da han får øje på damerne. Han skænker dem et kort blik, der dvæler ved først den rødhårede, der er af tydelig adelig stand, og dernæst hendes ledsagerske.
"De damer." Hilser han høfligt for at gøre det kortfattet, for kvindfolk er ikke netop hvad han havde i tankerne at beskæftige sig med, og han genkender ingen af dem. Dog er det som om kaptajnen klarer en smule op i sit alvorlige blik.
|
|
|
Post by Knight of Camelot on Jan 22, 2011 12:02:20 GMT -5
((Fader Lionel))
"Åh, mine unge venner." Fader Lionel vender sig mod de to kvinder med et sørgmodigt smil, som om han beklager, at de to skrøbelige kvinder er nødt til at overvære et så alvorligt øjeblik. "Kaptajn, Lady Tahne de Jupalle, og Lady Cate Anvil."
((Lady Tahne))
Kvinden med det rødgyldne hår slipper sin ledsagerske og rækker sin fintformede hånd frem mod Theodore. Cate nejer med stadig nedslået blik og gør det samme med sin hånd.
|
|
|
Post by Julie den Ærværdige on Jan 22, 2011 12:59:10 GMT -5
Den unge kaptajn slipper nu endelig hestens tøjler for at kunne hilse ordentligt på damerne, nu da der tydeligvis ikke længere er nogen vej uden om, og træder hen i mod dem. "En ære," Siger han, og tager blidt imod de udstrakte hænder en efter en og kysser dem ærbødigt, som man gør, når man hilser på så fornemme Ladies. Først kysser han Lady Anvils hånd, dernæst Lady de Jupalles. Men da Lady de Jupalle ikke står med blikket sænket, som den anden gør, løfter Theodore til sidst blikket for at møde hendes blik, for det forekommer han egentlig forholdsvist sjældent at fremmede kvinder ser ham ind i øjnene som det første. Men nu er adelsdamer heller ikke dem han omgås mest.
|
|
|
Post by Knight of Camelot on Jan 22, 2011 17:46:05 GMT -5
((Fader Lionel))
"De damer, dette er Kaptajn Theodore Northwood. Han er i kongens ærinde."
((Lady Tahne))
Lady Tahne sænker ganske vist ikke blikket og lader kaptajnen se et par brune, intelligente øjne med et hårdt glimt, før hun sænker blikket, som det er normen at gøre. Hun nejer pænt.
((Lady Anvil))
Lady Anvil smiler og hæver blikket igen. Hun har de samme brune øjne som Lady Tahne, men de besidder et varmt glimt. Forskellen fra hende og Lady Tahne er også, at hun bærer en vielsesring. Det gør Lady Tahne ikke.
((Lady Tahne))
"Jeg mindes ikke at have set Jer ved hoffet, Kaptajn." Måske er det en konstatering, men fra Lady Tahnes side kunne det være en påmindelse om hans lavere status.
|
|
|
Post by Julie den Ærværdige on Jan 23, 2011 6:26:57 GMT -5
"En skarp iagtagelse, Mylady." konstaterer Theodore tilbage, og hvis man skal dømme på det ydre, er han ikke blevet fornærmet eller forsmået over hendes påmindelse. Han står stadig med hendes hånd i sin, og slipper den først, da han lader et blik glide ned over den endnu en gang.
"De har smukke hænder." Tilføjer han derpå i en ganske let tone.
|
|
|
Post by Knight of Camelot on Jan 23, 2011 17:05:40 GMT -5
((Lady Anvil))
Lady Anvil udstøder et forskrækket gisp ved Kaptajnens meget frembrusende bemærkning omkring hendes ledsagerskes hænder, og hun træder en anelse tættere på Lady Tahne, som om denne er i fare for at blive lokket i fordærv.
((Lady Tahne))
Lady Tahne lader dog ikke til at chokeres så meget som hendes ledsagerske. Eller også skjuler hun det godt. "Kaptajnen, De smigrer mig." Hun nejer let og ser på ham igen. Denne gang betragter hun ham på en anden måde end før. Hendes blik er halvt nedslået og sky, som hos enhver kvinde men der er et glimt i deres dyb, som måske antyder, at hun betragter manden over for sig som ligeværdig, selvom han alene i kraft af sit køn er hævet over hende.
|
|
|
Post by Julie den Ærværdige on Jan 23, 2011 17:43:39 GMT -5
"Ingen årsag, Mylady." Svarer Theodore høfligt og ænser ikke den anden lady's tydelige forbløffelse. Man må vel have lov at give en dame et kompliment - og et kompliment, der virkede efter hensigten. Theodore har med tiden erfaret, at kvinder så nemt bliver forlegne over komplimenter, og de ser på en måde så bedårende ud når de er forlegne. Det gælder de fleste kvinder. Selv en kvinde så stolt som Lady de Jupalle.
"Men nu må De Damer have mig undskyldt," Tilføjer han så, og sender et blik fra den ende til den anden, der lander ved Tahne, og afslutter derefter med at trække sig tilbage og bukke høfligt for damerne. Man må jo også videre.
|
|
|
Post by Knight of Camelot on Jan 23, 2011 17:55:57 GMT -5
((Lady Anvil))
"Kæreste, vi er også forskrækkeligt sent på den!" siger Lady Anvil og smiler venligt til Kaptajnen. "Kaptajn." Hun nejer let.
((Lady Tahne))
Lady Tahne havde måske mere at sige, men hun vælger sin tavshed og nejer som sin ledsagerske. "Kaptajn." Hun ser kort op på ham, før hun tager Lady Anvil ved armen, og de to kvinder skrider værdigt ud af klostergården.
((Fader Lionel))
"Ahrrem...." Fader Lionel hoster ned i sin rynkede, spinkle hånd. "Det var staldene, vi kom fra, Kaptajn?"
((Cedric))
I det samme kommer en dreng skramlende ind på gårdspladsen. "Kaptajn!!" råber han forpustet og standser op inden for porten. "Lægen kommer!!"
|
|
|
Post by Julie den Ærværdige on Jan 23, 2011 18:04:21 GMT -5
Theodore sender et blik efter de to kvinder, men vender hurtigt blikket og ranker ryggen, da abbeden hoster, som for at rive sig selv ud af et øjebliks eftertænksomhed.
"Ja. Tak, Fader Lionel." Svarer han og begynder at trække stalden i den rigtige retning, før hans gerning igen bliver forstyrret af et anråb. Han stopper kort op og vender sig kun halvt i mod drengen. "Sig til ham at jeg møder ham i kapellet. Herefter kan du frit løbe hjem." Meddeler han kort og fortsætter med hesten.
|
|